Jeg fik i dag at vide, at arbejderne på fabrikken godt kan lide mig og synes jeg er en flink fyr 
De vil også gerne snakke med mig, men det er jo ikke det bedste udgangspunkt, når de kun taler kinesiske (bortset fra hallo og bye) og mit kinesiske stadig er på et alt for lavt niveau. Men det varmer da at få den slags at vide, så nu kan jeg tage på weekend i godt humør (det giver vel næste sig selv…). En weekend der i øvrigt byder på en tur til Beijing – afgang i dag og hjem igen søndag 
Monthly Archive for juli, 2007
Page 2 of 3
1) Du uden problemer kan drikke 6 øl og en ½ flaske brændevin og selv køre hjem.
2) Du som det mest naturlige spytter på gulvet, uden at tage hensyn til hvor du befinder dig.
3) Du siger ja, uden at have nogen ide om hvad du egentlig siger ja til.
4) Du under en vigtig middag åbenlyst bøvser lystigt uden at tænke videre over det.
5) Du holder op med at se dig for i trafikken, og sætter din lid til at andre nok skal passe på dig.
6) Du anser bilens sidespejle som rent pynt uden nogen form for praktisk betydning.
7) Du betragter cykelstier som en ekstra vejbane.
Du blæser stort på alle anti-rygekampanger og fastholder, at rygning er sundt og i øvrigt sætter en ære i at ryge.
9) Du holder mere af at lede efter de minimale rester af kød på et par afkogte knogler end at nyde en god bøf.
10) Du råber højlydt i stedet for at føre rolige samtaler over middagsbordet.
11) Du tror at det at snakke i mobiltelefon er en nødvendig del i at holde møde, og viser i øvrigt mobilen mere opmærksomhed end selve mødet.
12) Du acceptere at vandrør skal være utætte.
13) Forbinder helligdage med arbejde i weekenderne.
14) Du pr. refleks altid er klar til at bruge hornet i bilen på 1/100 sekund og i øvrigt konstant tester om det stadig virker.
13) Du finder trøst i at Kina er et udviklingsland, så tingene skal bare tage lang tid.
14) Du anser et hvert offentligt sted som et offentligt toilet indrettet specielt til små børn.
15) Du som den bagerste i en kø på 50 biler tror det hjælper at dytte.
16) Du kan klare samtlige reparationer i hjemmet med tape og ståltråd.
17) Du kan gøre hele lejligheden ren på 5 minutter.
18) Du finder aftørring efter opvasken unødvendig og sætte det hele vådt ind i skabet.
19) Du foretrækker at tilbringer vinterne iført fem lag tøj, i stedet for at skrue op for varmen.
20) Du tror på at det første svar du får er rigtig.
21) Du synes din mobiltelefon er vigtigere end din lejlighed.
22) Du synes din billige bil ligner en milion bare fordi du klistre en kølerfigur på.
23) Din favorit stilling er den velkendte hugstilling, som andre steder kun bruges i skoven.
24) Du acceptere at andre er mere værd end dig selv, bare fordi de er ældre.
25) Du pr. automatik deponere toiletpapiret i en lille spand i stedt for i toilettet.
26) Du ikke undre dig over, at man selv skal medbringe toiletpapir for at benytte toiletter alle andre steder end i private hjem.
Det bliver rart at komme et smut til Danmark…
Som afslutning på dagens lektion i kinesisk skulle min læreinde gennemgå mine kalligrafi øvelser, og det faldt desværre ikke heldigt ud. Der er nogle grundlæggende “streger”, som man skal kunne for at skrive de kinesiske tegn, og jeg havde vel brugt 20 stk. A4 ark på at øve mig på nogle enkelte af dem, men alt i alt var der vel kun omkring 10 af stregerne, der til nød kunne godkendes. Jeg har ingen planer om at lære de kinesiske tegn, og det advares der da også om – det er ganske enkelt vanvittigt kompliceret, så jeg har ikke en kinamands chance (tja…) – men det er da ganske spændende at kunne skrive/tegne bare et par tegn, så det også ser pænt og rigtig ud. Faktisk har jeg også erfaret, at det er utroligt afslappende at sidde med penslen og forsøge sig med den ældgamle kunstart og helt afstressende. Jeg fortsætter derfor ufortrødent med mine øvelser, selvom det vigtigste naturligvis er det kinesiske sprog – det er næste ligeså vanvittig…
Som tiden dog går! Jeg rundede i går et skarpt hjørne uden den store festivitas, og jeg tænkte egentlig mere over, at jeg gik glip af Rasmussens Tour triumf. Jeg har nu opholdt mig et halvt år i Kina, kun afbrudt af et par dage i Sydkorea. Der er ganske vist blevet betydeligt varmere, siden jeg ankom til Kina i midten af januar, men det føles egentlig ikke som et halvt år. Det må jo være udtryk for, at der har været nok at lave og mange spændende udfordringer, ikke mindst med det kinesiske bureaukrati, som ikke altid har været lige gennemskueligt – vel mest pga. kulturforskellen. Det første halve år har været fyldt med ene positive oplevelser, hvis der ses bort var et mindre problem i Xi’an, og egentlig savner jeg ikke Danmark. Naturligvis glæder jeg mig til at komme til Danmark om et par uger, men jeg glæder mig faktisk også til at komme hjem til Kina igen – ja, jeg skriver hjem til Kina, for lige nu er Kina mit hjem, og det er jeg egentlig ganske glad for
Jeg kan også konstatere, at denne blog har været en god ide og en stor succes, med mange besøgende hver dag. Desværre står antallet af besøgende ikke helt mål med antallet af kommentar, men heldigvis er der nogle besøgende, der er flinke til at skrive en kommentar i ny og næ, også på e-mail, (okay, I andre er skam også flinke), og det varmer hver gang – tak for det
Søndag stod i skattejagtens tegn og jeg følte mig lidt ligesom Indiana Jones, det var nemlig en vej fyldt med forhindringer. Slidte betonveje med huller så store som rummede de hemmelige huler, labyrinter af langsomt kørende trehjulede lastbiler og et frådende menneskehav af ophidsede markedsgæster. Alt endte dog godt og jeg fandt skatten til sidst. Årsagen til skattejagten var, at jeg flere gange fra motorvejen har set noget, der kunne ligne et tempel på en lille bakke/bjerg få kilometer uden for Tangshan, så det ventede jo bare på at blive undersøgt nærmere. Jeg var på forhånd lidt i tvivl om hvad det var, for med afstanden til motorvejen kunne det også bare være en fabrik.
Pludselig dukkede bakken frem af tågen og det var bestem ikke nogen fabrik. Faktisk var det Chezhoushan Middle School, som er en af de mest anerkendte skoler i Tangshan – omend noget afsides beliggende (normalt bor eleverne på skolen). Skolen er omkredset af en høj mur, og i den nordlige ende ligger bakken med tre tårne. Skolen var lukket pga. sommerferie, men vagten var venlig og tillod adgang til området. Der var dog ikke adgang til selve tårnene, og der bliver tilsyneladende kun låst op et par gange om året, så tårnene har næppe noget med skolen at gøre. Tårnene har formodentlig været en del af et tempel, men mærkelig nok har jeg ikke kunne finde nogle oplysninger om stedet, og der var ikke ligefrem åbnet for turister. Det undre mig lidt, idet Tangshan ikke er nogen guldgrubbe hvad angår sightseeing, dels fordi det er en ung by og dels fordi hele byen blev lagt øde af jordskælvet i 1976 – man burde derfor udbrede de få historiske bygninger der er.
Det runde tårn (Hua tower) til venstre blev tilsynelandende bygget under Liao dynastiet (år 907-1125), mens det firkantede tårn i midten (beamless hall) blev bygget under Ming dynastiet (år 1368-1644), men begge blev de beskadiget under jordskælvet i 1976 og genopbygget.
For en enkelt dag var jeg lørdag henvist til megafon-turisme, som jeg normalt holder mig langt fra, men i dag var der firmaudflugt, så jeg affandt mig med megafonerne og de gule kasketter.
Det er tilsyneladende meget noralt for kinesiske virksomheder at arrangere årlige firmaudflugter, og de seneste par år har turen gået til stranden, men i år ville de ansatte klatre i bjerge, så turen gik til en park øst for Beijing, med en at de utallige scenic spots (naturskønt område). Parken bestod af en kløft omgivet af høje bjerge med et lille vandløb i bunden, og turen rundt var vel på 4-5 km. Undervejs var der mulighed for at tage en svævebane op til toppen af et af de højeste bjerge. Desværre var vejret temmeligt diset så udsigten var begrænset, men trods alt flot med bjergene indhyldet i tåge, dog alt andet end behageligt med den høje luftfugtighed kombineret med en forholdsvis høj temperatur. Bortset fra det var det en virkelig smuk tur rundt i og omkring kløften med et utal af fantastiske udsigtspunkter, og med kinesernes vanlige sans for dramatik var der skilte med fantasifulde beretninger om de enkelte steder langs ruten.
Efter bjergvandringen gik turen mod en nærliggende dropstenshule, hvor middagsmaden blev fortæret inden turen ned i mørket. Kineserne har fået det indtryk, at kan jeg godt kan lide at spise kød, hvilket hellere ikke er helt forkert, men nogen drejer det sådan, at jeg kun kan lide kød. Jeg havde sagt jeg var mæt (chībǎo le) men alligevel skulle der bestille ekstra kød alene til mig, med det resultat at jeg pludselig sad alene og tyggede kød, mens de øvrige mætte forlod borderne, altimens de kiggende med en blanding af forundring og sympati. Jeg var klar over at det ville være ganske uhøfligt at at takke nej tak, så jeg forsøgte at nyde noget af det, men det har næppe gjort noget godt for at ændre mit image som ham den fede dansker, som er blevet tykkere fordi han har det godt i Kina – nej, jeg har altså stadig ikke taget på!!!
Drypstenshuler er fascinerende men som regel den samme kombination af stalaktitter og stalagmitter med ganske få variationer over samme tema, så personligt er jeg ikke så begejstret længere, efter at have set en del i tidens løb, men om ikke andet gav det da en smule afveksling fra de mange ture til Muren. Udenfor hulen var der mulighed for at tage turen op til en mindre bjergtop med en imponerende Buddha figur, som dog ved nærmere eftersyn viste sig at være lavet af glasfibre.
Turen i bussen var en oplevelse i sig selv. Af en eller anden grund er kinesere særlig glade for at synge, og benytte enhver lejlighed til en gang karaoke. Bussen var derfor naturligvis udstyret med et mindre karaoke anlæg så både guiden og flere af passagerene gav et nummer af varierende kvalitet til fælles glæde.
Jeg var en tur i banken i dag for at betale husleje (ups, det havde jeg glemt 
), og kunne ikke dy mig for lige at kigge ind i den lokale Nikon forhandler, der ligger lige ved siden af, for at kigge på mit nye kamera. Mest for at prøve at holde det, for jeg har allerede besluttet mig for at købe det i Danmark. Jeg kunne dog se at prisen er ca. 25 % lavere end i Danmark, men til gengæld får jeg momsen tilbage i Danmark, fordi jeg er bosat uden for EU, så det går faktisk lige op. Det var perfekt at holde på og faktisk lettere end jeg havde forventet, så nu glæder jeg mig bare til at smutte forbi Anders i Nykøbing Jeg må dog hellere undlade at oplyse prisen, ellers falder familien bare ned af stolen!
Jeg læst forleden en artikel på China Daily’s hjemmeside om hvordan arrangørerne af OL 2008 bekymre sig om, hvordan borgerne i Beijing vil opføre sig under OL, og artiklen rammer egentlig ganske godt nogle af de mindre charmerende kinesiske egenskaber. Vicepræsidenten for den kinesiske olympiske komite frygter kinesernes spytten, køkultur og henkastning af affald, og man er over i købet gået så langt som at udnævne den 11. i hver måned til “kø dag” (queuing day), så de kan øve sig i at stå i kø.
Jeg skal gerne skrive under på, at det langt fra er i Beijing spytten, køkultur og henkastning af affald er et problem – faktisk virke Beijing ganske civiliseret med tanke på så mange andre byer i Kina.
En ting er at spytte udenfor, som er meget normalt. Som Annette forklarede mig, hænger det sikkert sammen med at de på denne måde renser deres svælg og ikke ønsker at sluge det. Mange vesterlændinge har for vane at sluge deres spyt, og det bliver sikkert anset af kineserne som beskidt og ulækkert. Det kræver dog en lidt tilvændig at overhøre en ældre dame bygge op til en ordentlig hakker – en smule uvant i Danmark, men meget normalt i Kina. Noget helt andet er det dog at sidde på en restaurant over overvære gæsterne ved nabobordet konstant bruge gulvet som universal spytpakke, mens man forgæves forsøger at finde glæde i den vaccination mod leverbetændelse, der hedligvis blev husket inden afrejsen. Jeg har sågar hørt historier om kinesere, der ganske kåd bruger stuegulvet som spytbakke – brug dog en skål…, men når gulvet under sofaen i forvejen ligner noget der er hjemsted for hidtil ukendte mikroorganismer, gør det måske ikke den store forskel.
For kinesere er køkultur ganske enkelt et ukendt begreb. For en standard kineser er enhver kø en kærkommen lejlighed til at undersøge, hvordan man på den mest udspekulerede måde får snydt sig foran så mange som mulige uden at vække unødig vrede. Og vrede bliver de egentlig aldrig, for de er vant til at andre snyder sig foran, hvad enten det er på vejen, i banken eller i supermarkedet. Heldigvis er nogle ekspedienter flinke til at påpege, at personen lige må vente til det bliver vedkommenes tur, men de fleste retter ofte opmærksomheden mod sinken, der lige har sprunget 20 pladser over i køen, fordi han lige havde mere travlt end alle de øvrige tilsammen. Det største problem er dog på vejen, for kinesiske bilister kan ikke tænke. Hvorfor i alverden vente bagerst i køen, når man kan overhale samtlige biler for fuld skrald i den modsatte vejbane. Fuld optrukken? Så må de andre f….. flytte sig, for jeg har travlt!
Hvorfor samle affaldet på få kontrollerede steder, når man uden problemer kan smide affaldet på de få ledige stykker natur der er, uanset om det så er til højre for fordøren eller i den nærliggende skov. I Kina ser man næsten konstant orange og refleks klædte personer der gør vejene rene (og samtidig er til stor fare for sig selv og den øvrige trafik). Det er nemmelig meget nemmere bare at smide affaldet, der hvor man nu er end at smide det i skraldespanden 5 meter derfra. Kinesere har et underligt forhold til affald, de synes næppe det pynter, men på en eller anden magisk vis, har de en evne til ikke at se det, selvom det ligger i store dynger. Men på den anden side, men 1,3 mia kinesere er der jo også brug for en masse jobs, og gadefejer kræver trods alt ikke den store uddannelse.
Så lykkedes det sørme at hive en halsbetændelse i land. Jeg kan ikke mindes, at jeg tidligere har haft halsbetændelse i juli måned, oven i købet med temperatur på 30-35 °C, så jeg må nok efterhånden erkende, at vis mængde varsomhed skal udvises i forbindelse med brugen af aircondition 
Jeg er dog udmærket klar over, at det ikke kan være sundt at skiftevis opholde sig i 35 graders varme og 20 grader – det føles nogen gange som at træde ind i et køleskab, når jeg kommer udefra og ind på mit kontor eller lejlighed, og der giver naturligvis nogle temperaturchok der ikke er sunde i længden. Jeg er allerede begynde at slukke for anlægget i løbet af dagen, og temperaturen er blevet øget til 26 grader.
Jeg føler mig ikke særlig syg, men flere har allerede give udtryk for at jeg ikke bør tage med på udflugten på lørdag – jeg vil nu lige se tiden an!
Som følge af et meget kraftigt tordenvejr i går aftes, var dele af Tangshan i dag uden strøm indtil middag. Jeg benyttede derfor lejligheden til at undersøge kilden til noget musik, som jeg har hørt flere gange den seneste måneds tid. Det viste sig at være en større gruppe, der udnyttede en ledig plads under den nærliggende bro til at øve sig på store traditionelle kinesiske trommer.
Det udendørs øvelokale tiltrak mange nysgerrige blikke, bl.a. nogle knægte som tilsyneladende aldrig havde set en udlænding før, så de ville naturligvis fotograferes sammen med den lidt underligt udseende person. Det har jeg efterhånden prøvet et par gange, og det er en at de ting der følger med, når det ikke er en af storbyerne der er hjemadressen. Denne gang udnyttede jeg dog chancen til selv at få et par fotos – det er jo kun rimeligt.
Kommentar