I går torsdag tog vi igen fat på de kinesiske lektioner, min læreinde og jeg. Faktisk blev det ikke til at meget kinesisk, for hun inviterede mig på jiēfēng – en middag man afholder for at byde en ven velkommen hjem efter en længere rejse. Hun kan åbenbart ikke selv finde ud af det med madlavningen, så middagen stod hendes tante for hjemme i dennes lejlighed. Det var sikkert fordi den var en forholdsvis lille lejlighed, men det virkede som om de havde inviteret hele kvarteret. Foruden min læreinde og hendes tante, deltog også tantes mand og deres søn, samt mandens ven og dennes søn, så det var et større selskab der var forsamlet rundt om det lille bord. Maden var pragtfuld, og jeg imponeres hver gang over den gæstfrihedes der udvises, når muligheden byder sig for at kigge ind i de kinesiske hjem.
Det viste sig at sønnen var interesseret i både kemi og sport, og han vidste faktisk en del om europæisk fodbold – han kendte f.eks. udmærket brødrene Laudrup. Overraskende nok kunne han tydeligt huske Brian Laudrup’s fejring af målet til 2-2 i VM kvartfinalen mod Brasilien i 1998, som tilsyneladende var en af hans favorit fejringer af en scoring. Også Lance Armstrongs bedrifter i Tour de France kendte han til, men i lyset af sommerens begivenheder følte jeg ikke den store trang til at belære ham om de danske bedrifter i dette løb.
Monthly Archive for august, 2007
Jeg havde i går en temmeligt ubehageligt oplevelse, som jeg håber aldrig at blive udsat for igen. Jeg var på besøg hos en anden fabrik, og havde derfor Spring med som tolk. Forinden havde hun klaget over menstruationssmerter, men det er meget normalt for hende – vi aftalte dog, at jeg skulle køre hende hjem efter mødet, hvis det blev værre, for hun bor ganske tæt på den rute, vi alligevel skulle køre. I slutningen af mødet klager hun over forstærkede smerter, heldigvis var vi færdige med alle punkterne og skynder os derfor at køre. På vej tilbage mod byen bliver hendes tilstand væsentligt forværet, og hun synker helt sammen, så jeg dårligt kan få kontakt med hende. Det står derfor klart, at det eneste rigtige er at finde et sygehus (i Kina tager man ikke til læge som det sker i Danmark, men i stedet direkte til sygehuset). Heldigvis kunne hun fortælle, at der ligge et sygehus tæt på hvor hun bor, og får mig vist den rigtige vej. Da vi ankommer til sygehuset starter hun med at åbne bildøre og kaste op, og er nu så afkræftet at hun ikke selv kan gå, så jeg må bære hende ind. Ikke den mest spændende oplevelse at bære en syg person ind på et sygehus, uden at have nogen mulighed for at kommunikere på personalet. Vi bliver dog vist ind på en stue, og efter en ventetid der efter min mening er alt for lang bliver hun tilset af en læge. Det er tilsyneladende ikke noget unormalt og hun får en indsprøjtning hvorefter hun forholdsvis hurtigt bliver frisk igen omend noget afkræftet. Hun fortalte efterfølgende, at hun godt kunne høre at jeg havde sagt noget til hende, men hun havde ikke haft energi til at svare. Hun havde også hørt at jeg havde råbt af nogen uden for hospitalet – da vi ankom til hospitalet stod der to personer, hvoraf den ene over i købet var en vagt, som bare gloede på, at jeg kæmpede med at få hende ud af bilen og slæbt ind på hospitalet. Jeg må indrømme at jeg blev en smule fortørnet, over at de bare blev stående uden at forsøge at hjælpe, så jeg kom nok til at råbe lidt af dem, men på det tidspunkt var pulsen også ganske tæt på maks og adrenalinet pumpede rundt i kroppen på fuld kraft.
Heldigvis har hun det fint nu, bort set fra de sædvanlige menstruationssmerter, men det er er en oplevelse jeg sjældent glemmer. Normalt er det netop Spring der er min livline, men i går var det pludseligt hende der havde brug for mig, og jeg kan ikke lade være med at tænke tanken, hvad jeg skulle have gjort, hvis det slet ikke var muligt at komme i kontakt til hende. Naturligvis kunne jeg have ringet til nogle andre og bedt dem oversætte, men det er alligevel en ubehagelige fornemmelse at stå i et fremmede land med et fremmed sprog, mens hende der normalt oversætter ligger syg på briksen. Havde det været i Danmark, hvor jeg ville have kunnet kommunikere med personalet, havde jeg nok taget det mere roligt, men i bilen på hospitaler havde det netop været svært at komme i kontakt med hende, så det er svært ikke at spekulere på hvad jeg skulle have gjort…
Det blev ikke til sightseeing i weekenden. Spring er i fuld gang med at tage kørekort, og der foregår fre-, lør- og søndag eftermiddag, så der er svært også at få tid til sightseeing, da jeg har lovet at støtte og komme med gode råd – så for jeg samtidig et indblik i hvordan den slags foregår i Kina. Jeg møder hver dag nogle langsomt kørende biler med gule nummerplader, som indikere at det er en skolevogn. “Blød-hatte-tempoet” afsløre også at de ombordværende elever ikke har megen erfaring i at køre på offentlig vej. Spring startede weekenden efter jeg rejste til Danmark, og indtil nu har hun kun kørt på vejen en enkelt gang. Ellers forgår lektionerne i udkanten af byen på en lokal busstation, hvor der nogle forhindringe og der god plads til at køre rundt. Den primære øvelse har indtil nu været at bakke ind i en bås bestående af to firkanter ved siden af hinanden og markeret med 6 pinde. Det gælder så om ikke at røre disse pinde og holde en bestemt afstand til dem. Derefter køres der lidt frem og tilbage indenfor firkanten inden der køres ud igen. Jeg har endnu ikke helt forstået vigtigheden af at kunne udføre denne manøvre til perfektion, men den er en del af den afsluttende test så det skal bare læres. Jeg ser hver dag eksempler på elendige bilister og talrige uheld der bevidner, at der nok med fordel kunne fokuseres noget mere på, hvordan man gebærder sig i trafikken, og dermed kom nogle af de talrige unoder til livs – jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om nogen situation, hvor jeg har haft brug for pågældende manøvre.
Kina er fuld at mere eller mindre fantasifulde engelske oversættelser af kinesiske skilte. Nogle giver anledning til morskab mens andre blot giver anledning til forundring. Jeg har samlet et lille udpluk her: link
Jeg hørte i dag, at de tyske hjem har mindst fire haner. De almindelige til varmt og koldt vand, men så en til øl og en til mælk…Hvordan i alverden kan en lære finde på at bilde sine elever den slags ind? De ved i det hele taget ikke meget om livet i vesten, og det de ved bygger desværre ofte på overdrivelser og misforståelser, og det er noget jeg møder næsten dagligt.
Jeg har læst på den officielle hjemmeside for de Olympiske Lege 2008, at lodtrækningen efter 1. runde af billet bestillingen nu er overstået, og at de heldige vindere snart vil få besked. Så er der ikke andet tilbage end at håbe på, at der kommer en email med gode nyheder indenfor de næste par dage. Anden fase starter i oktober så der her er der igen mulighed for at deltage i lodtrækningen om billetter.
I følge hjemmesiden er der indløbet over 720.000 ansøgninger om 5.18 milioner billetter, men kun 72 % af de udbudte billetter er blevet solgt, fordi nogle begivenheder har været mere populære end andre. Alle 26.000 billetter til åbningscermonien er således solgt, hvilket betyder at kun én ud af 21 far fået den ønskede billet til åbningen – men så er der jo håb 
I alt har 11.703 udlændinge bosat i Kina ansøgt om billetter, hvoraf jeg er den ene.
De kan sagtens skynde sig når det kommer over dem, kinserene. Vi ringede fredag til optikeren og fik at vide, at de nye briller allerede var klar til afhentning. Et par nye briller på en enkelt dag, det er jeg en smule imponeret over – der plejer at gå minimum en uge når jeg skal have nye briller i Danmark.
Alt er billigt i Kina, så dagens frokostpause gik til den lokale optiker for at kigge på briller. I øjeblikket er der åbenbart ekstra rabat fordi skoleeleverne har sommerferie, men der er sikkert også billigt alligevel – i hvert fald set med danske øjne. De nuværende briller er efterhånden et par år gamle og har længe trængt til at blive skifte ud, så nu skulle det være. Efter lidt søgen fandt jeg frem til et par briller der kunne bruges, hvorefter der skulle tages synsprøve som heldigvis ikke viste nogen ændringer. Det hele foregår helt på samme måde som i Danmark, med moderne udstyr, så der er bestemt ingen grund til at bekymre sig om kvaliteten. Og prisen kan man kun glæde sig over! Stel incl. tynde glas med anti-refleks behandling til 643 RMB, dvs. ca. 480 danske kroner, og så kan de ovenikøbet hentes senest lørdag Tiden er bestem løbet fra de klassiske runde cola-bunde som kendes fra film og gamle fotos fra Kina, idet stil og kvalitet helt er på vestligt niveau, og mange af brillerne er da også designet i Europa. Til den pris går der nok ikke lige så lang tid, inden jeg igen skal have nye briller!
Tilbagekomsten til Kina bød også på en gensyn med min kære blå Buick, som i mellemtiden var blevet fri for buler efter et besøg på det lokale Buick-værksted, så den er så god som ny – næsten i hvert fald. Tirsdag blev den så vasket med en fra Danmark importeret autobørste, og jeg må desværre erkende, at resultatet blev væsentligt bedre end hvad der opnås i den lokale vaskehal. Vaskehallen bruger en skumgummesvamp, og den fjerne ikke de mere hårdføre rester af luftforureningen, i hvert fald ikke på den afsatte tid, og pga. alt vejarbejdet bliver bilen hurtigt dækket af et fint lag sand, og svampen vil derfor næsten virke som sandpapir på lakken, så måske jeg skulle spare de 8 kroner og gøre det selv? Efter hjemkomsten er bilen i øvrigt også blevet forsynet med et lille fint Dannebrog med teksten Danmark nedenunder – det er der sikkert ingen kineser der forstår, men lidt fædrelandsstolthed har man vel
Jeg anskaffede i går en 400 GB stor ekstern hardisk til at kunne gennem en kopi af mine mange fotos på. Indtil videre har jeg gemt dem på DVD’er, men jeg er allerede oppe på 7 disks, så der er en smule upraktisk i længden. Med det nuværende forbrug skulle der være plads nok til i hvert fald de næste fem år eller ca. 100.000 billeder
Kommentar