Som tidligere nævnt gik weekendens tur i Den Kinesiske Mur ved Dongjiakou, men det var ikke bare en almindelige udflugt til Muren, som vi efterhånden har haft en del af. I lommen havde jeg en lille mørkerød æske, og søgte fra starten af turen efter det rette øjeblik. Heldigvis udtalte Spring under opstigningen til Muren, at det var et romantisk sted jeg havde valgt denne gang – det var jeg ikke helt sikker på inden, så det var et heldigt valg. Jeg havde også med vilje valgt et sted der var i god stand og ikke for stejl – hun er desværre ikke så vild med de lidt mere udfordrende steder. Jeg havde på et tidligt tidspunkt bestemt mig for, at det ikke skulle være det tradition restaurantbesøg med en ring i champagneglasset, eller det er måske mere i amerikanske film det er traditionelt. Den Kinesiske Mur var derfor et oplagt valg, idet vi begge holder af disse ture til Muren.

Efter frokosten åbnede en perfekte lejlighed sig, på toppen af et vagttårn med udsigt til Muren og bjergene i baggrunden, så jeg måtte en tur på knæ. Heldigvis sagde hun JA, selvom hun udtrykte bekymring om at jeg senere ville fortryde. Fortryde det kommer jeg aldrig til, men jeg ville have fortrudt hvis jeg ikke havde gjort det.
Mange vil sikkert synes, at det er meget tidligt at tage så stort et skridt, men når det nu føles som det rigtige at gøre hvorfor så ikke tage dette skridt nu. Vi står alligevel i en situation, hvor vi ikke kommer så meget længere, hvis ikke netop dette skridt tages. Det er selvfølgelig et skridt ud i uvisheden, men også et skridt som jeg uden tvivl vil fortryde, hvis jeg som gammel gnaven pensionist ser tilbage på livets forspildte chancer. Og det er en chance at tage, men en chance jeg ikke vil lade glide mellem fingerne – en chance der skal tages hvad end andre måtte synes om det.
Det var i øvrigt på toppen af dette vagttårn (link).










Kommentar