Monthly Archive for marts, 2009

I går gik turen tilbage til Laoting – ikke helt uden problemer men hjem kom vi da. Af en eller anden grund var vores fly fra Jinghong til Kunming udsat til om aftenen, uden vi havde fået besked. Tidligere var vores fly fra Dali til Jinghong blevet aflyst, men der fik vi i det mindste besked i god tid, så vi kunne nå at få nye billetter. Efter megen diskussion og ringen til rejsebureauet i Tangshan lykkedes det at komme med et andet selskab, men vi fik at vide, at det var umuligt at når flyet fra Kunming til Beijing. Eftersom der var en times ventetid i Kunming lød det lidt underligt, og det var da heller ikke noget problem at tjekke ind i Kunming og nå det planlagte fly.

I Beijing skulle vi med en bus til Tangshan, men busselskabet har åbenbart nogle problemer med at få lov til at stoppe, der hvor de normalt stopper, så efter en del trækken rundt med kufferterne blev vi stoppet i en lille MPV og kørt gennem byen til den ventende bus. Derfor var det næsten midnat inden vi var hjemme, men med glæde kunne vi konstatere, at selv efter to ugers ferie var der ikke særlig beskidt i lejligheden – i Tangshan ville det ikke være tilfældet.

Egentlig skulle vi havde været i Menghai i dag, men som skrevet tidligere tog vi tilbage til Jinghong, så dagen blev i stedet brugt på lidt sightseeing i Jinghong, selvom det ikke er det mest spændende by. Kulturforskellen her langt nede i det sydvestlige Kina gør det dog alligevel ganske interessant bare at slentre lidt rundt.

Vi satte kursen mod Manting Park (Chunhuan), og for en gang skyld lykkedes det i Xishuangbanna at finde et sted, der ikke var overfyldt af kinesiske turistbusser. Parken var dog heller ikke voldsomt interessant, men ved siden af parken lå et tempel som var lidt mere spændende, selvom vi efterhånden har set en del.

Elles var det mest interessante i parken at gå rundt mellem de mange fremmedartede træer. Længere omme i parken var der en kopi at et tempel i nærheden af Menghai, som vi egentlig have planlagt at besøge i dag, men vi måtte så nøjes med kopien. Templet ved siden af parken havde en tilsvarende konstruktion, så vi er trods alt nok ikke gået glip af det helt store.

Xishuangbanna har, bort set fra gårsdagens besøg hos en lokal tebonde, skuffet en del, med overfyldte turistattraktioner, forestillinger og attraktioner hvis primære formål tilsyneladende har været at flå de besøgende for så mange yuan som overhovedet muligt. Chauffører der har vist sig at være mindre hæderlige og mest interesser sig for at køre dig til de steder, hvor det få en eller anden form for provision, og kommer med en eller anden søforklaring for, hvorfor du ikke kan besøge det sted du egentlig havde planlagt, samt ikke mindst horrible overpriser. Det var vi ikke forberedt på, så Xishuangbanna har ikke været den oplevelse vi forventede. Det hænger givetvis sammen med, at Xishuangbanna længe har været et søgt område for kinesiske turister, mens Lijiang og Dali, som vi tidligere besøgte, først senere er begyndt at tiltrække turister.

Xishuangbanna er helt klart et skønt sted, selvom der er en smule varmt, og det er sandsynligvis et sted vi vil besøge igen, om ikke andet så for at kigge på teplantager og tebutikker, men det bliver bestemt ikke for at besøge de turistattraktioner som alle de kinesiske turistbusser også valfarter til. For at være bagklog skulle vi nok have planlagt anderledes, men uden at have det store kendskab til området på forhånd, var det en smule svært.

Der er uden tvivl et utal af skønne oplevelser i Xishuangbanna, men det kræver at man aktivt opsøger dem, og ikke retter sig alt for meget efter guidebøgerne. I går mødte vi tre polske (de havde i hvert fald et polsk flag på tøjet) på Nannuoshan, som ledte efter et sightseeing område. De havde taget bussen og var tilsyneladende kommet det forkerte sted hen. Uden kendskab til området kunne vi ikke hjælpe dem ret meget, og vores teproducerende ven vidste heller ikke hvilken vej de skulle tage, så det kan også være svært at rejse rundt på egen hånd. Lidt på samme måde som folk bosat ganske tæt på den kinesiske mur, blot griner og henviser til Beijing og Badaling, når man spørger om vej til muren. Derfor er det nødvendigt at forberede sig grundigt hjemmefra, ellers risikere man at følge i forsporerne på tusindvis at kinesiske turister, for de lokale kender ikke nødvendigvis attraktionerne bag nærmeste bjergtop.

Inden turen i morgen går til Menghai, hvor vi skal bo feriens sidste dage, måtte vi lige en tur omkring den botaniske have i Jinghong, som´rummer et væld af lokale træer og planter i smukke omgivelser.

Desværre ankom vi først en time før lukketid, så vi fik kun set en meget lille del af parken, men det var trods alt en stor oplevelse.

Det er ganske interessant at se, hvordan mange af de lokale planter kan købes som potteplanter i Danmark, men her er det store flotte eksemplarer.

Efter turen i parken gik turen for anden gang til Mekong Cafe for at indtage deres kendte kylling i kokosnød, der bestemt kan anbefales til besøgende i Jinghong.

I dag gik turen nord for Jinghong mod Wild Elephant Valley, der efter sigende skulle være hjemsted for vildtlevende elefanter. Skilte på motorvejen advarede også mod vilde elefanter, så det skal nok passe at der lever elefanter i området.

Parken var mildest talt en skuffelse, og mindede mest om en dårlig dag på muern ved Badaling. Uden for holdt hobetal af turistbusser, og inden for så der mest af alt ud til at være flere mennesker end træer her midt i regnskoven. Det er muligt, at der findes vilde elefanter et eller andet sted i det store naturreservat, men chancerne for rent faktisk at se dem må vist betragtes som forsvindende lille, når hundredevis af kineser bevæger sig larmende rundt i parken anført at megafon råbende guider.

Parken var desværre også et eksempel på hvordan en del af turismen her i det sydlige Yunnan, vi har i hvert fald endnu ikke oplevet noget lignende, drejer sig om at flå turisterne for så mange penge som muligt. Ved fugle showet gik det meste af tiden således med at lade de i øvrigt glimmerende trænede fugle hente pengesedler, som de ivrige turister holdt i hånden. Spring var overbevist om, at de med vilje havde trænet fuglene til kun at hente sedlerne med høj værdi og overse de små sedler (i Kina fås sedler helt ned til 1 mao/jiao, hvilket svare til ca. 8 øre).

Parkens trækplaster er et show med trænede elefanter. På baggrund af dårlige omtale i diverse guide bøger, havde jeg helst undladt showet, men Spring ville gerne se det, og så måtte jeg bøje mig. Inden showet kunne begynder måttet vi først vente på at et utal af kinesere skulle fotograferes sammen med elefanterne. Det giver penge i kassen, og så afbryder man naturligvis ikke for at starte til tiden, selvom hundredevis af gæster sidder og venter.

Efter kun få minutters optræden blev der kaldt til pause, hvor elefanterne gik rundt langs rækværket for at samle penge ind fra de stadigt ivrige turister – så gik vi.

Vi søgte i stedet tilflugt på stierne i regnskoven, som ganske vist bød på fantastisk natur, men der gik desværre ikke længe inden de megafon råbende guider med deres følge igen indtog skoven, og så forlod vi parken.

Et godt råd – hold jer langt væk fra Wild Elephant Valley, hvis I nogensinde skulle komme til Xishuangbanna!