Den første ferie dag blev benyttet til at tage en tur til Xianghe, mellem Beijing og Tangshan, for at kigge på møbler til vores kommende lejlighed i Laoting. Efter sigende skulle Xianghe være det største område for møbler i det nordlige Kina, og der er i hvert fald mange og meget store butikker med møbler og forskellige andre ting til hjemmet. Egentlig virker det som et underligt sted at placere så mange møbel butikker, men det ligger næsten midt mellem Beijing, Tianjin og Tangshan, så oplandet byder på temmelig mange potentielle kunder – på trods af det var der ikke ligefrem trængsel, på trods af Kina holder ferie i denne uge.

Jeg synes ikke det er specielt billigt at købe møbler i Kina, hvis man ellers skal have en rimelig kvalitet, og størrelsen af møbelcenteret i Xianghe gør, at der er mere end rigeligt at vælge i mellem, og noget for enhver smag. Meget af det var virkelig gammeldags, og et af stederne har ligefrem en hel afdeling inspireret af gamle franske møbler, så der må jo være et marked for den slags i Kina.

Jeg har en plan om at få indrettet et lille kinesisk hjørne i vores nye lejlighed, med en klassisk kinesisk reol samt et lille bord med to kinesiske stole. Problemet er bare, at de reoler jeg hidtil har set koster min. 6000 RMB (ca. 4600 DKK), og bord med to stole koster nogenlunde det samme, så indtil videre leder jeg videre i håb om at finde et sted, hvor det er billigere med en knap så eksotisk træsort.
De sidste brikker er ved at falde på plads omkring vores nye lejlighed i Laoting. Da vi så lejligheden var gulvet temmelig beskidt, efter at lejligheden har stået tom i et års tid med åbne vinduer, så vi vil bede ejeren om at gøre lejligheden ren, og så tager derned igen senere på ugen, muligvis fredag, for forhåbentligt at få de sidste detaljer på plads.
Kommentar