Monthly Archive for september, 2009
Frem til 1. okotber har jeg besøg af en kollega fra Danmark, så det bliver nok lidt småt med indlæggene på bloggen frem til da.
Hvis nogen af en eller anden grund ikke skulle vide det, og det er der højst sandsynligt mange der ikke gør, så fejre kineserne nationaldag den 1. oktober med en uges ferie, som de fleste nok ser mere frem til end selve nationaldagen. I år er det dog lidt specielt, fordi det i år er 60 år siden Mao fra toppen af Tian’anmen udråbte Folkerepublikken Kina, eller “Det Nye Kina” som kineserne, eller i hvert fald de kinesiske medier, ynder at kalde det, og dermed afsluttede “befrielsen” af Kina. Den slags skal naturligvis fejres, og hvilken bedre måde at gøre det end den gode gamle kinesiske tradition med at udstationere tusindvis at politi og soldater omkring hovedstaden, som gør hvad de kan for at gøre livet svært for almindelige lovlydige borger.
I weekenden oplevede vi, at de små aflåselige boks ved supermarkedet i Tangshan, hvor man normalt kan placere sin taske, mens man trasker rundt med indkøbsvognen, var ude af drift af “sikkerhedsgrunde”. Jeg ikke om nogen i fuld alvor (måske mere fuld end alvorlig) har vurderet, at sandsynligheden for at ukendte (i hvert fald for alle andre end myndighederne) terrorceller skal placer bomber i et tilfældigt supermarked i Tangshan er overhængende. Det virker fuldstædig ude af propotioner, men der er ikke så meget andet at gøre, end at affinde sig med generne.
En af de største turistattraktioner i områder omkring Yinchuan er de vestlige Xia grave, hvis man altså ser bort fra den kinesiske mur, men det er nok kun hærdede “mur fanatikere” der for alvor interessere sig for muren derude.
Når man ser på modellen i museet er det lidt svært at forestille sig, at gravene en gang har været så storslået, for når man ser dem i dag er der ikke andet end det sammenpressede mudder tilbage.
Gravene stammer fra det Vestlige Xia dynasti der regerede i området fra 1038 til 1227, indtil de blev besejret af Mongolerne under ledelse af den navnkundige Genghis Khan.
Det er ikke så svært at forstå hvorfor disse grave også bliver beskrevet som Kinas pyramider, selvom de ikke er så høje, men de havde trods alt samme anvendelse som deres egyptiske “slægtninge”. Det var anden gang jeg besøgte gravene, og de er bestemt et besøg værd, hvis man kommer forbi provinsen i midten af Kina.
Ningxia præges dels af Den Gule Flod og den langstrakte Helanshan bjergkæde. Groft sagt kan Helanshan også betragtes som en del af den kinesiske mur, idet de høje bjerge fungerede som en naturlig barriere mod fjenden fra de mongolske stepper, men bortset fra det er de et smukt syn i næsten alt slags vejr.
Af en eller anden grund skal markeder tit placeres steder hvor det absolut ikke er hensigtsmæssigt. Dette gede gade marked er delvist placeret på en bro, med det resultat at boder og kunder ofte fylder store dele af vejen, hvilket naturligvis medføre trafikale problemer.
Politiet har vist forsøgt at lukke det flere gange, men der går ikke ret lang tid før handlen igen blomstre. Det er ikke ret langt fra Springs forældre, så jeg har efterhånden passeret en hel del gange.
Selvom det irritere mig hver gang jeg skal forbi, så er det egentlig også ganske interessant at opleve den kinesiske hverdag på nærmeste hold, for dette er den kinesiske dagligdag – omend knap så idyllisk som hovedgadens neonreklamer og mærkevare butikker.
Hvad gør man i Kina, hvis man ikke synes trafikken byder på nok kaos? Så stiller man sig naturligvis op midt i krydset med sin lille bod og begynder at sælge krabber. Så kan man passende sludre lidt med naboen, der tilfældigvis kom forbi.
Hvis man ikke synes det giver kaos nok, så kan man jo standse bilen i selvsamme kryds, og fotografere den initiativrige gadesælger.
Vennerne i Ningxia mente vi burde besøg Sha Hu (Sand søen), som er et stort naturområde som både inkludere en stor sø og ørkenagtigt område. Egentlig ville jeg heller af sted til den kinesiske så hurtigt som muligt, men Spring var jo også med, så der skulle trods alt være lidt for os begge. Det på tidspunkt var jeg også stadig lykkelig uvidende om de milioner af myg der blodtørstigt ventede på at modtage mig.
Første del af besøget var en sejltur over Sand Søen til sandklitterne. Ningxias klima har åbenbart ry for kolde morgener og varme senere på dagen. I hvert fald var det en dårlig ide at klæde sig på efter de 25 grader vejrudsigten stillede i udsigt, for det var mildest talt kold da vi ankom, i hvert flad hvis man er vant til næsten 30 grader. Vi fik dog hurtigt varmen efter sejlturen, og inden vi næsten fik fødderne i sandet, var vi blevet forsynet med billetter til en kamel tur.
De fleste kan vel huske scener fra film og billeder med lange kamel karavaner, og dømme efter vores korte tur må det have været en ualmindelig ubehagelige oplevelse. Ingen af os synes i hvert fald at det var nogen fornøjelse, og jeg ville uden tvivl blive søsyg hvis vi skulle have været på en længere rejse.
Bort set fra kamelerne bød “ørkenen” på en masse aktiviteter inkl. forskellige former for glideture ned af klitterne, så der var uden tvivl mere fokus på udfordringer og aktiviteter end egentlig natur oplevelser, selvom det efter sigende skulle være et at de bedste steder i Kina at kigge på fugle. Vi fik da også prøvet en tur på en firehjulet motorcykel, men for 50 RMB havde jeg nok forvente en noget længere tur. De opstod ellers at turen var på et par kilometer, med der var vidst ikke meget mere end 500 meter og deres 90 graders bakke var vidst også en smule overdreven – jeg havde nu heller ikke lyst til at prøve et frit fald, selvom affjedringen var ganske god.
Mest imponerende var nok en stor samling af sandskulpturer, naturligvis med kinesiske motiver.
Søndag bød på en lidt hurtig rundtur i Yinchuan (provinshovedstaden i Ningxia), for at kigge på de væsentlige seværdigheder.
En af de kendte turist attraktioner er den næsten 1000 år gamle Xita pagode i centrum af byen, men der var desværre ingen adgang til pagoden og de tilhørende bygninger pga. renovering af templet. At dømme fra pagoden har den allerede været igennem en gennemgribende renovering, for den ser i hvert fald ikke ud til at være 1000 år gammel, men den blev tilsyneladende også genopbygget i 1820 efter et jordskælv.
Et let genkendeligt pejlemærke i den gamle bydel er klokketårnet, som adskiller sig en del fra de klokketårne jeg har set andre steder i Kina. Yinchuan og Ningxia provisen er ikke noget oplagt turist mål for vestlige turister, så det er begrænset hvor meget information der findes om byen. Derfor er jeg ikke helt klar over hvor gammel dette tårn er, men det stammer muligvis fra Qing dynastiet, som var Kinas sidste kejserdømmer.
Som turist i Kina, bør man ikke snyde sig selv for et besøg i parkerne en tidlig morgen. Ganske vidst var det midt på formiddagen da vi ankom til en lille park i hjertet af Yinchuan, men der var stadig aktivitet i parken, bl.a. nogle ældre kvinder med deres sværd. Jeg er ikke klar over hvad dette kaldes, men på samme måde som tai chi øves der langsomme bevægelser.
Lidt længere inde i parken var der et par flotte pavilloner i bedste kinesiske stil, men de er næppe ret gamle. Uanset alder er det dog som regel et imponerende syn, og ikke mindre med spejlingen i den lille sø.
Et andet pejlemærke er Yuhuang Ge (Jade Kejserens Pavillon) der stammer tilbage fra Ming dynastiet og er omkring 600 år gammel, selvom den senere blev genopbygget efter et jordskælv. Selvom det ligner en port var det et tempel for Jade Kejserne der er den vigtigste gud i den taoistiske tro.
Kineserne forstår at gøre noget ud af reklame, så ofte ses der store opstillinger af forskellige produkter og oppustelige porte foran butikkerne. Det er ganske normalt, men det er vist aldrig kommet med på bloggen før nu.
Fra mit første besøg i Yinchuan i 2006 husker jeg stadig Syd Porten (Nan Men), der tilsyneladende er de sørgelige rester af den gamle bymur, og som i dag er blevet omdannet til en alt andet end imponerende kopi af Tian’anmen (Den Himmelske Freds Port) i Beijing, komplet med Mao portræt og tribuner på hver side. Et ganske godt eksempel på den ikke altid heldige omgange med historiske klenodier.
Den gule flod (Huáng Hé, 黃河) er Kinas anden længste flod, og floden, sammen med den område den gennemløber, kaldes ofte for den kinesiske civilisations vugge, og har derfor stor betydning for kineserne. Tangshan er beliggende i Hebei provinsen, og direkte oversat betyder det nord for den gule flod, så Spring ville helt naturligt gerne besøge floden.
Det er nu ikke noget specielt kønt syn her i Ningxia. Det er den flod i verden der medføre mest sediment, og de enorme mængder af sediment giver floden den karakteristiske farve.
Kommentar