Det må vist efterhånden være på tide at få sparket gang i denne blog, da turen til Kina jo allerede er godt i gang. Det står dog noget sløjt til mht. internet herude, så indtil videre går opdateringen noget trægt. Selve hjemmesiden afventer ankomsten af min egen computer, da programmet til redigeringen af siden kun er installeret på denne. Den er i øjeblikket pakket ned i en container et eller andet sted mellem Glyngøre og Tangshan.
De seneste par uger har været hårde og til tider stressende, hvor en masse praktiske ting skulle på plads, samtidig med at diverse arbejdsopgaver skulle afsluttes eller overdrages. Egentlig har der ikke været tid til at blive nervøs og lade sommerfuglene i maven formere sig, fordi der ganske enkelt har været så meget andet til at optage tankerne. Jeg har heller ikke for alvor haft tid til at glæde mig, hvilket er ærgerligt, men ingen tvivl om at det bliver en kæmpe oplevelse og en tid fyldt med store og små udfordringer.
Den sidste weekend i Danmark stod på oprydning og flytning fra huset i Glyngøre, samt salg af min elskede 307’ere – vores tid sammen blev alt for kort, men det var bedst for os begge at det endte sådan… 
(hvorfor er det først nu jeg ser, at der også køre masser af 307’ere rundt i Tangshan?). Det er selvfølgelig ikke noget at regner for afsked med venner og familie – det kan være nødvendigt at undgå øjenkontakt for at gøre det hele lidt nemmere!
Det er dyrt at rejse til Kina! 3000 kr. i overvægt – ikke min, men bagagens – og så var hun oven i købet flink, pigen ved skranken, og valgte at se bort fra 9 kg så jeg kun skulle betale for 10 kg ekstra bagage. 20 kg er sikkert nok til en tur til Mallorca, hvor man udover et par badebukser bare skal medbringe et par Hawaii skjorter og en tandbørste, men til alt andet er 20 kg jo absurd lidt.
75 % af bagagen bestod af arbejdstøj og diverse mapper/dokumenter så jeg kan komme i gang med arbejdet i Kina og derfor var det ikke muligt at skære ret meget bort, hvis der også skulle være plads til bare en smule private ejendele.
Turen til Frankfurt gik forholdsvis godt, på trods af en forsinkelse på 1½ time, men det gjorde bare ventetiden i Frankfurt mindre, og Frankfurt er i forvejen ikke den mest spændende lufthavn, så det gjorde egentligt ikke noget. Fra Frankfurt gik turen videre direkte til Beijing med den Boeing 747-400, så det blev til den første tur i den navnkundige Jumbojet – naturligvis på monky class, men heldigvis allerbagerst på en gangplads, hvilket gjorde den ellers enerverende lange flyvetur en smule mere tålelig. Jeg læste tidligere på dagen, at Lufthansa har indgået kontrakt med Boeing om køb at et antal nye jumbo’ere til erstatning af nogle af de aldrende fly i flåden – denne på turen på Beijing må helt klart være en af dem der står for tur. Trods det blev det nok alligevel til 1½-2 timers søvn ombord, hvilket må være ny personlig rekord på turen til Beijing. Det tager dog alligevel nogle dage at komme ovenpå igen, den manglende søvn og tidsforskellen på 7 timer taget i betragtning, men denne gang har det nu forløbet overraskende godt – ikke noget med at ligge lysvågen klokken 4 om natten.
Efter at have overstået det kinesiske bureaukrati i lufthavnen stod den om ikke på kulturchok så i hvert fald temperaturchok. I der nordlige Kina er det, i modsætning til Danmark, vinter. Om end det ikke er værre en almindelige dansk vinter, så tager det trods alt lige nogle dages tilvending, inden det er slut med at ryste af kulde ovenpå den milde vinter i Danmark – men heldigvis bliver blodet hurtigt frostsikkert efter et par middage med kineserne. Ellers stod den første dag primært på indkøb af diverse fornødenheder – primært sengetøj og dyne, så det blev til en god nats søvn.
Onsdag stod på gensyn med Supreme, som i mellemtiden tilsyneladende har skiftet navn til Spring, ellers også hørte vi bare ikke hørt ordentlig efter første gang. Under alle omstændigheder er hun firmaets bedste til engelsk, så det var heldigvis hende der hjalp til på dagens indkøbstur. Tilsyneladende var det forventet, at vi kunne købe en ny bil med et Mastercard, men heldigvis er bilen ikke af en så ringe beskaffenhed, at der er dækning på et Mastercard, så det blev helgidvis nødvendigt at finde en anden løsning.
En mobiltelefon er der heldigvis dækning for, så det blev til køb af mobil, hvilket vel tog omkring 1½ time, men så endte jeg i det mindste med et lykkenummer med hele to 6-taller og ingen 4-taller. 8 regnes normalt som et lykketal i Kina, men 6 kommer åbenbart tæt på – derfor var alle numerne med 8 ”udsolgt”. Tallet 4 lyder på kinesisk næsten ligesom ”død” og betyder derfor ulykke, mens 6 betyder et langt liv og 8 betyder velstand. I modsætning til Danmark får man ikke ligefrem mobiltelefonerne smidt i nakken her i Kina. Her betales den fulde pris, dvs. 2-5.000 RMB, så det kan undre hvordan alle kinesere tilsyneladende har råd til mobiltelefoner, når prisen nemt nærmere sig en månedsløn. Ganske vist kan man også få billigere kinesiske telefoner til omkring 500 RMB, men jeg den sikre løsning med et kendt vestligt mærke, som der også er mest prestige i herude. Desværre kan telefonen ikke modtage sms’er sendt fra Danmark, men den kan dog sende dem til Danmark. De forsøgte efterfølgende at bilde mig ind, at det havde noget med forbindelsen mellem Danmark og Kina at gøre, men jeg kan godt modtage med mit gamle Sonofon nummer, så det holder ikke helt.
Det blev også dagen hvor der kom gang i det varme vand, så det var rart med et varmt bad, mere end 48 timer siden det sidste, med en indlagt flyvetur på 9 timer. Der kom også gang i internettet på arbejdet, men der køre af en eller anden grund ualmindeligt langsomt.
Torsdag blev det tid til at hente bilen, en Buick Excelle St., som i Danmark sælges under navnet Chevrolet Nubira Stationcar, men udspringer i de tidligere Daewoo modeller, derudover var der tid til at få købt noget tøj og underskrevet lejekontrakten på lejligheden. I Kina klares den slags ved først at skrive under, og derefter placere sit fingeraftryk oveni underskriften med rød farve – i det hele taget er de meget glade for røde stempler i Kina. Købet af bilen tog vel i omegnen af 3 timer, incl. spisning og fotografering. Ganske vist er det kun min tredje bil, men det er første gang jeg er blevet fotograferet sammen med sælgeren foran bilen, og jeg kommer næppe til at opleve det igen. Efter sigende var det første gang sælgeren havde set en udlænding, og derfor sikkert også forretningens første bilsalg til en udlænding. I den situation er der ikke så meget andet at gøre end bare at følge med, selv om det virkede en smule underligt – men jeg fik da også et foto sammen med sælgeren.
Fredag stod først på heldbredsundersøgelse, bestående af fysisk undersøgelse, selvom de fleste spørgsmål blev udfyldt af lægen uden nogen spørgsmål eller undersøgelse, derefter blod- og urinprøve efter fulgt af røntgenundersøgelse. Herefter blev lunger og hjerte undersøgt med ultralyd og elektrokardiogram. Testen forløb tilsyneladende fint, men det endelige resultat foreligger først tirsdag i næste uge.
Her efter den første uges tid, er det nogle spørgsmål der uundgåeligt trænger sig på:
• Hvor længe kan guld fisk egentlig leve uden mad og friskt vand, og skal jeg prøve at holde dem i live, eller bare smide dem i wok’en?
• Kan persienner blive mere beskidte end dem der hænger på badeværelset, og kan de overhovedet blive rene igen?
• Kan den globale opvarmning undgås ved, som kineserne, at undlade indendørs opvarmning og i stedet servere varmt vand hver 5 minut?
• Hvor fuld var den kineser der første gang fandt på at spise søpølse, for ikke at tale om dem der efterfølgende troede på at det var en delikatesse?
• Skal man virkelige være halvfuld hver gang man har spist, og er det virkelig god skik at bunde et glas kold kinesisk rødvin?
• Kan jeg få arbejdsskadeerstatning, hvis jeg efter hjemkost lider af både skrumpelever og rygerlunger?
• Lære jeg nogensinde at spise soja, for ikke at tale om at sætte pris på smagen?
• Er den kinesiske tobaks industri en del af et større komplot til formål at udligne den stigende forskel mellem antallet af mænd og kvinder?
Disse og flere spørgsmål vil forhåbentligt blive besvaret i løbet af de næste par uger, eller år…
Kommentar