I dag følte jeg mig næsten som en rigtig kineser. Nogle af Springs forældres venners søn har bestået en vigtig test, så han kan få en offentlig lederstilling, foreløbigt for 3 år, så de havde inviteret til middag her til aften. Det er lidt sjovt at se, hvordan der før og efter selve middagen gnaskes løs på solsikkefrø. Det er vel noget af det nærmeste man kommer det danske begreb hygge – at sidde med vennerne og befri solsikkefrøene fra deres skaller i rigelige mængder. Jeg undre mig faktisk over, at jeg endnu ikke har set nogle marker med solsikker, for med de mængder der indtages i Kina, må der et ellers andet sted være enorme marker med solsikker.
Jeg er efterhånden blevet ganske ferm til at åbne skallerne, men jeg holder mig fra den kinesiske model, hvor tænderne bruges som redskab, og bruger i stedet fingrene. Neglene vokser trods alt ud igen, i modsætning til tænderne, og derfor har mange kineser et let genkendeligt hak i en eller flere tænder, som følge af deres vane med at bruge tænderen som redskab.
I dag kunne jeg ikke længere stå for fristelsen og smed nonchalant skallerne på gulvet. Egentlig var jeg lidt flov over det svineri, der ret hurtigt opstod på gulvet, men som gulvene på de kinesiske restauranter er flest, var gulvet ikke ligefrem rent til at begynde med. Det hjalp dog at se de andre omkring bordet, mindst lige så nonchalant, kaste skallerne, der hvor der nu engang var bedst plads. Nu var jeg endelig en af dem…











Kommentar