Monthly Archive for maj, 2007

I Danmark kan den dovne bilejer sætte sin lid til en snarlig regnbyge, når det gælder bilvask. Sådan forholder det sig ikke i Kina og slet ikke i Tangshan. Det eneste der bliver forholdsvis ren efter en regnbyge er luften, der bliver renset for sand, sod, kulstøv og andre mindre behagelige ting. Det betyder at bilen efter en regnbyge, eller bare en smule blæsevejr, ligner noget der har deltaget i Dakar Rally, og samtidig betyder det lang kø foran vaskehallerne. Det bliver dog opvejet af den fyrstelige pris af 10 RMB (7,5 kr) for at få bilen vasket, støvsuget og rengjort indvendig. Men når bilen nu trænger til at blive vasket hver anden dag, for ikke at blive forvekslet med en vandreklit, bliver det mindre tiltalende, at skulle bruge en time på at komme gennem vaskehallen.

Jeg har været på udkig for at lede efter en autobørste til at vaske bilen med, men indtil videre uden held. I Kina bruger de tilsyneladende bare en klud, men i betragtning af det meste af skidtet er fint sand, svare det vel nogenlunde til at vaske bil med sandpapir. Det fjerne ganske vist skidtet, men lakken forsvinder vel også på et tidspunkt. Foreløbig har jeg købt noget der ligner en lille fejekost med naturhår, så må jeg se om det kan bruges. Desuden overvejer jeg seriøst at give bilen en gang voks. Dels for at beskytte lakken mod forureningen og dels for at lette rengøringen.

Lørdag gik turen til Beijing, med direkte bus fra Tangshan, for at shoppe i det famøse ”Silk Street” marked. Med daglige temperaturer op omkring 30 °C er der efterhånden kun vejr til t-shirts, så jeg måtte en tur til Beijing, idet det kan være overordentlig svært at finde den rigtige størrelse i Tangshan. Ganske vist findes der XL, men det svar nok ikke mere til M i Europa – så er der meget nemmer at tage en tur på silke markedet, hvor størrelserne er vestlige og priserne særdeles overkommelige. Samlet lød indkøbet på 10 stk. t-shirts, 3 skjorter, et par shorts samt lidt souvenirs – jeg opdagede at samtlige souvenirs købt i Xi’an også kunne købes på silke markedet, men det er jo ikke helt det samme med en ler-soldat købt i Beijing, sammenlignet med én købt på selve terrakotta museet, omgivet af den ægte vare. Jeg har efterhånden besøgt silke markedet en del gange, og har derfor lært alle sælgernes standardbemærkninger at kende. Sjovest er det, når sælgeren bliver sur eller forsøger at vinde medlidenhed hos køberen, men her er det virkelig den stærkeste der overlever – eller i hvert fald kommer hjemme med flest penge i behold. Til min store overraskelse var jeg betydelige bedre til at prutte om prisen end min kinesiske følgesvend, men jeg har også gået i silke markedets hårde skole og har efterhånden lært, hvordan man undgår de lange udmagrende forhandlinger. Samtid blev der også mulighed for at afprøve nogle at de kinesiske gloser om shopping, om jeg lærte et par dage forinden
Indrømmet, jeg er lidt af en skabs-klaustrofob, så efter 3 timer i et inferno af blodtørstige sælger og købestærke vesterlændinge, måtter jeg simpelthen ud i den friske luft (sammenlignet med Tangshan er luften i Beijing en dansk bøgeskov). Turen gik derefter via Friendship Store (her kan man modsat silke markedet være nogenlunde sikker på, at varen er ægte og ikke en kopi eller på anden måde uægte – priserne er dog også derefter) til Himlens Tempel (Temple of Heaven, 天坛公园). Desværre lige nøjagtig for sent til at løse billet til selve templerne, så det blev kun til en tur gennem parken, inden turen igen gik mod Tangshan med ekspresbussen.

Bilkørsel i Kina? Tja, dem der har set Charlton Heston køre stridsvogn i Ben Hur har sikkert en fornemmelse af hvordan det er. Eneste forskel er, at det ikke foregår på en langstrakt oval bane, og hestekræfterne ikke længere er levende men består af en motor, ofte af tvivlsom beskaffenhed og kvalitet. Det er også slut med at råbe spydigheder efter hinanden og udveksle onde blikke. Nu har man i stedet valgt det famøse bilhorn til at genere og provokere modstanderen, dvs. samtlige øvrige medtrafikanter – eller rettere modtrafikanter – men bortset fra det er der ikke sket den store mentalitetsændring siden romertiden, hvis man da kan overføre romertiden til Kina. For ubemærket at kunne snige sig ind på fjenden om natten, er et velkendt listigt, men farligt tricks, at undlade at tænde lygterne. Så er man nemlig usynlig og dermed også usårlig.

Hvor utroligt det end lyder, føler jeg allerede, at jeg vendt mig til trafikken i Kina. Jeg forsøger dog at afholde mig for de mest vederstyggelige tricks, som kun kan læres gennem lang og hård træning. Taxachaufførerne er klart de værste. Ingen vej er for smal og ingen åbning for lille, når det gælder om at få kunden bragt hurtigst muligt frem til bestemmelsesstedet. Jeg tror ganske enkelt ikke at hverken Schumacher eller Alonso havde haft en chance, hvis man havde placeret en kinesisk taxachauffør i selv det dårligste Formel 1 team. Kort sagt alle kneb gælder for at komme først!

Jeg begriber ikke hvorfor det er cyklisterne forbudt at anvende cykellygter. Argumentet er, at der er gadelys, så de sagtens kan se, og det vil bare forvirre bilisterne. Personligt har jeg dog aldrig oplevet det som en gene at se en cykellygte om natten. Snare tværtimod har jeg ofte glædet mig over, at denne person har besluttet sig for, at jeg ikke skal køre personen ned denne aften.

Noget af det jeg har sværest ved at vende mig til er højresvingene, ikke så meget mine egne men snare mine modtrafikanters højresving. I Kina gælder den regel, at man gerne må svinge til højre selvom der er rødt. Egentlig en ganske god regel, hvis man gør det med forsigtighed – problemet er bare forsigtigheden. Som nævnt tidligere tror den enkelte kinesiske bilist, at vejen er skabt med det ene formål at give et underlag til denne ene bilist og kun denne bilist. Det giver ofte nogle ret farlige situationer hvor den højresvingende bilist frejdigt svinger ud på en trafikeret vej, uden at se sig til den ene eller anden side. Jeg har tit oplevet, at der bliver dyttet af mig, fordi jeg giver mig tid til lige at vurdere trafikken inden jeg drejer – og det har jeg nu tænkt mig at blive ved med! Jeg har tit undret mig over hvilken dumdristighed, der skal til for i et lille spinkel motoriseret køretøj, som kineserne kalder en bil, at svinge direkte ud foran en bus i fart. Hermed udviser bilisten efter min mening en ganske alvorlig mangle på dømmekraft og situationsfornemmelse, specielt i betragtning af at de fleste kinesiske bilmodeller krølles lettere end et stykke kinesisk rispapir (jeg køre heldigvis i en amerikansk model). Bilisten forventer ganske enkelt, at de øvrige trafikanter holder tilbage eller giver plads, lidt modsat af hvad man lære i Danmark. De fleste gange går det ganske vist godt, men med den mentalitet kan det ikke undgås, at det går galt en gang imellem.

Noget helt andet er det, hvis man skal krydse en vej, eller egentlig er det nok lidt det samme. Her gælder det igen om at presse sig over vejen, uden hensyntagen til de øvrige trafikanter som man dermed spærre for, ofte med den effekt at der skal trædes temmelig hårdt på bremsen for at undgå kollision. Noget af det samme opleves der ved trafikprop. I stedet for at følge trafikken, gælder det om at presse sig frem uanset om der er plads eller ej, ofte med det ene resultat at trafikken afvikles endnu langsommere.

Jeg har hørt tal der siger, at der hvert år kommer 20 % flere biler på vejene i Kina, og dermed også 20 % nye bilister. Det betyder med andre ord, at en ganske betragtelig del af de kinesiske bilister må betragtes som uerfarne, hvilket vel forklare den måde trafikken afvikles på. Heldigvis har jeg også hørt, at der lige er blevet strammet op på uddannelsen af nye bilister, så forhåbentlig bliver det bedre i fremtiden. En af mine kinesiske kollegaer går snart i gang med at tage kørekort, så jeg venter med spænding på at høre, hvordan den slags helt præcist foregår i Kina – men også en smule nervøs på hendes vegne!

Vel hjemme i Tangshan må jeg konstatere, at det har været en vellykket ferie i Xi’an. Ganske vist med problemer undervejs, men jeg mener ikke, at nogen af disse vanskeligheder har været selvforskyldt, og jeg er naturligvis blevet klogere og nok mindre naiv. Det er selvfølgelig ikke videre morsomt at stå midt inde i Kina uden en fēn på lommen – nej, det passer ikke, jeg havde faktisk 2,1 yuan, men det kommer man trods alt ikke langt med. Det hele endte trods alt godt, så der er egentlig ingen grund til at gøre meget mere ud af det. Jeg kan dog godt frygte, hvordan mine kinesiske kollegaer vil reagere hvis de høre om det – indtil videre er der kun to, der ved det, og vi har aftalt at holde det på et ”need-to-know” niveau. Nogen af dem vil uden tvivl mene, at jeg ikke bør rejse alene, hvis de høre det, men det får de nu altså ikke lov til at bestemme – Kina er et sikkert land at rejse i, hvis man altså ser bort fra de mange ”blodtørstige” souvenirsælgere, men her bestemmer man i det mindste selv, om man vil have pengene op af lomme.

Xi’an kan klart anbefales som feriemål, men lad være med at tage på besøg i de tre uger kineserne holder ferie – der er ganske enkelt frygtelig mange mennesker, og kinesernes venlighed stopper der, hvor de selv skal frem og gerne helt forrest i køen.

Både torsdag og fredag sket der noget, som jeg har læst om, men indtil denne uge endnu ikke oplevet. Kinesere der kommer høfligt spørger om de må tage et billede sammen med mig. Jeg må indrømme, at det virker en smule underligt, men jeg vælger at tage det som en ære, at de sidestiller det at blive fotograferet sammen med mig og så et af landets kulturelle klenodier.