Jeg fik en vigtig lektion søndag. Man skal aldrig tro man lige kan en smutvej, i hvert fald ikke et sted man aldrig har været før.
Vi var i Liaoning provinsen, for at kigge på den kinesiske mur. Havde jeg bare kigget grundigt på kortet, der var printet fra Google Earth, var det aldrig gået galt, eller i det mindste bare fulgt den rute der allerede var kopieret fra Google Earth over til min GPS.
I stedet endte vi langs en lille år, og ret hurtigt var vi omgivet af høje træer og buske der gjorde det nærmest umuligt at vurdere, hvilken vej der førte til muren. Det bedste i den situation er naturligvis at gå tilbage til udgangspunktet, specielt når man befinder sig i bjerge med dybe kløfter. Dobblet ærgerligt eftersom Spring efter lang tids fravær, hvad valgt at gøre mig følgeskab.
Tilbage ved bilen havde Spring fået nok af vore botanisering, så hun ventede i bilen. Jeg ønskede ikke for første gang at tage hjem uden at have sat fod på muren. Sjovt nok viste det sig, at den rute jeg havde planlagt hjemmefra førte direkte til muren – endda ad en ganske glimmerende vej i betragtning af den noget afsidesliggende placering.
Desværre var der temmelig tåget efter flere uger med jævnlige tordenbyger, og da det samtidig var omkring 30 grader, var det ikke ligefrem nogen afslappende spadseretur i den høje luftfugtighed.
Det var et ganske særligt sted vi besøgte. Her ved Zhuizishan dele muren sig i tre. Den ene går mod syd til kysten ved Shanghanguan, den anden fortsætter mod vest hele vejen til Gansu provinsen, mens den del vi var ved fortsætter mod øst ind i Liaoning provinsen. Der var en helt fantastisk udsigt på trods af tågen, så mon ikke vi (eller i hvert fald jeg) vender tilbage en dag hvor vejret er klart.
Kommentar