Monthly Archive for april, 2007

Det blev en alt andet end god start på ferien i Xi’an. Jeg kørte hjemme fra mod lufthaven i Beijing, i hvad der burde være god tid. Det tager ca. 2 timer at køre fra Tangshan til lufthaven, så 3½ time inden afgang burde være mere end rigeligt. Desværre var der sket hele to ulykker på vejen til lufthavnen, hvilket betød store kødannelser og meget langsom kørsel. Det blev ikke bedre af, at et sted var der først skiltet mod lufthaven, efter man var kommet igennem betalingsanlægget. Så er det mindre fedt at opdage, at man rampte den forkerte bås, og at adgangen mod lufthavnen er spæret med store betonklodser. Det ville sikkert også bare været for nem, at gøre opmærksom på det på den anden side, så der i god tid kunne vælges den rette bås. Der var ganske vist nogle skilte på kinesisk, men det engelske skilt stod på den forkerte side…他妈的.

Enden på det hele blev, at jeg kunne se mit fly lette mod Xian, idet jeg ankom til lufthavnen…他妈的. Desværre var der ikke flere ledige afgange i dag, så jeg kan først komme afsted i morgen eftermiddag, og må overnatte i Beijing – en dag spildt!

Nu er det endelig lykkedes at finde en GPS med engelske menu og pinyin (system til at skrive de kinesiske skrifttegn med latinske bogstaver) kort. Det var dog ikke muligt at købe den nu, for der er ikke så stor rift om pinyin kortene, så selve kortet skal først bestilles hjem, hvilket først kan ske efter 1. maj ferien. Dem jeg tidligere har set på har både været med menu og kort med skrifttegn. Selve vejkortet leveres på et SD kort, så GPS’en kan også bruges i Danmark ved at købe det nødvendige kort. Nu er det forhåbentligt snart slut med at køre forvildet rundt på motorvejen omkring Beijing

Nej, ikke noget med karaoke! Jeg havde i går anden lektion med min nye lærerinde, men hun ringede og spurgte, om jeg ville med ud og spise, for hun havde besøg af en berømt kinesisk skuespiller. Jeg tænkte straks Jet Li eller Zhang Ziyi, så det ville jeg naturligvis gerne. Det viste jeg at været en berømt skuespillerinde fra Tangshan Operaen, som åbenbart er meget kendt i Kina – jeg har nu aldrig hørt om den (eller hende), og det har Google tilsyneladende heller ikke. Hun var nu rigtig flink, og det var en spændende måde at lære kinesisk i praksis, i stedet for at terpe en eller anden bog – så det håber jeg vi kan gøre igen, dog ikke nødvendigvis med skuespillerinden.

Mindre spændende var det at køre med min lærerinde som chauffør. Hun var tydeligvis ikke nogen erfaren chauffør, og så jeg var en smule bekymret, da vi kørte rundt i den forkerte siden af vejen, mod trafikken, men det er kinesere så vant til, så der var sikkert ikke andre en mig der var nervøs.

Torsdag i sidste uge havde jeg mine første lektioner i kinesisk, efter ankomst til Kina. Vi bruger samme bog, som jeg blev undervist efter i Danmark, så det er nogenlunde velkendt, og undervisningen foregår indtil videre hjemme hos mig. Min lære er Yang Nan (Nancy), som underviser på Tangshan Foreign Language School, og hun har tidligere undervist i kinesisk i England. Hun er virkelig dygtig, så jeg er sikker på at det nok skal blive en succes. Hun kiggede meget underligt, da jeg tog en flaske koldt vand fra køleskabet, for kinesere har en eller anden mystisk kærlighed til varmt vand. Personligt har jeg nu noget svært ved at se nydelsen i at drikke et krus skoldhed vand, men kineserne tror på at det er sundt. Det er som om, at man en gang for alle har vedtaget, at alt hvad der er mystisk, smager modbydeligt eller ligner noget der er snydt ud af åndehullet på en pukkelhval er sundt – ellers ville det være fuldstændigt umuligt at sælge.

Kineserne har også vedtaget, at kød med ben er det mest lækre kød der findes. Så hvorfor sidde og nyde en god saftig bøf, når man kan bruge flere timer på at lede efter den minimale mængde kød der nu engang er på en fårehale? Jeg har forsøgt at forklare dem, at den slags normalt regnes for affald – men det tror de vist ikke helt på…

Min genbo, Peter, deltog lørdag i en golf turnering i Beijing, med deltagelse af en masse udlændinge bosat i eller omkring Beijing. Vi havde derfor aftalt, at jeg skulle køre derind, så jeg kunne se lidt golf og efterfølgende prøve mine talenter, eller mangel på samme, af på Driving range (træningsbane) efterfølgende. Det var intet problem at finde fra Tangshan til golfbanen i den sydlige udkant af Beijing, problemet var at finde Peter. Det lykkedes ikke før de var færdige og gik til klubhuset for at spise. I stedet kørte jeg lidt rundt i området, det udover golfbanen bestod af nogle ganske mondæne ferieboliger – bl.a. var de ved at opføre en “Denmark township“, hvad det så end gik ud på, men på store plakater var der da billeder af både Den Lille Havfrue, vindmøller og den rene stråtækte idyl.

Middagen i klubhuset kostede den nette sum af 88 USD (ca. 500 kr), så vi kørte sultne hjem ad mod Tangshan. Peter havde fået at vide, at et medlemskab af klubben kostede hele 600.000 RMB (450.000 kr), så han mente ikke det havde noget med sport at gøre. Det er nok mest et spørgsmål om prestige at kunne kalde sig medlem af en sådan klub, så er det mindre underordnet, om man rent faktisk kan finde ud af at spille. De kinesere der befandt sig på banen udviste dog tilsyneladende heller ikke de store talenter.

Modsat turen til Beijing var det straks mere vanskeligt at finde tilbage til Tangshan. I princippet skulle det ikke være noget problem, idet man jo bare skal samme vej tilbage, og så ellers dreje fra mod Tangshan eller køre mod et bestem vejnummer. Her har vejene dog et navn, og så undgår man ellers behændig ofte at skilte med hverken bynavne eller det nummer, som vejen ellers er udstyret med – vel netop til dette formål. Det hele bliver så ikke meget bedre af, at det medbragte kort havde ganske lidt med virkeligheden at gøre. Desværre har man også undladt at vise numrene på de forskellige afkørsler på kortene, så det er mest af alt et spørgsmål at gætte sig til, hvornår der skal drejes fra og hvilket vej man skal følge, alt andet ville jo også være for nemt – og det går jo ikke Kina! Jeg har i hvert fald lært vigtigheden at huske på vejens navn, og ikke bare huske på hvilket nummer der skal følges, så undgås der omveje som i går.

Efter hjemkomsten stod aftensmaden på rugbrød div. pålæg, som Peter havde indkøbt i Beijing. Det var også over 3 måneder siden jeg sidst havde fået rugbrød, så det var en kærkommen afveksling fra det kinesiske.