Monthly Archive for juli, 2009

Glem alt Superman, Batman og Spiderman, jeg har fået en ny helt. En 74-årig kineser er måske ikke ligefrem en typisk helt, men jeg vil alligevel gå så langt som at kalde ham en helt. Det han har lavet er bestemt ikke ufarligt, men han kæmper for en god sag, og jeg må indrømme, at jeg ofte har lyst til at gøre noget af det samme – dog har mine tanker gået mere i retning at et klassisk kinesisk nakkeskud.

Her er et uddrag fra en artikel hos China Daily:

A retired teacher has become an Internet sensation after he lobbed dozens of bricks at cars that ran a red light at an intersection in Lanzhou, Gansu province [...]
He successfully lobbied the local police for traffic lights at the intersection. He said motorists still go through the red light when they want to turn. “Even when the light is green, drivers just ignore it and don’t slow down for pedestrians,” the man told the paper. In order to punish drivers and draw attention to poor driving habits, the man planned to throw bricks at all cars that ran red lights for one week, starting last Thursday, but police stopped him on the first night. The man was interviewed and later released without charge.

Jeg passere næsten dagligt lyskryds, hvor biler og specielt lastbiler ofte er totalt ligeglade med farven på lyssignalet. Selvom de overtræder loven, forventer de ofte at andre giver plads til dem, så ofte er det med hornet i bund gennem fodgængerovergangen. Jeg synes det er helt i orden, at bilister der på den måde udviser en totalt manglende respekt for andres sikkerhed får en bule i bilen eller et smadret vindue, fra en sten kastet af en 74-årig kineser fra Lanzhou.

Hvad gør man, når man køre bag ved en tydelig spiritus påvirket billist? Tja, i Danmark ville man nok ringe til politiet, og så liste forsigte bagved for at fryde sig når synderen bliver anholdt. I Kina har de et helt andet forhold til spiritus kørsel end i Danmark, og her synes reglen næsten at være, at så længe det ikke går galt er det helt i orden. Alligevel ses der hvert uge historier i medierne om voldsomt berusede bilister, der har pløjet gennem både fodgænger og cyklister.

To gang i den forløbende uge har jeg spist middag med kinesiske forretningsforbindelser, og to gange har jeg gået en tur i det nærliggende indkøbscentre. Ikke fordi jeg har været sanseløst beruset, men efter at have skyllet en del øl ned i rask tempo, føler jeg mig bestemt ikke parat til at køre hjem. Det drejer sig maks om to øl (de er store i Kina), men det kan alligevel mærkes, nå de kommer hurtigt ned. Det virker ikke som en acceptable undskyldning, at man skal køre hjem, for det skal mange af de andre også, og så er der jo ingen problemer. Jeg har dog ingen planer om at blive hængt ud på forsiden af landets aviser, og lagt for had på diverse internetfora.

I dag blev jeg overhalet på motorvejen af en politibil med blik på taget, hvilket i sig selv ikke er noget særsyn, for politiet kan godt lide at gøre lidt opmærksom på sig selv – lidt ligesom se mig, jeg arbejder for politiet. Det er måske knap så smart i den grad at gøre opmærksom på sig selv, når man er så beruset, at man har stor besvær med at holde bilen på vejen. Her nytter det næppe at ringe til politiet, for de er givetvis selv beruset, eller vil ikke gøre noget når det gælder en kollega.

Siden hvornår har grønne bønner været Europe Flavour? Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at jeg noget sted i Europa er blevet præsenteret for grønne bønner som en delikatesse. Det skulle da lige være, hvis man af en eller anden grund forvilder sig ind på et tvivlsomt kollektiv med “velduftende” røgelsespinde og en fremmedartet duft af “tobak”.

Man kan faktisk købe ganske udmærket is i Kina, også efter europæsik standard, men det kræver at man køber de rigtige. Forleden fik jeg foræret en ispind, som fint reklamerede med Europe Flavour, så det skulle man tro ikke kunne gå helt galt. Den europæiske smag mindede dog mere om grønne bønner end noget jeg har smagt i Europa, så jeg forsøgte så diskret som muligt at “tabe” den. Der er nogen ting i Kina, som jeg bare ikke behøves at smage, og en af dem er de alt andet end europæisk inspirerede is.

Med besøg fra Danmark forsøgte vi at opsøge nogle steder, som ingen af os tidligere har besøgt, og det resulterede i et par vellykkede besøg. Vi har tidligere snakket om at besøge Panjiayuan loppemarked i den sydøstlige del af Beijing, så det endte med at blive et af udflugts målene.

Stedet reklamere ganske vist med også at være et antik marked, men mange af genstandene skal uden tvivl vente en del år endnu, før de med rette kan kaldes for antikviteter. Kineserne er ganske enkelt eksperter i at få nye ting til at se gamle ud, så man skal virkelig se sig godt for for ikke at blive snydt – både hvad angår pris og ægthed.

Stedes domineres af flere hundrede små boder, hvor der sælges næsten alt hvad hjertet kan begære af kinesiske brugsgenstande og kunsthåndværk. Ganske typisk for Kina, er der dog ofte ikke den store variation mellem af mange af boderne, så selv om det ser uoverskueligt ud, er udvalget ikke så stort, som det først kunne se ud til.

En af “gaderne” have et imponerende udvalg af små kinesiske tepotter, men der var langt mellem de gode kvaliteter, og jeg har dem mistænkt for, at det er mere skocreme end mange års brug der giver dem den karakteristiske patina.

At dømme efter udvalget er Mao stadig meget populær i Kina, og her var alt fra store byster til små figurer af den afdøde formand, blandet godt sammen med andre minder fra kulturrevolutionen.

Vi købte ingenting, men den største oplevelse ved Panjiayuan er at gå rundt og opleve stemningen, og opleve de mange forskellige farver og former. Til sidst fik varmen overtaget, så vi besluttede at søge mod mere kølige omgivelser, men det er helt klart et sted jeg vender tilbage til for at gå på opdagelse, og måske gøre et godt køb.

Panjiayuan er også stedet, hvor det er muligt at skaffe de tidligere omtalte tromme sten. De fleste var dog af nyere dato, men det skal nok være muligt at finde et par gamle og slidte af slagsen.