Så venter årets tredje og sidste lange uge lige om hjørnet, heldigvis med stortset overstået sygdom. Den første oktober er det Kinas nationaldag, idet Mao den første oktober 1949 erklærede oprettelsen af den kinesiske folkerepublik fra toppen af Den Himmelske Freds Port i Beijing. Det betyder at kineserne får tildelt tre “helligdage”, men for at få en hel uge ud af det, skal de fleste på arbejde i den kommende weekend. Jeg forstår ikke helt hvorfor de ikke bare holder en hel uge, men det er sikkert bestemt fra centralt hold, og så er der ikke så meget at gøre ved det. Det betyder, at mange kinesere reelt kun har 9 dages ferie om året – så jeg forstår udmærket, at deres ansigtsudtryk virker lidt underlig, når de høre om de danske ferieregler.
Monthly Archive for september, 2007
Page 2 of 3
Jeg havde ikke troet at det var muligt, men ikke destomindre fryser jeg i næsten 30 graders varme. Turen til Chengde startede ganske udmærket med en tur gennem Hebei’s smukke bjerge, omend nogle af ujævnhederne udgjorde en alvorlig trussel mod at få revet bilens undervogn op. Jeg sov elendigt den første aften – det gør jeg altid et nyt sted, og de hårde kinesiske hotelsenge gør det ikke ligefrem bedre. Tirsdag regnede det stort set i varierende grad hele dagen, hvilket jo ikke ligefrem er det bedste vejr til udendørs sightseeing, og senere samme aften fik jeg tilsyneladende noget dårligt tilberedt mad, så jeg havde godt og grundig ondt i maven onsdag morgen. Samtidig havde jeg fået en voldsom hovedpine – sikkert pga. det dårlige vejr – og for at det ikke skal være løgn også en begyndende febre. Det kan man dårligt kalde en god start på en dag der stod på yderligere anstrengende sightseeing. Resultatet var at jeg følte mig ganske skidt tilpas, da vi sidst på eftermiddagen klikkede “home” på GPS’en. Spring havde allerede en begyndende forkølelse, da vi drog af sted mandag eftermiddag, og regnvejeret havde ikke ligefrem nogen positiv indflydelse på det, så det var en lidt sølle par der begav sig ud på en 5 timers køretur tilbage til Tangshan.
Her til morgen havde jeg det bestem ikke bedre, men jeg havde selv arrangeret et møde klokken halv 8, så der var ikke så meget at gøre. Efter at have frosset på kontoret en halv deg, overbeviste jeg mig selv om at det nok var bedst at køre hjem. Nu håber jeg at lidt hvile og et varmt bad kan gøre underværker, men lige nu fryser jeg altså.
Der skal nok komme en mere udførlig beskrivelse af turen til Chengde, når jeg er blevet feberen kvit og og fået lidt mere energi.
For første gang siden ankomsten, hvis vi ser bort fra ferien i Danmark og den ufrivillige tur til Korea, tære jeg i næste uge på min reserve af feriedage. Mandag efter fyraften, dvs. nok lidt før for at nå frem inden det bliver alt for sent, køre jeg mod Chengde et godt stykke nord for Tangshan, for at holde ferie der tirsdag og onsdag og så tilbage på arbejde igen torsdag. Egentlig ville jeg vente til de kinesiske helligdage i starten af oktober, men jeg skal jo have brugt feriedagene og jeg frygter, at der i forbindelse med de kinesiske helligdage, og i weekenderne, er alt for mange mennesker – så en tur midt i ugen er forhåbentlig en god løsning. Chengde fungerede som sommerresidens for Qing-dynastiets kejsere, og rummer Kinas største kejserlige have samt en række templer i forskellig byggestil, så det skal nok blive en spændende tur – jeg håber bare at to dage er nok 
Jeg opdagede ved en tilfældighed, at den engelsksprogede avis China Daily havde en konkurrence kørende, hvor udlændinge har mulighed for at komme til at løbe med den olympiske flamme rundt i Kina. Det lød jo ganske interessant, indtil jeg i dag skulle udfylde ansøgningen og kom til at læse betingelserne. Man skal have boet i Kina i mindst ét år for at kunne deltage.
Nå, men den Olympiske Drøm lever videre! Jeg har endnu ikke modtaget nogen information vedr. min ansøgning om billetter, men så længe jeg ikke har modtaget nogen besked om manglende gevinst tror jeg på chancen! Den olympiske flamme kommer også igennem Tangshan, så kan jeg jo se den der.
Spring fik fredag eftermiddag at vide, at datoen for hendes køreprøve bliver den 19. oktober. Jeg havde håbet det blev noget før, så vi igen kan få noget ud af weekenderne, uden at skulle tage hensyn til køretimerne, men jeg må nok erkende at hun endnu ikke er klar til prøven.
Jeg har netop haft besøg fra Danmark, og det var befriende at høre tolken fortælle om sine oplevelser, idet han også er i færd med at tage kørekort. Hans forklaring vedr. den famøse firekant, der skal bakkes ind i, stemmer ganske godt overens med min egen opfattelse, nemlig at den er komplet værdiløs. Øvelsen er forsøgt illustreret herunder:
Man bakker ind, køre lidt frem og tilbage og køre derefter ud igen, men hvad er det lidt man skal bruge det til? Hans kone, der også er ved at tage kørekort, havde klogt nok spurgt kørelæren, hvad man skal gøre i den virkelige verden, for der står der jo ikke seks pinde til at markere, der hvor man skal parkere. Det gør der jo netop ikke, og de færreste gider vel køre rundt med seks spyd i bagagerummet, så hvad er det lige man skal bruge til, at når en bestemt del af bilen er ud for en bestemt pind, skal man dreje rattet to omgange? Og hvad er ideen lige med at sidde at tælle hvor mange gange rattet er blevet drejet? Var det ikke bedre at lære de kommende bilister at vurdere bilens bevægelser og handle ud fra det? Man skal vel ikke som bilist sidde bag rattet og holde udførligt regneskab med, hvor mange gange rattet er blevet drejet den ene eller anden vej?
Hvis nogen af læserne nogen siden har haft behov for at udføre denne manøvre, høre jeg gerne om det, så jeg kan berolige Spring med at det faktisk er nyttigt at lære dette. Selv har jeg aldrig haft brug for det, og jeg har en smule svært ved at komme i tanke om en situation hvor det kan være nyttigt.
Hun har nu gået til køreundervisning i 1½ måned, tre timer hver fre-, lør- og søndag, og langt største delen af tiden er gået med at indøve netop denne manøvre – kun en enkelt gang har de været uden i virkeligehed på vejen!!!! Problemet er at denne manøvre er en del af testen, så det skal naturligvis læres – sådan er det, og de færreste stille spørgsmål ved det (det kinesiske uddannelsessystem i en nøddeskal). En anden manøvre går ud på at køre med hjulene i den en side af bilen på en forhøjet bjælke. Ganske vist er de kinesiske veje tit i dårlig stand, man jeg har nu aldrig været ud for at skulle balancere på en træstamme for at komme frem. Den eneste tilnærmelsesvis brugbare øvelse går ud på at køre over nogle lave cylindre formede dæksler uden at ramme med dækkende, hvilket er ganske praktisk idet de kinesiske veje er fyldt med huller og andre forhindringer, så det en fordel at kunne undgå at ødelægge hjulophænget.
Jeg har prøvet at forklare, at det ville være meget bedre, hvis de brugte tiden på at køre rundt på vejen, i den virkelige verden, for det aller vigtigste kørelæren kan lære eleverne er efter min mening at færdes i trafikken – det er jo ikke uden grund der sker så mange ulykker i Kina, når det eneste de har lært er at bakke ind i en firekant. Det logiske kinesiske svar er, at det at køre i trafikken kun er en lille del af køreprøven, så det er ikke så vigtig. Det kan man altid lære…! Jeg må indrømme, at jeg frygter den dag hun selv på egen hånd skal køre rundt i Tangshan – jeg vil være et nervevrag de første mange gange.
Jeg indrømmer det gerne, at jeg har tabt mit hjerte lidt til de kinesiske løver, der ses overalt foran indgange til templer, paladser, offentlige kontorer, fabrikker og forskellige butikker og restauranter. Det er en gammel tradition at løverne vogter indgangen og flere flotte eksempler kan ses rundt om i Kina.
Jeg har flere gange kørt forbi små stenhugger forretninger/værksteder, hvor specielt løver sælges i forskellige størrelser, og tit haft lyst til at kigge indenfor. Det skete så i søndags på turen til Jingzhongshan. For en gangs skyld var vi også på vej mod et sted, som den trofaste GPS’en ikke kendte til, så det var også samtidig en kærkommen lejlighed for at finde ud af, præcist hvor det hellige bjerg ligger. Familien var utrolig venlige og bød os indenfor, hvor vi blev placeret i familiens seng, velsagtes fordi soveværelset var det eneste rum med aircondition. Manden viste stolt en række brochure frem og proklamerede at han var i stand til at lave alle de ting der var afbilledet – indrømmet det så temmelig imponerende ud det meste af det. Det viste sig dog, at interessen for os nok mest skyldtes et ønske om at få kontakter til vesten, for ar der kunne startes en eksport af forskellige stenfigurer, men det må nok vente. Jeg er dog ikke afvisende overfor tanken om at få placeret et par velvoksne løver i min en gang kommende indkørsel – 30.000 RMB for det største par, og dertil kommer så fragten. Denne gang nøjes jeg dog med at købe et par mindre af slagsen
Weekendens tur gik til Jingzhongshan nord for Tangshan, som i følge et internetleksikon er et af de få steder der er værd at besøge i Tangshan området, så det skulle naturligvis undersøges nærmere. Jingzhongshan er som navnet antyder et bjerg (shan = bjerg), nærmere betegnet et helligt bjerg, hvor et tempel breder sig over en stor del af bjergsiden helt op mod toppen. Desværre er der ingen motorveje der føre til dette område, så vi var henvist til landevejen, hvis man da ellers kan kalde det en vej – flere steder mindede den mere om bæltesporet i Holstebro øvelsesterræn end en egentlig vej, specielt i den modsatte retning, så jeg valgte klogeligt en anden vej tilbage til Tangshan. Selvom denne mindede mest om en vandret slalombakke med et utal af forhindringer skabt af de alt for tunge lastbiler, var denne langt at foretrække alternativet taget i betragtning.
Jeg har efterhånden prøvet en del opstigninger på den Kinesiske Mur, men turen op til toppen af Jingzhongshan får mange af stigningerne på muren til at blegne, eller også var det bare varmen der var med til at øge presset – det var i hvert fald en lettelse endelig at nå toppen efter 2 time. Ja, det kunne sikkert gøres meget hurtigere hvis man tager knap så mange billeder. Der var dog en helt fantastisk udsigt fra toppen, som heldigvis vendte væk fra den kæmpe fabrik der lå tæt på bjerget. Det var i øvrigt en særlig “heldig” dag den 9. september – dobbelt 9 – den slags er ikke uden betydning i Kina. Det opdagede vi (dvs. Spring) først da vi var nået ca. halvvej op, hvor det var muligt at få sit navn og ønske indgravet på en hængelås, og derefter låse den fast i en kæde, der fungerede som gelænder. Jeg har set flere billeder fra steder, hvor man kan hænge en lykkebringende hængelås op, men dette var første gang jeg selv oplevede det. Det skulle naturligvis prøves så vi fik indgravet vores navne på en hængelås med hvert vores ønske – så må tiden vise om det går i opfyldelse
Jeg er ved at være godt træt af morgentrafikken i Tangshan, men de er nu mere end halveje med vejarbejdet, så der er håb om at det snart bliver bedre. Jeg prøvede ellers i dag en smutvej, som nogle af mine kollegaer har haft stort held med. Heldet slipper bare op, når den lysregulering der hidtil har fungeret nogenlunde efter hensigten, af en eller anden grund er sat ud af funktion. Det røde lys der ellers normalt indikere, at det nu er blevet tid til at stoppe og lade andre passere har desværre ikke helt den samme effekt i Kina, som i store dele af resten af verden. Her synes det mere at være et signal om at prøve af genere de andre trafikanter ved bare af køre over og forhindre en civiliseret afvikling af trafikken. Denne morgen gik det ganske let frem til netop dette lyskryds. På dette sted snævre vejen ind til kun et enkelt spor, men kinesere har fuldstændig misforstået opfattelse af, at hvis man nu køre frem i fire spor og derefter forsøger at presse sig frem med diverse beskidte kneb (læs: i Danmark ville der være at betragte som beskidte kneb, her er der hverdag), så går det hele meget bedre – Nej, det gør det absolut ikke! Længere fremme virker lysreguleringen som sagt ikke, at her der det så igen hele mig-først-filosofien kommer ind. Her er det som vanligt et spørgsmål om at presse sig frem, for der er absolut ingen der giver plads. Som velopdragen dansker ved jeg jo godt, at jeg skal vise hensyn i trafikken og give plads – problemet er bare, at hvis jeg giver plads er der 20 andre biler der straks forsøger at udnytte det, og så kommer jeg aldrig på arbejde. Helt komisk, eller rettere tragikomisk, bliver der længere fremmer. Her er den ene halvdel af broen spæret, så al trafikken skal via de to spor som normalt er beregnet til sydgående trafik. Der opstår ofte kø her, men det kan gennemsnit kineserne naturligvis ikke vente på, så der bliver overhalet lystigt. Her kan man så endnu engang opleve den kinesiske bilists totalt manglende evne til at tænke bare få sekunder frem. Hallo makker, når du nu ikke har tålmodighed og overhaler køen, som står helt stille, og der kommer modkørende trafik midt på en snævre bro, hvordan er det så lige nogen af os kan komme nogen vegne? Så går det hele igen i stå! Heldigvis er det muligt at køre under broen, selvom det vist ikke er helt lovligt, hvis man ellers ikke er blevet fanget midt på broen, fordi en eller anden idiot ikke kunne tænke bare 5 sekunder frem.
Jeg forsøger dog at finde trøst i, at det mest at Tangshan også er ved at være godt trætte af alt det vejarbejde.
Jeg har i dag fået en mail det bekendtgøre, at hvis jeg ikke inden den 24. september har fået besked vedr. resultater af første fase af billet bestillingen, kan jeg ring til billetkontoret. Det må betyde at de stadig er i gang med at sende besked til dem der har sikret sig billetter, så det tager jeg som et positivt tegn. Jeg var ellers ved at være lidt bekymret over, at jeg endnu ikke har hørt noget, med der er altså håb endnu -så indtil andet er bevist vælger jeg at tro på, at alle mine 10 første prioriteter er blevet opfyldt.
Hvad er det lige der står her? Kineseren er tit flinke til også at bruge de, for os så velkendte, latinske bogstaver, men det kniber ofte med orddelingen – jeg har i hvert fald opgive at stave mig gennem disse 56 bogstaver uden et eneste mellemrum, men det er da et eller andet med Tangshan. Teksten stammer fra skiltet over en butik, som i øvrigt sælger blandingsbatterier og andet vvs.
Kommentar