kinatur.dk

Alting har efter sigende en ende, og for denne blog indtraf enden den 5. december sidste år – eller i hvert fald begyndelsen til enden – for siden har der kun været tale om en svag dødsrallen, der langsom blev svagere og svagere for til sidst at stoppe helt – i dag!
Denne blog blev lavet primært som en dagbog for mig selv, for at beskrive oplevelserne i Kina, og har som sådan overlevet sig selv efter tilbagekomsten til Danmark på nævnte dato. Derfor har bloggen ikke længere nogen berettigelse, hvilket er tydeligt at se i antallet indlæg det seneste halve år. Jeg kunne selvfølgelig godt begynde at skrive om hvilken farve sokker jeg har på hver dag, hvis ikke det var fordi, de fleste af mine sokker blot er nuancer af samme farve, så det kan godt være det hurtigt ville komme til at grænse til det trivielle.

Der er dog stadig mange oplevelser fra Kina der skal nedskrives og reflekteres over, men det bliver på den private harddisk. Bloggen får dog lov til at leve videre i det elektroniske univers – i hvert fald et stykke tid – og hvem ved, måske bliver den vakt til live igen når vi flytter tilbage til Kina…måske.

And on that bombshell, it’s time to end the show…

Man kan hele tiden lære noget nyt om Kina, så sidste gang var jeg ved at blive lidt fortørnet over, hvordan en familie var ved at skamfere en række træer udenfor svigerforældrenes vinduer. Et kig ud over det omkringliggende område afslørede dog, at de langt fra de eneste der var i gang med at plukke de friske skud fra træerne. At denne familie så var betydelig mere brutale i deres jagt på de friske skud er noget andet, for der var ikke mange hele grene tilbage efter dagens høst.

På kinesisk hedder træer xiang chun (香椿), og de friske skud er åbenbart en stor delikatesse der anvendes om et grøntsag og steges sammen med æg, så det er næppe en tilfældighed at netop denne type træ er plantet i stor stil i boligområdet. Så vidt jeg kan finde ud af hedder træer kinesisk mahogni på dansk, og bruges som navnet antyder også til fremstilling af møbler.