Monthly Archive for december, 2007

Der hviler en forbandelse over Beijing Capital International Airport, eller også er der bare mig der er forbandet uheldig. Fire gange har jeg selv været chauffør til lufthavnen, og fire gange har der været problemer.

Første gang skulle jeg på ferie i Xi’an, men kom for sent til flyet og måtte overnatte i Beijing. På motorvejen var der sket en ulykke netop ved tilkørslen til Airport Express Way, så det var nødvendigt at finde en alternativ rute. Uden GPS og et elendigt kort gik det naturligvis glat, og jeg ankom til lufthavnen netop da flyet lettede med kurs mod Xi’an. For at gøre den tur endnu værre fik jeg i Xi’an stjålet min pung og punkterede senere på motorvejen tilbage til Tangshan.

Anden gang skulle jeg hente nogle kollegaer, men på grund af vejarbejde og ulykke holdt jeg stille på motorvejen en time, og ankom til lufthavnen længe efter kollegaerne var ankommet.

Tredje gang var Spring med, og hun insisterede på at vi fik den nødvendige tilladelse til at køre ind i Beijing. Normalt “glemmer” jeg at få denne tilladelse og har ingen problemer haft med det, men laopo ønskede at reglerne skulle følges. Egentlig virker det himmelråbende bureaukratisk, at man skal bruge tid på at køre ind for at få en gratis tilladelse, men sådan er Kina og det kan sikkert ikke laves om. Det kunne ikke lade sig gøre at få denne tilladelse, for jeg havde fået et fartbøde for flere måneder siden og den var ikke betalt. Nu er det bare sådan, at jeg intet havde hørt om den fartbøde, så hvordan skulle jeg vide det. Det er sikkert også for meget forlangt, at billisterne bliver gjort opmærksom på den slags, men som så meget andet i Kina, er det op til borgerne selv at opdage den salgs. Det skyldes dog muligvis, at jeg ikke er bosat i Beijing men i Hebei provinsen. Det mest nærliggende ville naturligvis være, at bøde så kunne betales samme sted, hvorefter tilladelsen kunne udleveres, men intet er simpelt i Kina, så den skulle betalses et helt andet sted. Et sted der ganske naturligt var placeret efter den afkørsel jeg ellers skulle have brugt. Her var der som sædvanligt i Kina kø og langsommelig betjening – ikke lige det man har brug for når flyet er inbound og der er i forvejen er spildt for meget tid. Bøden må derfor betales en anden gang – sidste frist er i 2009. Heldigvis var flyet en smule forsinket, så vi var fremme i god tid alligevel.

Fjerde gang var der voldsom tåge, så myndighederne havde valgt at lukke motorvejen. I Kina lukkes motorvejen i tilfælde af sne, men åbenbart også når der er tåget. Det betød at landevejen var eneste alternativ, med hvad det medføre af tæt trafik og elendige veje. Det bliver så ikke bedre af, at mange kineser tilsyneladene aldrig har lært hvordan man bruger lygterne på en bil. Mange tror det er mere en rigeligt at tænde positionslyset eller katastrofeblinket, men i tæt tåge har det ikke den store effekt. At der så er nogen der slet ikke tænder lyset og lystigt overhaler med en sigtbarhed på får meter gør ikke oplevelsen mindre traumatisk. Heldigvis klarede det op halvvejs til Beijing, så jeg igen kunne søge mod motorvejen, men for sent til at nå frem i tide.

Mindst lige så mange har jeg været med som passager på turen til lufthavnen, men endnu ikke oplevet antydningen af problemer. Næste gang jeg skal hente nogen i lufthaven tager jeg nok af sted dagen før – bare for at være på den sikre side.

På turen til Tianjin faldt jeg over et par butikker der solgte det traditionelle kinesiske strenginstrument – erhu – og flere gange har jeg faktisk overvejet at købe et sådant instrument, men først nu så jeg altså et sted hvor det rent faktisk kunne købes. Min musikalske karriere begrænser sig til et mindre vellykket forsøg på at spille blokfløjte i 7 klasse, så jeg har bestemt ingen intentioner om at lære kunsten at spille på dette instrument, og de hidtidige forsøg minder mest af alt om et mishandlet æsel med overgang i stemmen. Jeg vil nu heller ikke påstå, at det er en udpræget fornøjelse af høre på dem der mestre dette instrument, men nu har jeg i hvert fald endnu en souvenir fra Kina.

Fyren herunder har betydelig mere styr på sin erhu, og faktisk ernære flere handicappede sig af denne form for underholdning på offentlige steder. Billedet stammer fra et marked i Tangshan.

Lørdag gik turen til Tianjin, som det ellers var planen weekenden før. Desværre var laopo’s kusines søn syg, så vi måtte klares os uden guide. Planen var egentlig at tage toget, men torsdag i frokostpausen var banegården fyldt til bristepunktet af rejselystne kinesere, så valget faldt på bussen hvor der lørdag morgen heldigvis ingen ventetid var.

Turen i bussen foregik desværre af landevejen og ikke motorvejen. Når man bevæger sig rundt i Kina, bør man så vidt mulig holde sig til motorvejen og undgå de ofte elendige forhold på landevejen. Egentligt vækkede turen minder om mange ture gennem Holstebro øvelsesterræn i en ældre slidt M113 pansret mandskabsvogn, men det mindede også lidt om en svinetransport – i hvert fald tænkte chaufføren tydeligvis ikke synderligt meget over, at han havde ansvaret for en bus fuldt med passager, men det er trods alt ganske normalt på de kinesiske veje – de små flytter sig for de store, så er det mindre vigtigt om der er modkørende eller ej. Der overhales, og så må de modkørende ellers pænt trække ind til siden for at undgå en frontal kollision.
Tianjin er blandt de største byer i Kina, men er mest kendt for det enorme havneområde, og ikke nogen turistmæssig perle. I 1800-tallet blev Tianjin mere eller mindre frivilligt åbnet for udenlandsk handel og flere europæiske lande åbnede handelsstationer i byen. Pga. den europæiske dominans kan det derfor flere steder i Tianjin føles helt hjemmevant, som i en europæisk storby.

Vi havde i forvejen besluttet at besøge Guwenhua Jie (Ancient Culture Street) og Guwan Shichang (Antique Market), det viste sig dog at antik markedet tilsyneladende ikke havde åben alle ugens dage, som guidebogen ellers beskrev. Tilgengæld var der et andet antik marked tæt på Ancient Culture Street. Selvom mange af tingene var flotte købte jeg dog ingen antikviteter – chancerne for at blive snydt med den slags er ganske store i Kina, og så er det næste bedre at købe en billig kopi, hvor man trods alt ved, at det ikke er den ægte vare. Ancient Culture Street er en gade der er bygget, så den skal ligne en gammel handelsgade fra kejserens Kina, og her sælges de sædvanlige souvenirernes som kalligrafi, papirklip og silke.

Inden turen gik tilbage til Tangshan blev der lige tid til at besøge Xikai kirken beliggende midt i Tianjin’s travle shopping distrikt. Kirken blev bygget af franskmændende i starten af 1900-tallet og er et af mange vidner om den europæiske indflydelse i Tianjin.
Modsat Tangshan var der ingen problemer med at købe en togbillet i Tianjin, så vi tog toget hjem hvilket var betydelig mere behageligt end bussen. Turen i toget var knap så komfortable og ren som DSB, tilgengæld kørte toget til tiden, og sporerne føltes ganske jævne og lige.

Egentlig var det meningen, at weekendens tur skulle gå til Tianjin, men Spring kom i tanke om, at vi kunne få hendes kusine til at vise os rundt. Desværre var hun optaget, så turen blev udsat og i stedet for blev weekenden tilbragt i Tangshan. Det gav tilgengæld mulighed for at besøge nogle af de få attraktioner Tangshan trods alt kan bude på.

Jeg har flere gange hørt om en stor park i Tangshan, som en zoologisk have, så den besøgte vi lørdag. Normalt er der efter sigende ikke mange besøgende i denne park, men i øjeblikket er der besøg af et stort tivoli, så det vrimlede med mennesker. Tilsyneladende var det også en ganske stor attraktion, at der pludseligt befandt sig en udlænding parken – i hvert fald høre jeg flere gange ordet lǎowài (udlænding), og det var faktisk første gang jeg lagde mærke til det ord, selvom det i følge Spring bliver sagt mange gange når vi bevæger os rundt. Ved indgangen så vi, at man er i fuld gang med at opføre et nyt stort tempel ved siden af parken, så det blev naturligvis også besøgt. Templet er tilsyneladende en kopi af et gammelt tempel, som blev ødelaget i forbindelse med det voldsomme jordskælv i 1976, men endnu mangler der meget før templet er færdig (Tangshan Xingguo Si).

Besøget i parken (Tangshan Da Cheng Shan Park) var en noget blandet fornøjelse. Afdelingen med fugle var ganske god, men resten var en tvivlsom fornøjelse. De fleste af dyrene havde elendige og forældede forhold, og der var absolut intet gjort for at holde dyrene beskæftiget. Flertallet af de få besøgende så dog ud til at more sig ganske godt, men personligt synes jeg det var svært at nyde. Heldigvis var der gang i en del byggerier, så forhåbentlig bliver forholdene bedre i nærmeste fremtid.

I forrige uge kom jeg forbi en pagode i Fengrun, en forstad til Tangshan, men havde ikke tid til at kigge nærmere, så søndag gik turen til Fengrun. Det viste sig at være resterne af et tempel fra år 1055 – Tian Gong Si Ta (天宫寺塔) – som blev beskadiget under jordskælvet i 1976, men siden er tårnet blevet genopbygget (tilsyneladende 1½ km fra den oprindelige placering).

Alt i alt en ganske udmærket weekend der afslørede, at Tangshan trods alt har nogle spændende seværdigheder og lev fra fortiden.

Se flere billeder på tangshan.dk