Man skal se sig godt for når der handles i Kina. Kina er notorisk kendt for sine kopivare, som de fleste turister i Kina nok har stiftet bekendtskab med på diverse kopimarkeder. Her kan det ligefrem være ønskeligt at købe en billig kopi, men andre gange er det mindre eftertragtet at komme hjem med kopien i stedet for orginalen.

Faktisk er det også muligt at købe kopi te, og mest ramt er nok mærker som Dayi (大益) og CNNP (中茶), men også mindre mærker kan være udsat for kopier, så det er med at bruge sin sunde fornuft.
På den efterhånden sædvanlige weekendtur til temarkedet, følte jeg mig først temmelig snydt, da en pu-erh fra 2001 var til salg til over halv pris af hvad jeg har betalt for den hjemme i skabet, hvilket ovenikøbet var i en tebutik, som vi kender ganske godt, så vi burde have fået en god pris i sin tid.
Jeg var lige ved at købe en mere, for det vil givetvis blive rigtig god om nogle år, men heldigvis valgte vi at smage først. For det første var bladene meget grønne, hvilket en 8 årig te bestemt ikke bør være, og for det andet smagte den meget bitter, hvilket heller ikke er kendetegnede for en ældre te. Et andet dårligt tegn var, at den lille indlægsseddel, som er presset sammen med tebladene, så ganske ny ud. Efter 8 år burde papiret have optaget farve fra teen og blevet mørk, så alle advarselslamper begyndte efterhånden at lyse. Nu overvejer jeg at tage den ægte vare med næste gang, for at kunne lave den endegyldige sammenligning. Problemet er at denne butik primært sælger andre former for te, så de tager lige et par pu-erh kager med i handlen for at kunne tilbyde lidt mere, uden de egentlig har forstand på det.





Kommentar