Søndag gik turen til det nye sommerpalads i den nordvestlige del af Beijing. Egentlig blev parken brugt før det gamle sommerpalads, ikke så langt derfra, men det var først i 1880′erne at parken før alvor blev udvidet til hvad den er i dag.
De to sommerpladser – Yiheyuan og Yuanmingyuan – blev hærget af vestlige troppe i 1860 og 1900, hvilket for mange kineser stadig er en torn i øjet, og vækker stærke nationalistiske følelser hos mange. Det kan virke underligt, at mange kineser over hundrede år efter stadig føler sig personligt berørt af disse hændelser, men kinesiske historieskrivning har nok gjort sit til at fastholde ydmygelsen, og samtidig gør skiltningen i parken sit til at minde om, at de forskellige bygninger er blevet genopbygget efter de famøse episoder. Det skal naturligvis ikke glemmes, men det er ikke særligt fremadrettet at blive ved med at nævne disse hændelser og den nationale ydmygelse.
Parken domineres af den store Kunming sø, hvor broen med de 17 buer er et imponerende syn, og ikke mindst de mange forskellige løve figure på broen er et flot syn. Parken er ikke uden grund et af de mest berømte attraktioner i Beijing, og det kan bestemt mærkes på besøgstallet, ikke mindst på en fantastisk forårsdag som da vi besøgte parken.
De mange besøgende gør der ikke ligefrem nemt at fotografere, så tålmodighed er mildest talt en dyd. Heldigvis er der steder hvor der kræves særskilt entre, hvis man ikke har købe en billet med adgange til det hele, og herinde er der langt mere fredeligt og ikke så mange masende turister.
Specielt interessant er det at betragte de mange detaljer, som mildest talt findes i overflod i parken, og hvert lille hjørne i parken har sit eget særkende. Flotte udskæringer, små billeder der illustrere en af de mange klassiske kinesiske fortællinger, små vinduer i forskellige former og størrelser og ikke mindst de bølgende tage.
En af de mest imponerende bygninger i sommerpaladset er Deheyuan – et udendørs teater i tre etager. Enkekejserinde Cixi var meget begejstret for Beijing Opera, som hun ofte lod sig underholde med her. Her er også en lille samling af effekter, men mest imponerende er helt klart selve bygningen med dens fine udsmykninger.
I det hele taget har Cixi sat et stort præg på parken, som hun yndede at opholde sig i. For nytidens indbygger er det en af mange grønne oaser fra kejsertiden, som tilbyder en afstressende atmosfære, hvis ikke det lige var for mylderet af besøgende, væk fra fra milionbyens kaos.
Et af mest berømte steder i parken er den hvide marmor båd. Efter sigende blev parken genopbygget for midler der egentlig var øremærket en ny og moderne flåde, men de militære interesser måtte vige og pengene brugt til kejserlige fornøjelser. Marmorbåden ligger derfor urokkelig som en kommentar til kejserrigets ekstravagance og manglende fremsynethed.
I den nordlige ende af parken ligger Wanshou Shan (Longevity Hill), der er dannet af det jord der blev fjernet for at udgrave Kunming søen, og det er svært ikke at have ondt af de stakkels kinesere, som har har skulle slæbe jorden op for at danne den store bakke – på en varm dag kan det være hårdt nok bare at gå op til toppen, som præges af en række tempelkomplekser.
Parken er så stor, at det vil være helt umuligt at se det hele på en dag, så vi vender givetvis tilbage en dag. Til sidst gik vi bare en hurtig runde op ad Wanshou Shan (Longevity Hill), men denne bakke rummer mange seværdigheder, så vi fik bare en lille smagsprøve af hvad der venter ved et kommende besøg.
Mest kendt er Foxiangge (Pagoda of Buddhist Virtue), der udgør det højeste punk i parken, og derfor kan ses fra store dele af parken. Heroppe er der en imponerende udsigt over parken og ikke mindst den vestlige del af Beijing.
Sommerpaladset er uden tvivl et af de steder et besøg i Beijing bør omfatte, men personligt var jeg ikke ovenud imponeret. Måske har jeg allerede set så meget i Kina, at der skal mere til at imponere mig, og det er jo egentlig lidt ærgerligt, men inden tvivl om at parken er en af Beijings perler.
Kommentar