- dagbog fra kina
Igen i dag var der problemer med at få kontakt til bloggen, og jeg registrerede at en enkelt fil på serveren var blev ændret. Nu er password og brugernavn ændret og jeg har installeret et antispyware program. Mildest talt irriterende at man skal døje med den slags, og ikke kan have sine ting i fred.
Hvis det bliver ved er der nok ikke andet at gøre end at opdatere til seneste version er WordPress.
Det blev heldigvis kun til en bøde på 100 RMB (85 DKK) og ingen klip i kørekortet. Politiet i Tangshan havde desværre ingen billeder af forseelsen, så jeg må en tur omkring færdselpolitiet i Laoting, for at få en afklaring på præcist hvad min synd består af.
Umiddelbart synes jeg dog det, efter kinesiske forhold, virker som en hård straf at betale 85 kroner for angiveligt at have parkeret ulovligt, og ingen tvivl om at de ansatte ved færdselpolitiet tjener deres løn inde mange gange.
Meget mere kinesisk bliver det ikke. Der findes næppe nogen guide bog eller rejsebeskrivelse om Kina uden et billede af en taichi udøver.
Jeg har efterhånden set det mange gange, så der skal mere til at imponere mig. Det der har undret mig mest, er kinesernes trang eller måske snare vilje til at udstille ting der i vesten ville blive betragtet som private. Taichi og andre former for motion er blot en af dem, en anden er sang. Det hører bestemt ikke til sjældenhederne, at møde en kineser der kommer cyklende alt imens den indre sangfugl bliver luftet, eller i shopping centrerne hvor ventetiden bliver brugt på en stille serenade. En tæt pakket bus kan også være et ganske velegnet sted at pleje sit sangtalent, eller mangel på samme, men mange af dem synger egentlig ganske godt.
En anden ting mange udlændinge sikkert har undret sig over, er de ofte ret store forsamlinger af dansende par, som benytter fortovet eller en tom plads til at træne danse trinnene. Mest af alt er det nok et udtryk for pladsmangel, som gør af man samles udendørs i parker og andre offentlige steder, for der er ikke så mange andre steder at tage hen.
Klik på billedet for at få mulighed for at se det i stor størrelse.
Jeg er ikke helt klar over hvorfor Laoting hedder Laoting, for faktisk hedder byen Leting (lè tíng).
I daglig tale bliver Laoting dog primært brugt, så det holder jeg også fast i. Det oprindelige (traditionelle) tegn for 乐 (lè) viser et træstativ (木) med et musikinstrument på toppen, inkl. en tromme og nogle klokker:
Hvilket passer ganske godt med den i Kina kendte Laoting tromme.
Lè (乐) betyder fornøjelse og tíng (亭) betyder pavillon, så vi kommer altså i fremtiden til at bo i en fornøjelsepavillon - det lyder da ikke så dårligt.
I dag blev de sidste møbler til den nye lejlighed i Laoting bestilt. Jeg mangler dog fortsat at købe en god lænestol, men det må vente til de andre møbler er på plads, så vi kan se hvad der er plads til.
Spisebordet kommer først når vi er tilbage fra Danmark, så vi det må vi undvære i et par dag, men det klare vi nok. Det er endnu ikke helt afklaret hvornår sofaen kommer, men det gør den forhåbenligt inden vi rejser til Danmark den 17.
Tilbage står så at få pakket alle vores ting ned i flyttekasser og arrangere nogen til at køre det hele til Laoting.
Bloggen har været en smule ustabil siden i går, men jeg håber problemet er løst nu. Tilsyneladende er der på en eller anden måde blevet ændret på nogle skrivetilladelser, så bloggen ikke fungerede.
Jeg synes efterhånden det sker ret tit, så forhåbenligt er det en påmindelse om at huske at lave backup af min database, hvis det værste skulle ske og forbindelsen til databasen helt forsvinder.
Det er egentligt utroligt så meget opmærksomhed et enkelt kortspil kan samle sig, men mange nyder tydeligvis at følge spillet.
Måske mest fordi det kinesiske kortspil ofte foregår med store armbevægelser og højlydte udbrud. Jeg har tidligere fulgt en del kortspil og det kan ofte være ganske underholdende blot som tilskuer, selvom jeg ikke helt har forstået reglerne.
Klik på billedet for at få mulighed for at se det i stor størrelse.
Så skete det igen. Et brev fra politiet landende på mit skrivebord med besked om at møde på stationen og betale for mine syndere.
Denne gang har jeg tilsyneladende parkeret ulovligt i Laoting, da vi var dernede for at underskrive lejekontrakten. Forhåbentligt giver de ikke flere klip at parkere ulovligt, men jeg har da stadig 7 ud af 12 klip tilbage, men dem vil jeg meget gerne hold fast i. Det kan godt irritere mig lidt, at jeg skal straffes for så små lovovertrædelser, når bilister i nye biler uden nummerplade, hver eneste dag udsætter de øvrige bilister for unødig fare, eller personer ansat ved politiet, som tror at deres særlige nummerplader giver dem ret til at gradbøje færdselsloven, efter hvad der lige passer dem. Og det er bestem ikke kun mig der undre sig over det.
De første fem flyttekasser er nu kørt til Laoting og tømt for indhold. Mens vi alligevel var i Laoting, blev tiden udnyttet til rengøring af lejligheden, så det meste nu er nogenlunde rent, men det hele skal lige tages en gang til, før vi flytter ind. Samtidig er køleskab, fjernsyn og to stk. aircondition anlæg købt, og det ene aircondition allerede installeret. Vi nåede sågar også at få bestilt gardiner til de fleste vinduer, så vi mangler kun at bestemme os for de to store vinduer. Butikken havde ikke lige noget der passede til vores smag, og var generelt en smule for spraglet og underlige farver (muligvis moderne i Kina), så vi må prøve at finde de sidste gardinger i Tangshan.
Jeg har stadig ikke helt forstået, hvordan Spring og hendes mor kunne tro at tre flyttekasser ville være nok, men det skyldes sikkert deres manglende erfaring i flytninger, og flytninger for vesterlændinge i særdeleshed.
Igen i dag var familien i Laoting yderst hjælpsomme, og hjalp både med rengøring, madlavning og indkøb, så jeg har en uundgåelig invitation på dansk mad hængende, men først skal vi lige have overstået flytningen og den efterfølgende udpakning. Vi mangler stadig at få køb og bestilt nogle enkelte møbler, men det falder forhåbenligt på plads i den kommende uge.
Berlitz i Beijing ligger kun få minutters gang fra Ritan Park, der er hjemsted for Solens Tempel bygget under Ming dynastiet.
Jeg benyttede naturligvis lejligheden til at besøge parken i en af frokostpauserne, og her er der rig mulighed for at studere det kinesiske folkeliv på nærmeste hold. Her er kærestepar som nyder hinandens selskab, bedsteforældre med deres barnebarn og mødre med deres små børn. Men ikke mindst er parkerne et sted til afslapning og socialt samvær i form af kortspil og andre forskellige spil afhængig af årstiden.
Klik på billedet for at få mulighed for at se det i stor størrelse.
Kommentar