Monthly Archive for februar, 2008

Jeg har tit undret mig over, hvordan gulvet på de kinesiske herretoiletter kan være fuldstændigt plaskvådt. Er det på grund af utætte vandrør som er ganske almindeligt i Kina, uhensigtsmæssig udformning af pissoir eller forkert beregning af højden? Jeg tror det ikke. Blæren hos den kinesiske mand må ganske enkelt være indrette på en helt anden måde en hos os vesterlændinge. Så snart der åbnes for hanerne presses blæren sammen i en implosionsagtig bevægelse, der bevirker en mundingshastighed så stor, at det ganske enkelt er umuligt for de splejse kinesiske mænd at styre kalorius. At de samtidig går rundt i en næsten konstant brændevinsrus, gør det næppe letter at styre deres lille ven.

De fleste mand har vel på et eller andet tidspunkt hørt deres kæreste eller kone beklage sig over små ubetydelige uheld, men det er intet at regne for hvad der sker i Kina – jeg tror såmænd ikke konerne brokker sig over svineriet, for sådan er det nu engang i Kina. En aften var jeg til forretningsmiddag med et par kinesiske mænd. Som den første (det kinesiske øl har en hurtig gennemløbstid) frekventere jeg toilettet, som er tilknyttet det rum vi befinder os i, så ingen andre end det lille selskabet har altså adgang til toilettet. Da jeg forlader toilettet igen er gulvet stadigt tørt og rent. Senere presser det kinesiske øl igen på, men i mellemtiden har tre andre benytte sig af det lille rum (spørg mig ikke hvorfor jeg holder tal på det…), og nu er gulvet forvandlet til noget der ligner en regnvåd børnefødselsdag – vådt og møgbeskidt. De kinesiske mænd besidder ganske enkelt en evne der ville få de fleste danske kvinder, måske med undtagelse af landmandskoner, til at løbe skrigende bort. Det er derfor ofte en yderst tvivlsomt fornøjelse at besøge de offentlige kinesiske toiletter, men det hjælper trods alt på det, hvis man er så heldig at besøge et af dem der rengøres forholdsvis jævnligt. At rengøringen så ofte består i at trække den samme møgbeskidt moppe, som har været brugt de sidste mange år, gennem sølet er en helt anden sag.

Så faldt jeg endnu engang i på den lokale. Ikke det lokale værtshus, dem er der vist ingen af, men på det lokale tehus. Byens efter min mening bedste tehus ligger ganske tæt på hvor jeg bor, så det er fristende at tage herhen for at prøvesmage lidt te. I dag smagte vi en fantastisk Pu-erh te til 1600 RMB pr. jin (ca. 225 DKK for 100 gram) og en Tieguanyin med en helt vidunderlig duft, men den kostede også 4000 RMB pr. jin (ca. 565 DKK pr. 100 gram). Jeg nøjedes med at købe lidt pu-erh, men en dag ender jeg nok med at købe lidt af den dyre Tieguanyin. Tieguanyin er min yndlings te, men normalt køber jeg en anden, noget billigere udgave. Vi smagte også noget rød te, men det var bestemt ingen succes.
Som sædvanligt skulle jeg også lige kigge på hylderne med tepotter, og faldt naturligvis oven en fin tepotte som ville passe fint i min voksende samling. Det ville samtidig også blive den dyreste i samlingen, i hvert fald af dem jeg selv har betalt, så det tog lidt betænkningstid inden en endelige beslutning kunne tages. Jeg faldt i, så nu står tepotten fint i sin fine kasse og venter på det sted at sprede sin skønhed. Jeg er efterhånden kommet frem til, at det er bedre at købe lidt færre, men så bruge flere penge på den enkelte tepotte. Det bliver kvaliteten af samlingen naturligvis bedre af, og samtidige har jeg efterhånden heller ikke så meget plads til flere potter.

Ejeren af tehuset er i øvrigt en umådelig flink dame, som gerne vil være gode venner med os, og det endte med at hun inviterede sig selv med til vores kommende bryllup. Man skal pleje sit guānxi (netværk) i Kina, så det er naturligvis nærliggende at invitere hende, og samtidig vil hun gerne forbedre sit engelsk. Det hjælper jeg gerne med, og til gengæld kan hun så præsentere os for Kinas forskellige typer te og ikke mindst give rabat – det er ikke helt ligegyldigt at få 20 % rabat på en dyr tepotte.

1. Ekspedienten i supermarkedet kigger febrilsk efter et skjult kamera.
2. Forældre til små børn forsøger ihærdigt at henlede deres børns opmærksomhed mod dig.
3. Folk på gaden vender sig minimum om fem gange, for at konstatere at du rent faktisk er en laowai.
4. Andre undrer sig over, at du ikke behøver fem lag tøj for at holde varmen.
5. Du synes det er spild af tid at diskutere prisen i en halv time, på noget der i forvejen er umådeligt billigt.
6. Andre kommenter din brug af sikkerhedssele som værende overdreven forsigtighed.
7. Du bliver antastet af små børn der lige vil øve deres engelsk ved at sige hallo, how are you eller hallo, what is your name, hvorefter de flygter paniske tilbage til deres forældre.
8. Selv tilsyneladende voksne personer siger hallo når de ser dig, for derefter at bryde sammen i en teenageagtig fnisen.
9. Der bliver kigget mistroisk på dig, når du beder om et glas koldt vand.
10. Selvom der er en lang kø, venter du pænt til det bliver din tur.

Kan du nikke genkendende til ovenstående er du helt sikkert udlænding i Kina.

I går var det den 14. februar, egentlig en ganske almindelig dag, hvis det ikke havde været for en amerikansk tradition, der også har holdt sit indtog i Kina. Der findes næppe mange lande, der har flere traditioner en Kina, så det er egentlig lidt mærkeligt, at de overtager en masse vestlige traditioner og helligedage også. I går var det altså Valentinsdag, og selvom om kineserne har noget der minder om Valentinsdag, så har den amerikaniserede version vundet stor indpas, og byerne er fulde af blomsterhandlere som ungersvende valfarter til. Senere på dagen er gadebilledet fuld af forelskede par med blomster og chokolade.

Derfor var der ikke anden udvej end at benytte frokostpausen til at besøge det lokale shopping center og erhverve både blomster og chokolade. Jeg er efterhånden ved at have rimelig godt styr på de kinesiske tal, men fik alligevel en slem overraskelse da jeg skulle betale for blomsterne, så der er næppe tvivl om, at priserne lige får en tak eller to opad denne dag. Chokoladen i den hjerteformede æske mente jeg måtte være helt perfekt, men jeg fik efterfølgende at vide, at der rent faktisk stod “Tillykke med fødselsdagen” med kinesiske tegn på chokoladen. Tja, det er jo tanken der tæller, og æsken var jo i det mindste hjerteformet.

Efter fyraften blev det til en spadseretur i en af byens parker, men det nordkinesiske vintervejer er ikke ligefrem til romantiske ture, så vi søgte over mod et bøfhus, som vi ikke tidligere har besøgt, og det gør vi nok heller ikke igen. Muligvis havde de travlt pga. de mange valentinsgæster, men bøffen havde vist kun lige snuset til en lunken pande, og selv ikke efter flere forsøg lukkedes det dem at lave bøffen bare nogenlunde gennemstegt. Vi måtte derfor finde os i ikke at blive helt mætte, men der er også blevet spist rigeligt i den forløbende nytårsferie.