Så sidder jeg i Beijings lufthavn og venter på flyet til Frankfurt. Naturligvis glæder jeg mig til at komme tilbage til Danmark og nyde et par ugers ferie, men det er med blandede følelser jeg venter på flyet. De første 6 måneder er gået forrygende hurtigt og fyldt med store oplevelser, så egentlig ville jeg gerne blive længere (også af andre grunde som nok nævnes senere på ugen), men jeg ved der er flere i Danmark der savner mig, og så har jeg jo også et par møder. Kina vil dog være i tankeren og jeg glæder mig faktisk til at komme tilbage om et par uger. En mindre væsentlig grund er at jeg virkelig hader den lange flyvetur fra Beijing til Europa, normalt sover jeg maks. en time og denne gang flyver jeg om dagen, så det bliver nok ikke til mange minutters søvn. Måske jeg bruger noget af tiden på at ordne de mange fotos, for familien gidder jo næppe at kigge på 11.000 billeder – det bliver i hvert fald en lang forestilling, eller også kan jeg forberede mig på den megen sightseeing der stadig venter resten af året.
Monthly Archive for juli, 2007
Så er kufferten pakket (næsten), og jeg er klar til at drage til Beijing i morgen, for at kunne være i lufthavnen tirsdag morgen. Med tanke på den danske vejrudsigt kom jeg heldigvis i tanke om, at der nok heller måtte gøres plads til en jakke i kuffertern, det er ellers ikke hverdagskost med den slags i Tangshan, men det bliver nu også rart at blive kølet lidt ned i Danmark.
For første gang siden jeg fik det kinesiske kørekort er hele weekenden blevet tilbragt i Tangshan – der har været ting der skulle pakkes og personer der skulle siges forvel til, eller rettere på gensyn, så der har ikke rigtig været tid til sightseeing denne uge.
Jeg var på en at mine yderst sjældne besøg hos KFC, den navnkundige kyllingemager fra Kentucky, da det uundgåelig sker. En mor står i køen, med sin lille søn på armen, og skal man så skal man jo nu engang. Den lille dreng tømmer derfor indholdet af sin lille blære ud på gulvet, og rammer uheldigvis fødderne på en dame der stå i samme kø som jeg. Mærkelig nok, selvom hun havde et par åbne sko på, tager hun ikke videre notits af situationen – ryster blot foden lidt, for at fjerne de gyldne dråber, og retter derefter igen fokus mod de ventende kyllingevinger. Barnet bliver sat tilbage i klapvognen, og må så pænt vente der til moderen har skaffet den nærende aftensmad.
Hvorfor i alverden give de ikke de små børn ble på? De kan jo ikke selv styre den slags, og derfor opstår disse pinlige situationer, men måske det kun er mig der finder dem pinlige? Kineserne opføre sig i hvert fald som om det er ganske normalt, og en naturlig del af hverdagen. De kinesiske børn går ikke med ble. I stedet er der en stor strategisk placeret åbning i bukserne, så barnet uden det store besvær kan komme af med, hvad der end måtte trykke. Måske det er lidt ligesom at opdrage en hund? Når barnet tisser, eller hvad der er værre, på gulvet, bliver barnet straks sat ud på toilettet for at vise hvordan det foregår – med mindre man altså befinder sig på en restaurant eller andet offentlig sted.
Så blev afløbet renset og der er nu igen frit gennemløb. Det kostede den beskedne sum af 40 RMB (30 kr), så det var lige til at overkomme – men så er det også uden kvittering, det bruger de nemlig ikke så meget i Kina. Jeg trænger også virkelig til et bad nu. Sjældent har jeg svedt så meget som i dag ude på fabrikken – der ca. 30 graders varme og diset i dag, så luftfugtigheden er alt for høj og ubehagelig.
Det officielle indbyggertal for danskere i Tangshan er nu nede på en enkelt. Peter har været et par uger i Danmark, og i stedet for at vende tilbage til Tangshan tog han direkte til sin nye lejlighed i Beijing, hvor han er bosat fremover, idet det ikke længere var nødvendig for ham at være i Tangshan hver dag. Jeg frygter dog på ingen måde at blive ensom her i Tangshan. Han har allerede tilbudt, at jeg kan overnatte hos ham når jeg er i Beijing og dermed spare hotellet, og det vil jeg helt sikkert benytte mig af. Det benyttet jeg mig faktisk at allerede på mandag. Tirsdag skal jeg nemlig være i lufthavnen klokken 8, så det nemmest er at tage til Beijing mandag eftermiddag. Peter skal ganske passende til møde i Tangshan på mandag, så vi kan følges ad til Beijing efterfølgende.
Ikke den rareste oplevelse at stå ud af badet og opdage, at vandet i stedet for at være løbet ned i afløbet har bredt sig ud over gulvet. Hvad gør man så? Man ringer naturligvis til udlejere og fortæller, at der er noget galt med afløbet, og at han gerne må få det bragt i orden. Eller rettere man får nogen til at ringe, da udlejeren naturligvis ikke taler andet end kinesisk. I følge lejekontrakten er det udlejeren, der skal sørge for at tingene bliver repareret, men så nemt er det ikke – i hvert fald ikke i Kina. Udlejeren, i hvert fald min, vil til enhver tid mene at det er mig, der har ødelagt det – men hvordan skal jeg lige kunne ødelægge et afløb??? Havde det været i Danmark skulle jeg gerne fortælle hvad jeg mente om ham (tynget af dårlig erfaring), men her er jeg jo afhængig af en tolk, og at bede hende gå så langt vil være en klar overskridelse af hendes grænse, og hun ville have det meget dårligt med det, og dermed ville jeg også få det dårligt – og alle ville have tabt. Der er trods alt tale om en venskablig tjeneste uden nogen form for betaling, så der er ligesom en grænse for hvor meget der kan presses på.
Ejeren indvilligede dog i at kigge forbi, og han konstaterede at afløbet var stoppet under badekarret, og det mente han ikke var hans problem. Det kan jeg til nød acceptere, selvom det virke lidt underligt, at jeg som lejer skal hive badekarret op for at komme til afløbet og få lavet gennemløb igen. Jeg har dog en del svære ved at forstå, at han kan finde på at true med at opsige lejekontrakten, hvis jeg bliver ved med at plage ham. Jeg mener nu at utætte vandrør og en defekt vandvarme er oplagte ting at gøre ejeren opmærksom på, men åbenbart ikke i Kina 
Livet er for kort til at bruge tid på uhæderlige udlejere, så i morgen kommer der en der skal fikse afløbet. Han mente det kunne gøres på en halv time, og med den kinesiske timeløn kan det trods alt ikke blive særligt dyrt.
Nogen gange kan jeg virkelig savne det flade danske hierarki. I Kina er det f.eks. fuldstændig uhørt at en medarbejder tager aktion, hvis vedkommende finder ud af, at vedkommendes chef har lavet en fejl – uanset om den er stor eller lille. Det gør man bare ikke, for så mister chefen ansigt, og det går virkeligt ikke. Det sætter mig lidt i et dilemma, hvis jeg så efterfølgende finder ud af det, for hvis jeg uden videre siger til chefen, at der er begået en fejl, vil det formodentlig være forholdsvis let at gætte hvem der har “sladret”, og så vil den person for problemer fremover. Jeg bliver derfor nød til at finde på en eller anden kreativ løsning, hvor jeg “tilfældigvis” opdager at der er sket en fejl. Jeg har jo lært at sådan er det, så det vil være helligbrøde at forbryde sig mod disse regler, og jeg kan få store problemer hvis jeg ikke acceptere dem.
Jeg har lært, at hvis der sker en fejl, så skal den naturligvis rettes, og det er som bekendt menneskeligt at fejle, så der er egentlig ingen grund til at gøre det store nummer ud af det – fejlen skal bare rettes, og hvordan skal man ellers lære og forbedre sig? Men i Kina står der helt andre ting på spil. Det grænser til alvorlig æreskrænkelse hvis en undersåt opdager en fejl, og den slags vil man naturligvis ikke udsætte sin chef for – så hellere lade som ingenting. Det samme gælder hvis en yngre ansat opdager, at en ældre kollega har begået et fejl, omvendt er det helt legalt at udråbe en yngre medarbejder som komplet uduelig blot pga. den lavere alderen. Hvordan skal kineserne nogensinde forbedre sig selv og deres fabrikker, når de er bundet på hænder og fødder af så mange gamle, og i vestlige øjne, dybt forældede traditioner? Så er det virkelig aktuelt at frygte truslen fra Kina?
I forbindelse med weekendens tur til Beijing boede jeg på et hotel, som er en del af det store Oriental Plaza, for enden af den berømte gågade Wangfujing. Oriental Plaza er efter sigende et at de største shopping centre i Asien, og her kan man virkelig se at Kina ikke længere er et samfund af fattige bønder og risgnaskende arbejder. Her er alle de kendte og dyre mærkevare repræsenteret, og der er fuldt besøgt fra morgen til sen aften. Hele atmosfæren viser med alt ønskelig tydelighed, at mange kinesere for alvor har fået penge mellem hænderne, hvilket for alvor slog mig, da jeg tilfældigvis så et armbåndsur til 968.000 RMB (ca. 725.000 kr). Uret er sikkert delvist blikfang, men det må jo også betyde, at der er købere til den slags. En skærende kontrast til de fattige migrant arbejdere, der i en uendelig strøm søger mod storbyerne i håb om en bedre tilværelse. Jeg har set migrant arbejdere, i forbindelse med det store vejarbejde i Tangshan, bo i telte lige ved siden af vejen, sovende på hårde træbrikse med en nærmest imaginær madras. Eller siddende på gadehjørnet med et papskilt der beskriver deres evner, i håb om at en forbipasserende netop har brug for deres begrænsede evner til en yderst beskeden hyre. Jeg lære nok aldrig at forstå hvordan mennesker nærmest kan blive behandlet som slaver, uden basale rettigheder, bare fordi de kommer fra en anden provins og er uden uddannelse, men sådan er vilkårene i det moderne Kina.
Faktisk blev en mand fornylig dømt til døden efter en skandale omkring slaveri i Shanxi provinsen, en sag der omhandler arbejder, herunder også børn, der blev tvunget til at arbejde mange timer hver dag uden løn. Det viser desværre hvor langt mange i Kina er villige til at gå for at tjene penge, og snyd og bedrag er ofte ingen hindring.
Jeg kan undre mig over hvorfor prisen altid er højere for udlændinge end for kineserne. Jeg er ikke i tvivl om at den rige forretningsmand med et ur til 968.000 RMB vil blive præsenteret for en væsentligt lavere pris end mig med et billigt Seiko. Men udlændinge har pr. definition mange penge i Kina, så det må vi nok findes os i.
Weekenden bød på en på alle måder vellykket tur til Beijing. Jeg tog af sted allerede fredag efter fyraften, og var på hotellet lidt før klokken 21. Lørdag bød på sightseeing. Først med en spadseretur gennem pladserne foran Den Forbudte By og øst om paladset op til Jingshan Park (kulbjerget). Jingshan blev konstrueret af alt det jord, der blev tilovers da man gravede voldgraven omkring Den Forbudte By, og var i mange år det højeste punkt i Beijing. Fra toppen af Jingshan (shan betyder bjerg, nøjagtig som i Tangshan) er der en fremragerende udsigt over Den Forbudte By og den øvrige del af Beijing. Desværre var der en smule diset så udsigten var ikke perfekt, men stadig imponerende. Jingshan Park rummer også det sted, hvor den sidste Ming kejser i 1644 hængte sig selv da oprørere nærmede sig de kejserlige paladser. Desuden rummer parken en række pavilloner og en smuk have. Fra Jingshan gik turen videre mod trommetårnet og klokketårnet. Af de originale trommer rummer Trommetårnet kun de sørgelige rester, af hvad der blev tilbage, da de allierede troppe drog hærgende gennem Beijing i år 1900. Resten af trommerne er kopier, men de bruges stadig – nok mest til ære for turisterne. Bag ved trommetårnet ligger klokketårnet med en imponerende 63 ton tung bronze klokke. Både tromme- og klokketårnet blev i gamle dage brugt til at angive tiden, og dermed styre de mange ritualer. Herefter gik turen tilbage til et velfortjent hvil og bad på hotellet, inden aften blev nydt i biografens mørke i selskab med Transformers. Indrømmet, handlingen er temmelig tynd, men sjældent har jeg følt mig så godt underholdt uden på noget tidspunkt at kede mig. Biograferne i Tangshan viser kun eftersynkroniserede film, så det var rart at komme i biografen igen.
Søndag stod den på shopping, primært på Silkemarkedet, hvor jeg fik købt lidt ekstra t-shirts til den kinesiske sommer, og lidt gaver til de små i Danmark (nevø og niece).
Kommentar