Monthly Archive for maj, 2007

Nyheden om Bjarne Riis’s bekendelser er også nået til Kina, og jeg sad trofast ved computerne sent fredag for at lytte til pressemødet via netradio. Egentlig ikke den store overraskelse, idet det jo ligesom har lagt i kortene i efterhånden en del år. Egentlig høre det ikke med i denne blog, da det jo ikke har noget med Kina at gøre, men jeg har trods alt trofast fulgt med i Tour de France siden starten af 90’erne hvor TV2 begyndte transmissionerne fra Frankrig, og mange skønne solskinsdage har været tilbragt i den svalende skygge foran Tv’et i selskab med Mader & Leth.

Doping er ikke noget nyt fænomen i cykelsporten, selvom mange tror det blev opfundet i midten af 90’erne. Jeg har selv set mindesmærket for Tom Simpson, der i 1967 døde på vejen mod toppen af Mont Ventoux med amfetamin i blodet, og længe inden har doping også været en naturlig del af cykelsporten – i starten sikkert primært som et middel for at udstå smerten. Det er helt absurd at snakke om, at Riis skal aflevere sin gule trøje. Hvis han skal det, er der givetvis en temmelig stor andel af de øvrige vindere, der burde gøre det samme – for ikke at snakke om etapevinderne. For mit vedkommende spiller det ikke den store rolle, om rytterne er dopet eller ej, så længe det sker under kontrollerede forhold og på lige vilkår. I 90’erne var det jo stort set gratis at bruge f.eks. EPO, idet der jo skulle en mere eller mindre tilfældig kontrol af en mere eller mindre tilfældig bil til, for at få hele Festina skandalen til at rulle. I et felt hvor chancerne for at blive snuppet i brug af EPO er minimale, skal der mere end almindelig børnehave naivitet til at tro, at kun Bjarne Riis og resten af Telekom mandskabet var dopede i 1996. At bruge den slags midler var en del af hverdagen og alle kæmpede på lige betingelser. Det er derfor absurd at tale om Bjarne Riis som en uværdig vinder, han gjorde jo bare som alle de andre børn i børnehaven. Bevares det er ikke lovligt at køre for stærkt i bilen, bare fordi alle de andre gør det, men det er jo et spørgsmål om at følge trafikken.

I stedet for at kaste med sten mod drivhuset, burde man i stedet gælde sig over den positive udvikling cykelsporten i øjeblikket gennemgår. En udvikling hvor Bjarne Riis bestemt er en af pionererne, Basso sag eller ej, og undre sig over hvorfor det altid er cykelsporten, der står for skud. At tro at cykelsporten er familiens sorte får kræver vist også en naivitet på grøn-stue niveau!

1) Bjarne Riis er stadig min helt!

2) Tour de France er stadig min foretrukne idrætsbegivenhed!

3) Linieløbet står stadig højt på ønskesedlen når det gælder OL i Beijing næste år!

I mine øjne er Bjarne Riis stadig en værdig vinder af Touren i 1996!

Jeg opdagede i torsdags, at der var kommet en lille hvid plet på indersiden af det ene øjenlåg, og var derfor i dag en tur på øjenklinikken for at få det undersøgt. Jeg fik at vide, at jeg havde fået en sten i øjet, men det var nok snare et støv- eller sandkorn. Der var dog åbenbart ingen grund til at fjerne det, så længe der ingen gener er. Til gengæld mente lægen, at mine øjne var en smule tørre, så det blev undersøg ved at putte en tynd papirstrimmel i hvert øje, som jeg skulle sidde med i 5 minutter.

Det viste sig at de var lidt for tørre, så jeg vi udleveret to forskellige slags øjendråber, som jeg skal bruge den næste uges tid. Efter sigende er det ganske normalt med den slags lidelser i Tangshan, pga. alt det skidt der er i luften. Min danske genbo har haft samme problem, men her var det nødvendigt at fjerne fremmedlegemet, fordi det generede.

Efter igen at have fået adgang til likvide midler, efter miseren i Xi’an, bestilte jeg fredag en Garmin nüvi 300 gps navigator, med engelsk kort, menu og tale. Den kunne hentes allerede lørdag, hvilket passede helt perfekt. Søndag gik turen nemlig mod Den Kinesiske Mur ved Huangyaguan i Tianjin provinsen, og gps’en fungerede perfekt . Den ville ganske vist have mig til at tage landevejen, men med mit kendskab til den kinesiske infrastruktur ved jeg, at landevejene bestemt ikke er den hurtigste rute, så jeg valgte motorvejen, så langt det kunne lade sig gøre.

Huangyaguan er indtil videre det bedste sted jeg har besøgt muren, selvom det ikke er så langstrakt som f.eks. Badaling, men i modsætning til Badaling, som er en myretue af turister, kan man ved Huangyaguan uden problemer gå i lang tid uden at møde andre turister, og der er derfor optimale betingelser for at nyde turen og solen – vejret var som en god dansk sommerdag, men heldigvis tager jeg mange billeder, så der var mange pauser undervejs, og varmen fik derfor ikke overtaget på de til tider skrappe stigninger. I øvrigt er det på denne del af Muren, der årligt arrangeres et maratonløb – jeg ved udmærket hvor hårdt et fladt maraton kan være, så at løbe på denne del af Muren synes som det rene galskab.

I går slap jeg af med alle flyttekasserne plus to kasser med diverse affald fra flytningen. I Kina foregår den slags ikke ved at køre en tur på den lokale genbrugsstation. Her køre der folk rundt på cykel og råber et eller andet, hvorefter man så kan hidkalde dem for at hente affaldet – primært papir og pap – og så får man oven i købet penge for affaldet. Jeg fik 20 yuan for kasserne, og nu er det kun småting der mangler for at få de sidste ting på plads. Jeg må indrømme, at det så en smule uoverskueligt ud da flyttefolkene forlod en lejlighed i kaos, men der er efterhånden kommet skik på det hele, så lejligheden er blevet beboelig igen

Fredag og lørdag havde jeg besøg af Annette, som underviste mig i kinesisk og kinesisk kultur inden jeg drog af sted til Kina. Hun er på et 1½ uges besøg i Kina, primært som en del af hendes arbejde, men havde altså også lige tid til at lægge turen forbi Tangshan. Hun ankom fredag eftermiddag, og kunne lige nå at interviewe to af mine kinesiske kollegaer, til brug for hendes arbejde, og en kort rundtur på fabrikken inden fyraften. Desværre var produktionen så småt færdige med ugens arbejde, så der var ikke så meget at se, og i stedet gik turen lidt rundt i Tangshan for at kigge på byens begrænsede udbud af seværdigheder.

Lørdag kørte vi en tur til Shanhaiguan for at besøge Den Kinesiske Mur. Jeg besøgte også Shanhaiguan i starten af februar, men det var betydelige kønnere denne gang, hvor træerne havde fået blade og græsset forvandlet fra et kedeligt brunt dække til et frodigt grønt tæppe. Til gengæld var det så også betydeligt mere anstrengende at forcere den skrappe stigning ved Jiaoshan pga. varmen. På vejen tilbage til Tangshan var det rart at få bekræftet, at Annette, som har rejst mange år i Kina, heller ikke ligefrem betragter Tangshan som nogen perle. Det er bemærkelsesværdig så stor forskel bare 200 km kan gøre – den mentale forskel mellem Tangshan og Beijing er ganske enkelt enorm.

Det var rart at møde et velkendt ansigt fra Danmark efter 4 måneder i Kina, og egentlig ganske betryggende at høre hende sige, at jeg klare det kinesiske eventyr godt, men uden hendes kulturtræning sidste år, havde det næppe gået helt så godt her i starten. Allerede mandag får jeg igen besøg fra Danmark, hvor tre Skamol kollegaer kommer på et fire dages besøg.