Lørdag gik nok en gang til den kinesiske mur. Denne gang var det ikke i Hebei provinsen (hvor Tangshan ligger) som normalt, men naboprovinsen Liaoning mod øst.
I mange bøger bliver muren i Liaoning nærmest forbigået i stilhed, men faktisk fortsætter muren fra Ming dynastiet (som er den turister normalt besøger) hele vejen over til grænsen mellem Kina og Nordkorea. Mange nævner dog stadig fejlagtigt, at Ming muren slutter ved Shanhaiguan, hvor den ender i havet.
Det er derfor heller ikke så underligt, at der absolut ingen turister er her, selvom der enkelte steder var lidt spredt affald. Derfor er det fint at enkelte steder langs muren er blevet renoveret, for de tiltrækker busser fulde af turister, som ellers ville slide voldsomt på steder som dette.
Udsigten over landskabet i dette områder er helt fantastisk og samtidig var vejret perfekt, så det var muligt at se ganske langt. Sommeren har forlængst indfundet sig og med en temperatur omkring 30 grader, var det mildest talt en smule anstrengende at bevæge sig de 250 højdemeter op til det højeste punkt her.
Sidste år kørte vi forbi her i vinterperioden, og havde kun tid til at stoppe et par minutter. Om vinteren er alt farvet i gråbrune nuancer, så det kan næsten være svært at genkende i denne periode, hvor alt er frodigt og grønt.
Det er mere mur i området som venter på at blive udforsket, men det bliver en anden dag.
Kommentar