Monthly Archive for marts, 2007

Page 2 of 2

Container

Jeg har nu fået at vide, at min container bliver afleveret på Århus Havn i dag. Herefter går den med feeder til Hamburg, og derfra til Kina ombord på Hanjin Bremerhaven – ETA Xingang den 19. april. Herefter går der nok en uges tid med toldbehandling etc., men nu er der i hvert fald lys forude :-D

Giraffen

Bedst som jeg var godt i gang med dages inspektion af en ordre, der snart skal afskibes, var der en rundvisning af et hold fra det lokale universitet. Som alle andre i Tangshan havde de vist aldrig set udlændinge før, så jeg følte mig lidt som i zoologisk have, bare på den forkerte side af hegnet – jeg frygtede hvert øjeblik at få smidt en håndfuld makaroni i nakken. Den slags har de heldigvis ikke så meget af her i byen, men en håndfuld friske nudler havde sikker ikke været bedre 8-O

Skik følge eller land fly

Nej, jeg har bestemt ingen planer om at trække bukserne ned, midt i restauranten, for at tømme min blære! I Kina er det yderst populært at flyve med drage om foråret – kalenderen siger i hvert fald forår, selvom om der stadig ligger lidt sne (til min store overraskelse var noget af det stadig hvidt, da jeg kom hjem fra Korea. Jeg havde ellers forventet at det var kulsort). Hver weekend flokkes børn såvel som voksne (faktisk flest voksne) for at flyve med deres drage i byens parker, og sidegaderne er fylde med ivrige sælger, der kappes om at sælge de mest farvestrålende drager. Jeg så derfor ingen anden udvej end at anskaffe mig en drage, for selv at deltage i legen – de kalder mig alligevel et lille barn! Jeg droppede dog hurtigt tanken om en to-strenget drage, eftersom sælgeren ikke selv kunne styre den uden fare for samtlige besøgende i parken. Valget faldt derfor på en almindelig lille drage, hvis man ellers kan kalde dem almindelige i Kina. I Kina er det dog ikke sådan lige at købe en drage. Først skal man blive enige om prisen, og derefter skal man bestemme hvilken slags line, der skal bruges, og endelig hvilken type håndtag linen skal sættes på. En ganske kompliceret proces der nemt kan tage 20 minutter, og til tider kan det dog også blive en smule irriterende, at alle den slags køb skal tage meget længere tid end nødvendigt, fordi alt skal diskuteres. Selve flyvningen med dragen blev dog ganske kortvarig, idet det ganske enkelt var for koldt, selvom vinden ellers var perfekt – men vinden hjalp ikke ligefrem med at holde varmen. Jeg håber derfor på snarligt forår!

Drage Drage Drager

Gode og dårlige overraskelser

Vel hjemme i Tangshan havde jeg i dag lidt ekstra tid til at gå rundt i et af de store lokale supermarkeder. Til min store glæde fandt jeg både spagetti, ketchup og flere slags danske småkager – nogle af dem var ganske vist lavet i Thailand, men det er stadig de velkendte danske småkager. Nu mangler jeg kun at finde de røde pølser og remouladen, så er det ligesom at være hjemme i Danmark :-)

Mindre behageligt var det at spise middagsmad på KFC ved siden af supermarkedet. Heldigvis var jeg blevet færdig med at spise (ellers blev jeg det i hvert fald), da jeg opdagede en lille våd “sø” på gulvet under nabobordet, og da jeg kiggede derover, så jeg moderen i færd med at trække bukserne op på hendes 2 årige datter. Moderen havde ganske enkelt hevet bukserne af den lille pige, og ladet hende forrette sin nødtørft inde midt i restauranten – føj for h…… Jamen, der var jo mange mennesker inde på toilettet! OG? Jeg var tydeligvis den eneste der tog notits af situationen, og de øvrige lod som om det var ganske normalt. Jeg må dog indrømme, at jeg var dybt chokeret, og er det stadig, men plamagen blev bare fjernet med en moppe, da familien havde forladt bordet. En moppe der givetvis senere ville blive bruget til at “vaske” gulvet andre steder i restauranten – uden at blive skyllet først. Og det ligesom jeg var begyndt at holde af kineserne, og var glad for at komme tilbage til Kina :-( For et par uger siden så jeg en bedstefar, der holdt barnebarnet ind over en skraldespand, midt i et stormagasin, med bukserne nede. Den gang var jeg lidt i tvivl om hvad der foregik, fordi jeg ikke ligefrem ville stoppe op og kigge på. Efter i dag er jeg ikke længere i tvivl om hvad der endte i skraldespanden!

“Hjem” til Kina

På vejen fra lufthaven i Beijing til Tangshan gjorde vi holdt på en tankstation. En af de ansatte så, at jeg var ved at vise nogle koreanske pengesedler frem, og var tydeligvis meget interesseret. Jeg forærede hende derfor en 1000 won seddel (ca. 6 danske kroner), hvilket vakte stor glæde. Jeg har aldrig set nogen blive så glad for en gave (og slet så lille en gave, men her er det ikke hverdag at se udlændinge og slet ikke udenlandsk valuta), så de 6 kroner var helt klart givet godt ud :-) Hun havde i hvert fald tydeligvis mere glæde af sedlen end jeg har, selvom jeg naturligvis gemmer nogen som souvenir.

Dagen sluttede med en gang fodmassage, for at lindre de trætte fødder efter sightseeing i Seoul 8-)

Endelig optælling: 937 fotos (nej, Pia det er da ikke så galt…).

Mission Accomplished

Jeg var i dag tilbage på den kinesiske ambassade for at hente mit længe ventede z-visum, så det var med en stor portion lettelse, jeg kunne forlade ambassaden med mit pas plus et stk. z-visum. Nu er der kun tilbage at nyde den sidste dag her i Seoul inden turen i morgen går “hjem” til Kina. Desværre er vejret ikke ligefrem til sightseeing med både kulde og en smule sne, men jeg har da fået lejlighed til at test mit nye kamera – indtil videre 787 fotos ;-) . Mere om Seoul og sightseeing senere.

Jeg har allerede taget et billede af mit nye visum og sendt det til flyttefirmaet, så de kan komme i gang med at få sendt min container til Kina.

Seoul

Så kom jeg endelig til Seoul, for at få lavet et z-visum. Egentlig ville jeg have været på ambassaden allerede i dag, men personalet på hotellet var så uheldige at dirigere mig et forkert sted hen, så det var ikke muligt at nå i dag. Jeg fik dog efterfølgende udpeget det rigtige sted, og har været forbi for at verificere placeringen. Nu er der kun tilbage at tage på ambassaden onsdag morgen, og så forhåbentlig hente et stk. z-visum torsdag. Til alt held (det var virkelig rent held) ligger den kinesiske ambassade i gå-afstand fra hotellet, så jeg slipper for en tur tværs gennem Seoul, der er temmelig stor. Det er helt rart igen at kunne færdes udendørs, uden fare for at blive ramt af tinnitus pga. de mange bilhorn. Her i Seoul opføre bilisterne sig ganske civiliserede, og man skal ikke engang sætte livet på spil for at krydse vejen, i modsætning til Kina. Ellers er det største problem at vende sig til valutaen. Jeg har hævet 400.000 KRW (da den endelig lykkedes at finde en bank der tog imod andet end koreanske betalingskort) for at betale for visum etc., men det er ikke meget mere end 2000 danske kroner.
Desværre er det temmelig koldt i Korea, og jeg har naturligvis glemt både handsker og lange underbukser! Men der skal nu nok blive mulighed for lidt sighseeing – på turen til den kinesiske ambassade kommer jeg i hver fald forbi ikke mindre den tre paladser, selvom der ikke er mere end et par kilometer derhen.

Glatførekursus?

Efter et møde mellem vicedirektøren og et par andre (den slags kan man ikke bare lige selv bestemme i Kina) blev det besluttet, at jeg skulle tage til Beijing allerede i dag. Myndighederne truede med at lukke motorvejen i aften og ikke åbne før en gang i morgen formiddag, så det var for risikabelt at satse på at nå til lufthavnen i morgen. Jeg troede jeg kunne tage toget, men pga. det kinesiske nytår, der først sluttede helt i går (nogen fejre det dog en hel måned!), var det tilsyneladende ikke muligt at få en billet. Busserne kørte ikke, af en eller anden grund, vist nok fordi myndighederne ikke ville have busserne ud på de glatte veje. Enden på det hele blev derfor, at min chauffør kørte mig til Beijing. Den første motorvejstilkørsel var dog lukket, men vi fandt da heldigvis en der var åben, så vi slap for landevejen. Det viste sig dog at motorvejen var fuldstændig tør og uden spor af hverken sne eller is, så det er mig en gåde at myndighederne ville lukke vejen. Men dette er Kina, og nogle ting skal man bare ikke tænke nærmere over…

Lange underbukser

Bedst som de lange underbukser var lagt ind bagerst i skabet, vendte vinteren tilbage i dag med ca. 15 cm sne. Turen med taxa ind til byen var derfor en smule mere nervepirrende end normalt. De kinesiske taxachauffører er ikke til sinds at stoppe for andet end betalende kunder, så det bliver til tider lidt for spændende når der ovenikøbet ligger 10 cm is på kørebanen. Ifølge vejrudsigten skulle vintervejret vare ved indtil i hvert fald onsdag, så det giver lidt nervøse trækning med tanke på, at jeg skal være i lufthavnen i Beijing tirsdag morgen. Jeg har hørt skrækkelige historier om turen mellem Beijing og Tangshan i snevejr, med lukkede motorveje, så det kan være det bliver nødvendigt at tage til Beijing allerede i morgen aften, for at være på den sikre side.

Snevejr Snevejr Snevejr

Snevejr Snevejr Snevejr

Singing in the rain…nej, ikke mere karaoke!

For første gang under mit ophold i Kina har det i dag regnet, så nu går det pludseligt op for mig, at fliserne på min terrasse er hvide og ikke som først antaget koksgrå. Vejrudsigten melder i øvrigt om sne og kulde fra starten af næste uge, jeg håbede ellers at foråret var kommet for at blive. Godt jeg skal til Korea det meste at næste uge. Det er trods alt et civiliseret land, så jeg satser på at de i det mindste har indendørs opvarmning.