Monthly Archive for november, 2007

Så er der igen klagesang fra svigerfamilien og venner om undertegnedes boligsituation. I Kina er det kutyme (i hvert fald i denne del af Kina), at manden køber et hus eller lejlighed til sin kommende kone. Jeg har mange gange forklaret, at jeg absolut ingen planer har om at købe en lejlighed her i Tangshan, og så længe det står i kontrakten, at huslejen er en del af lønnen ville alt andet da også være dumt. Jeg vil ikke have noget imod at blive i Kina i mange år, men Tangshan vil jeg gerne væk fra – hellere køre en time hver vej, end at blive boende mange år i denne skorsten. Det forstår Springs familie og venner bare ikke, og frygter at jeg ikke er seriøs pga. det manglende ejerskab af en bolig. Jeg tager det som endnu et tegn på kinesernes totale fokusering på penge og noget forarmet pjat. Jeg kan fint sætte mig ind i, at de ønsker hende en sikker fremtid, men undre mig alligevel over at pengene skal være så vigtige. Egentlig virker det som om, at så længe jeg har købt et hus til hende, så er det mindre vigtigt, om jeg et par gange om ugen hiver livremmen af og tæsker løs på hende. Ikke at jeg nogensinde kunne finde på, men der virker lidt som om at pengene kommer før lykke – og penge bliver man trods alt ikke lykkelig af, omend det sikkert kan være svært at overbevise en fattige kineser om den påstand.

Det skal dog lige nævnes, at Spring for længst har accepteret, at jeg ikke ønsker at købe en lejlighed til hende. Det kan dog være det ender med, at jeg underskriver en erklæring, hvor jeg lover at passe godt på hende, bare for at tilfredstille familien.

Hvor svært er det egentlig at sige farvel? Det kommer naturligvis an på hvilken slags farvel det drejer sig om, men når det er et farvel som afslutning på en telefon samtale, burde det vel ikke være så svært at få sagt. Jeg hader at tale med kinesere i telefonen, for de kan ikke finde ud at af sige farvel – i stedet for smække de røret på som afslutningen på samtalen. Jeg har efterhånden lært at aflytte en del af signalerne for hvornår samtalen, efter kineserens mening, er slut, men det forhindre mig ikke i talringe gange at fortsætte samtalen, for så bagefter at finde ud af, at personen i den anden ende ikke mente, at der var behov for at forlænge samtalen og derfor allerede har lagt på. Så føler jeg mig en smule dum, men også en smule irriteret, specielt hvis jeg havde et spørgsmål jeg gerne ville have svar på. Heldigvis findes der også mange der godt kan sige farvel, så begge parter er klar over at samtalen nu er slut.

Farvel…og på gensyn i næste indlæg!

Det er igen blevet tid til afbrændinger på gaderne i Kina. Ikke noget med brændende affaldscontainere og hvad man ellers kan opleve i Danmark, men afbrænding af papirpenge og papirtøj. Efter den kinesiske måne kalender er det i morgen den 1. oktober, og her bære spøgelserne tøj – guǐ chuān yī (鬼穿衣). Der er derfor tradition for, at kineserne afbrænder tøj som gaver til de familiemedlemmer der er døde, hvilket nu er blevet til afbrænding af tøj af papir – f.eks. et stykke papir påtrykt en jakke. Traditionen skyldes tilsyneladende, at det nu er ved at være vinter, og de afdøde har derfor brug for tøj til at holde varmen. Hvis familiemedlemmerne er døde for mere end 3 år siden afbrændes der også papirpenge, både mønter og sedler trykt på papir – der bliver nemlig offeret penge i forbindelse med deres død, så de har ikke brug for penge før efter 3 år. Egentlig er det vel blevet en hel industri at fremstille og sælge den slags.

Traditionen er egentlig ganske charmerende, og et godt udtrykt for kinesernes respekt for deres afdøde. Således kan der i øjeblikket ses op til flere små bål i byens lyskryds – hvorfor det lige skal være der ved jeg ikke, men fint ser det ud. Jeg forsøgte at forklare, at vi ikke på samme måde mindes de døde i Danmark, og blev mødt med et noget mistroisk blik. Ganske vist har vi i Danmark Allehelgensdag, som for mange år siden blev slået sammen med Allesjælesdag, men nogen egentlig betydning har den nok for de færreste. Allehelgensdag er vel også efterhånden blevet en smule udvandet af den voldsomt amerikaniserede udgave af Halloween.

Jeg faldt tilfældigt over denne artikel på kinablog.dk som referer til en undersøgelse foretaget af WHO, og det er bestem foruroligende tal der kommer frem. Ganske vist er statistikken fra 2002, men der er næppe sket ændringer til det bedre siden:

• About 67% of men smoke, and 4% of women.
• Among youths, about a third of male teens smoke and nearly 8% of females.
• One of every three cigarettes consumed worldwide is smoked in China.
• Smoking will kill about a third of all young Chinese men alive (under 30 years).
• About 3,000 people die every day in China due to smoking.
• There are more than 300 million Chinese smokers – more than the entire US population. They consume an estimated 1.7 trillion cigarettes per year – or 3 million cigarettes every minute.
• Smoking contributes to four of the five leading causes of death in China today.
• In 1993, WHO estimated that while China gained $5 billion in tobacco taxes, the country lost $7.8 billion in productivity and additional health care costs.
• A study in Minhang district found smokers spent an average of 60% of their personal income and 17% of household income on cigarettes

Det er lidt chokerende læsning, velvidende at det for mange kineser er et vigtigt socialt element. Det er ganske enkelt umuligt, som mand, at deltage i møder, middage, indkøb mm. uden at få tilbudt en cigaret, og at sige nej bliver nærmest modtaget med et vantro blik. Mange af dem er udmærket klar over, at det er usundt at ryge, men det er blevet en så indgroet del af deres kultur, at det vil være meget svært at holde op. Jeg har prøvet at deltage i en middag med ti kineser som eneste udlænding og eneste ikke-ryger, hvilket bestemt ikke var en positiv oplevelse. Det kan også til tider virke en smule komisk, at se en medarbejder gå en tur rundt på fabrikken iført støvmaske, for derefter at tage maske af og tænde en cigaret.

Det lyder unægtelig fornemt – number one city – så det må helt sikkert være noget ganske særligt. Den tanke har jeg tænkt mange gange, når jeg på motorvejen ca. 50 km vest øst for Beijing, er kommet forbi et skilt med ovenstående tekst. Søndag var planen egentlig at tage til Caofeidian, som er en kæmpe havn der er ved at blive anlagt på en kunstig ø syd for Tangshan. Min kinesiske underviser har talt varmt om stedet, men efter at have søgt lidt på nettet måtte jeg konstater, at der ikke er så meget andet at se end netop havnen, så valget faldt i stedet på No. one city – eller Grand Epoch City som det viste sig er det rigtige navn.

Ved nærmere eftersyn viste Grand Epoch City sig at være et enormt hotel og konference center, bygget så det skal ligne Beijing under Ming og Qing dynastierne, og hele herligheden er omgivet af en 5 km lang bymur, der efter sigende skulle være en kopi af Beijings gamle bymur. Konferencecenteret blev bygget i 1992 til den beskedne sum af 3 milliarder RMB (2,25 mia. kr.). Det er en temmelig stor investering af skulle hive hjem, og der vrimlede ikke ligefrem med besøgende denne lune novemberdag, men stedet er formodentlig et prestige projekt som primært benyttet af landets øverste, og så betyder det næppe så meget, at der går lidt lang tid inden investeringen er tjent ind. Stedet er åben for turister, som har mulighed for at se de fleste bygninger på nærmeste hold. Jeg må dog indrømme, at jeg på intet tidspunkt følte mig fristet til at tro, at jeg befandt mig i det gamle Beijing, specielt fordi stedet helt domineres af to kæmpe hoteller, men også de øvrige bygninger fungere primært som hotel og konferencecenter. Romantikken forsvinder lidt, når der ved indgangen til et fint tempel står skrevet, at der ingen adgang er fordi værelserne er lejet ud til overnattende gæster – der er trods alt ingen af de templer jeg har besøgt, der har luksuriøse soveværelser og bad med varmt vand.

Ikke alt der glimter er guld, men mange af templerne er alligevel fascinerende pga. deres størrelse og udsmykninger. Specielt det store tempel i Zheng An Palace Hotel imponere i sin størrelse, men heller ikke her lader jeg mig friste til at tro, at jeg befinder mig i et af Ming tidens templer. Stedet skal dog roses for at have flere kopier af bygninger, som for længst er forsvundet i Beijing, og giver dermed mulighed for at se hvordan disse så ud, hvor der i dag måske kun er ganske få rester tilbage af de originale bygninger.

Læs mere om Gand Epoch City her (link).