Monthly Archive for maj, 2008

Jeg hørte i dag, at mange har travlt med at sikre sig et benzin kort, for at være sikre på at kunne få benzin, som tilsyneladene er ved at være en mangelvare i Kina. Diesel har været det længe, og ofte er der lange køer på motorvejen, hvor lastbiler i hobetal forsøger at tilegne sig nogle af de dyre dråber på tankstationerne, og det er kun blevet værre og værre de seneste måneder.

Ideen med at få et benzinkort skulle så være, at man er sikker på at få tanket, mens bilister der betaler kontant kun kan være sikker på at få for 100 RMB per gang. Lige nu er liter prisen 5,46 RMB (3,77 DKK), så det svare til ca. 18 liter. Jeg har ikke helt forstået princippet i, at man så har fortrinsret, fordi man har et kort, når man alligevel normalt betaler kontant, men der er sikkert en eller anden underliggende kinesiske logik, som kun kineser kan forstå.

Personligt vil jeg dog lige vente og se tiden an, for hvis det passer, at mange tankstationer er løbet tør for benzin, eller snart gør det, så hjælper det jo ikke ret meget, at man står og vifter med sit fine kort. Heldigvis ligger de fleste af de steder vi plejer at besøge mindre end en tankfuld fra Tangshan, så det får forhåbentlig ikke den helt store betydning.

Samtidig med usikkerheden omkring tilgængeligheden af benzin, er der også rygter om, at regeringen vil løsne sit greb om benzinpriserne, som tydeligvis holdes kunstigt nede. Foreløbig har jeg hørt rygter om, at priserne forventest at blive fordoblet i løbet af i år, hvilket uden tvivl vil betyde store problemer for mange kineser.

I sidste uge så jeg til min store overraskelse, noget jeg ikke tidligere har set i Kina – en barnestol i en bil. Det er ellers normal praksis at placere sit barn stående på passagersædet, med hænderne hvilende på instrumentbrættet, klar til at blive katapulteret ud gennem forruden i tilfælde af et sammenstød eller en hård opbremsning. I lyset af et-barns-politikken bliver de små børn betragtet som små prinser og prinsesser, og så skal de naturligvis have lov til at stå på forsædet. Jeg krummer tæer hver gang jeg ser det, for hvorfor i alverden er der ingen der fortælle de kære kinesere, at det er en yderst farligt situation at bringe deres barn i. Jeg vælger at betragte denne ene barnestol som et tegn på bedre tider, og med lidt held er det måske også slut med at se forældre og bedsteforældre, med den lille guldklump bag på cyklen, forsøge at nå over vejen efter at det egentlig er blevet rødt, men det kunne jo være at de kunne nå helt over, inden bilerne begynder at fare forbi dem med hornet i bund. Det kan de sjældent, og så bliver de fanget midt på vejen. Jeg begriber simpelt hen ikke, hvorfor man udsætter sig selv, og ikke mindst sit barn, for denne fare, i stedet for pænt at vente til det bliver grønt, for i Kina tages der bestemt ikke hensyn til bløde trafikanter. Det er i bund med flyt-jer-her-kommer-jeg-hornet, og så må fodgænger og cyklister ellers springe for livet, hvis de vil udgå påkørsel.

The year 2007 witnessed 327 thousand traffic accidents, claiming 82 thousand lives, injuring 380 thousand people and causing a direct property loss of 1.2 billion yuan. The road traffic death toll per 10 thousand vehicles was 5.1 persons, a decrease of 1.1 persons. (National Bureau of Statistics of China)

Til sammenligning blev der ifølge Danmarks Statistik trafikdræbt 306 personer i 2006, og med lige over 2 millioner personbiler bliver det 1,5 dræbte per 10.000 biler.

I forbindelse med det tragiske jordskælv i Sichuan spørger Flemming i Suzhou ganske interessant, om det er værre eller bedre, at så mange hvert år dør i trafikken. Naturligvis kan det ikke sammenlignes direkte, idet jordskælvet også har medført enorme materielle ødelæggelser, men der kan trods alt gøres noget for at redde alle disse menneskeliv, som hvert år mistes i trafikken. Mest af alt er det nok et spørgsmål om indstilling og manglende viden. Et godt sted at tage fat ville være selve køreundervisningen og forståelse for færdselsloven. Reelt lære kineserne ikke at køre bil, før de har fået kørekortet, og så er det jo oplagt bare at gøre som alle de andre, der heller ikke overholder de mest basale færdselslove. Ganskevist har de taget en test i færdselsloven, men det er udelukkende et spørgsmål om udenadslære, som så meget andet i det kinesiske skolesystem, så de lære ikke at bruge deres viden i praksis.

Jeg frygter lidt for atleternes helbred ved det kommende OL. Jeg fik i hvert fald reddet mig et ubehageligt maveonde med medfølgende feber i forbindelse med sidste uges kursus i netop Beijing. Der var meget hårdere at være på kursus anden uge, sammenlignet med første uge, men det blev selvfølgelig heller ikke bedre af lidt mave problemer og feber de to sidste dage.
Meget bedre blev det ikke søndag, og mandag blev jeg overtalt til at tage på hospitalet – i Kina tager man nemlig ikke til læge men på hospital, sammen med tusindvis at andre på samme tid. Efter at have fået ordineret nogle piller mod dårlig mave tog vi hjem igen, men feberen blev værre i løbet af aftenen, så min yderst bekymrede kone og en næsten lige så bekymret kollega (姐姐) fik mig overtalt til at tage på hospitalet igen. Denne gang var det kun skadestuen der havde åben, hvilket heldigvis betød færre nysgerrige kineser. Jeg havde dog forventet, at lægerne ville være professionelle nok til ikke stille sig stirrende op foran den lidende waiguoren. Jeg kan til nød kapere, at blive overbegloet når jeg er frisk, men hvis jeg i forvejen føler mig som udskidt æblegrød kan det hurtigt blive for meget.

Lægen målet 39.9 i feber og fremkom med en gispende lyd. Jeg er overbevist om at de små kinesers kropstemperatur er lavere end hos europærernes, så for dem lød det meget højt, selvom det ikke ligefrem er et sundhedstegn med 39.9.

Lægerne tog ingen chancer med den underlige waiguoren, der pludseligt krævede deres assistance, så der blev både tager slimprøver fra halsen, røntgen af lunger og blodprøve. Tidligere på dagen var afføringen blevet undersøgt, så man kan roligt sige at jeg blev tjekket i hoved og r.. Egentlig ganske betryggende, at de ville være sikre på at give den rette behandling, for de ville jo nødig efterfølgende have problemer med udenlandske myndigheder, hvis der blev begået en fejl. Mindre betryggende er det dog, at der ikke udvises samme omsorg for kineserne – det er åbenbart mindre vigtigt, hvis man skulle komme til at fejlbehandle en af landets egne borger, med hvad udfald det end måtte betyde for den fejlbehandlede.

Jeg endte med valget mellem et få noget medicin i drop eller få en almindelig indsprøjtning og nogle piller. Jeg har ikke samme fascination af drops som kineseren, og da det jo ikke ligefrem var et spørgsmål om liv eller død, havde jeg bestemt intet ønske om at tilbringe tre timer på den beskidte og hårde briks, tællende de langsomme dryp, alt imens nysgerrige kineser lige skal se, hvad det er for en waiguoren der har forvildet sig ind på hospitalet.

Var man ikke dårlig inden, man begiver sig ind på en kinesisk hospital, kan man være ret sikker på at blive det, hvis man har overskud til at kigge sig lidt omkring. Overalt spyttes der i affaldsspande, hvis det da ikke gøres på gulvet, toiletterne ligner noget fra Roskilde Festivalen, overalt på gulvet er der mærker efter cigaretskodder, og der ryges uden hæmninger på trods af overfloden af syge mennesker, og hist og her er der gamle indtørrede blodpletter på gulvet. Jeg tør slet ikke tænke på hvor ofte der gøres rent på et gennemsnitlig kinesisk hospital. Alligevel kiggede med en smule undrende, da jeg ønskede klarhed for at det var sterile nåle der blev brugt – det er trods alt let at blive endnu mere syg et sted som dette.

Tirsdag var ikke meget bedre, men i løbet af eftermiddagen begyndte feberen at forsvinde, og onsdag var feberen stort set væk og maven næsten normal igen.

Vist man det ikke før, så går det for alvor op for en at man er gift med en kineser når man er syg. Pludseligt er næsten alt dårligt for maven, og den ellers gode regel om, at man gerne må forkæle sig selv, når man er syg vinder absolut ingen genklang. Det er hård diæt med vand og risgrød – ikke lige det min udpinte danske mave skreg på! Det krævede hårde forhandlinger at få adgang til en smule cola og chips, som mig bekendt gør godt i den slags situationer.

Kina blev i går ramt at et alvorligt jordskælv i Sichuan provinse, ca. 1600 kilometer fra Beijing. Lige nu lyder de officielle meldinger på omkring 10.000 døde.

The deadly earthquake that rocked Southwestern China and felt all across China and beyond, had left nearly 10,000 people dead by midnight Monday, and the death toll is expected to climb as rescue efforts are intensifying.

Skælvet kunne efter sigende også mærkes helt til Beijing, hvor flere bygninger ifølge Politiken blev evakueret.

Skælvet, der blev målt til 7,8 på Richterskalaen, kunne mærkes helt i Thailands hovedstad Bangkok, mere end 2.000 kilometer væk fra epicentret, og også i Beijing, 1.500 kilometer væk, meldes om bygninger, der blev evakueret, fordi de rystede.

Jeg er i øjeblikket på kursus i Beijing, og jeg mærkede intet til jordskælvet, selvom om andre hos Berlitz sagde, at de kunne mærke det. Heller ikke i Tangshan mærkede Spring noget til jordskælvet.

Desværre er den lejlighed vi have håbet på at få allerede blevet lejet ud til andre. Ejeren ville helst leje ud til et firma, så hun slap for at skulle skaffe nye møbler til os, men jeg troede egentlig vi havde en aftale om, at hun skulle holde på lejligheden indtil vi havde givet hende en tilbagemelding, som vi først kan gøre efter weekenden og pinsen.

Tilgengæld fortalte ejeren, at hun har en anden lejlighed, som hun egentlig ikke havde tænkt sig at leje ud, men fordi hun snød os lidt, er hun tilsyneladende villig til at lade os leje den. Jeg er dog taget til Beijing for at starte anden uge af min undervisning i kinesiske i morgen, så vi kan tidligst se lejligheden næste weekend. Det lyder ganske lovende med en lille have og fuldt møbleret, så vi må se om det holder.

På næsten Jante Lovs maner fik Spring at vide, at det næste ville være umuligt at finde en anden lejlighed, men efter at vi er blevet registreret hos nogle “bolighajer” ringer telefonen næsten konstant,om nye lejligheder, som de vil have os til at kigge på. Det er ganske effektivt, selvom nogle af dem tilbyder de samme lejligheder, men de tjener deres penge ved at skaffe lejer til ejer af lejligheder, så de vil jo gerne have os til at se så mange lejligheder som muligt – så vidt jeg kan forstå, skal vi så betale dem en halv måneds leje, hvis de formår at finde en bolig til os.