Lige et par stemningsbilleder fra den netop overståede tur til Danmark.
Sallingsund.
Sallingsund.
Efterårsfarver.
Legoland.
Monthly Archive for oktober, 2009
Efter flere dage med møder i Danmark blev konklusionen, at jeg vender tilbage til Danmark omkring den 15. november. Ikke for at blive, men foreløbig for en periode på omkring to måneder, hvormed julen i Danmark er reddet. Dette skyldes udelukkende forhold i Danmark der kræver min assistance, og efter næsten tre år i Kina er det trods alt rart at opleve, at min indsats ikke er glemt og stadig er eftertragtet når det brænder på. Denne blog omhandler ikke arbejdsrelaterede opgaver, så jeg vil undlade at komme nærmere ind på baggrunden for turen til Danmark.
Jeg rejser tilbage til Kina på tirsdag, så det bliver kun for en ganske kort periode, som primært skal bruges på at sikre de igangværende opgaver i Kina fortsætter, og ikke mindst skal vi en tur til Beijing for at søge om visum til Spring, for hun bliver naturligvis ikke i Kina mens jeg rejser på en så lang tur til Danmark.
Der er naturligvis en del praktiske ting der skal på plads i forbindelse med et så langt ophold, og foreløbig er vi kommet frem til Hotel Strandtangen i Skive som midlertidig bolig i perioden.
Næste weekend går med garanti ikke til den kinesiske mur, for der står programmet på familiefødselsdag og Legoland. Legoland er endnu ikke kommet til Kina, så det bliver Legoland i Billund, og de har så vidt jeg ved ikke en model af den kinesiske mur.
I morgen går turen nemlig til Danmark en uges tid, hvilket primært bliver til møder, så Spring bliver i Kina denne gang.
Lørdag var der fremragende vejr med blå himmel, og et hurtigt kig på vejrudsigten antydede, at det samme sikkert ville være gældende søndag. Det var det bestemt ikke, og det meste af dagen bød på diset vejr, der ikke ligefrem er perfekt til fotografering. Jeg havde forventet at det ville klare op i løbet af dagen, men det gjorde det bestemt ikke – nærmest tvært imod – så mine dage som vejrprofet er forbi, og fremover benytter jeg det gode vejr når det er der i stedet for at vente til næste dag.
Turen gik til Naziyu er en tur på cirka 100 km, hvilket ikke burde tage mere end to timer, efter tidligere erfaringer fra dette område, men som altid når det gælder trafik og vejforhold i Kina, er det en stor fejl at tage noget for givet.
Som det ret ofte sker på landet i Kina, var en bro lukket pga. vejarbejde. Normalt bliver trafikken så ledt nedenom ad en midlertidig vej uden de store problemer. Denne gang viste det sig, at en ganske langt stykke af vejen var lukket, og i Kina bliver der så bare sat et kort op, hvorefter det er op til bilisternes hukommelse og stedsans af finde vej. Jeg har tit bandet over, om det virkelig kan være så svært at opsætte nogle små skilte der viser vej omkring vejarbejdet. Ofte vises de små veje ikke på GPS’en, så det bliver tit et spørgsmål om at tro på at en tilfældig vej ender et fornuftigt sted. Ofte byder den slags omkørsler på små lande veje af uarmeret beton, der knækker næsten lige så let som Mariekiks, som er cirka lige så vejegnet til vejunderlag.
Efter et par omveje lykkedes det langt om længe af finde frem til muren ved Naziyu. Bort set fra at det var betydeligt mere tåget end ønsket, var det en helt perfekt dag, for netop nu er efterårsfarverne på sit højeste.
Egentlig var det ikke en specielt hård tur på til toppen ved Naziyu, i hvert fald ikke så hård som jeg havde regnet med, men det var nok fordi muren nogle steder mere lignede en skov end en forsvarsmur. Jeg har i hvert fald aldrig (og det siger vel en del efterhånden) besøgt et sted der var så tæt begroet af træer og buske, så det var helt nødvendig at tage turen stille og rolig – nærmest som en skovtur.
I denne slags terræn skal man kende sine begrænsninger, og stoppe på den rigtige side af grænsen mellem sikkert og farlig. Den grænse skubbes naturligvis gradvis i takt med at erfaringen øges, men det er stadig bedre at komme sikkert hjem igen, frem for lige at nå ud til det næste vagttårn.
Jeg kunne sikkert godt have fortsat til det næste vagttårn, men der er ingen grund til at tage chancer, og slet ikke når jeg er helt alene på muren – for her er ingen turister ud over skøre entusiaster.
Husk det er muligt at klikke på billederne, for at se dem i et større format.
Sidste uge hvor der var ferie, var vejret perfekt med klart vejr og blå himmel. Denne uge har været trist og nærmest deprimerende.
Ganske vist har der været blå himmel, i hvert fald over det brune smoglag, men næsten ikke en vind har rørt sig, så smoggen bliver bare liggende over byen som en tung dyne der bare bliver tykkere og tykkere og mere og mere brun. Pudsigt nok snakkede Spring med en dame fra Tangshan da hun ventede på bussen, og hun mente at Tangshan skam er en ren by, mens Kaiping derimod beskidt. Kaiping er en forstad til Tangshan, og man skal vidst være mere end indfødt, for ikke at mene at de to byer efterhånden er smeltet sammen til en stor by, sammen med så mange andre småbyer omkring Tangshan. Det kan da godt være, at der i Kaiping området er flere fabrikker, men der er jo ikke ligefrem en usynlig glasklokke over Tangshan, som holder den forurenede luft ude, og ret tit er vindretningen sådan at røgen fra fabrikkerne blæser direkte ind over Tangshan. Mange indbygger i Tangshan har tilsyneladende den opfattelse, at der er beskidt i den østlige del af byen, men i den vestlige del af byen er der rent. Det er også rigtigt, at der ikke er mange fabrikker i den vestlige del af byen, men så længe de ikke kan styre hvilken retning røgen tager, er det jo ret lige meget, for så stor er byen trods alt ikke.
Fredag tiltog vinden, og det er som regel et godt tegn. Ganske vidst betyder det er en masse støv fra jorden hvirvles op i luften, men det betyder også at smoglaget bliver blæst væk, så nu er der igen blå himmel – så længe det vare.
Det høre med til historien, at Laoting, hvor vi bor, normalt er betydelig mindre forurenet end Tangshan, fordi der ikke er mange fabrikker i området og der er ca. 50 km til Tangshan.
På en af udflugterne til den kinesiske mur i Liaoning kom vi gennem en typisk landsby, hvor tiden med nogle få undtagelser nærmest så ud til at have stået stille siden muren blev bygget for 600 år siden. Det har den naturligvis ikke, men det er en anderledes fredfyldt oplevelse at køre gennem en lille kinesisk landsby, sammenlignet med det kaos der ofte hersker i de større byer.
Jeg tror ikke Spring går med til det, men det kunne nogle gange være fristende at finde et lille hus på landet med egen have. Det skulle naturligvis først sættes i stand, så det blev nogenlunde tidssvarende, lidt på samme måde som mange af de gamle hutong’er i Beijing istandsættes og bliver til eftertragtede boliger. Spring vil nok synes der er for få shopping muligheder, så den plan bliver nok aldrig til noget.
Det er ganske normalt, både i byer og på landet, at se et pool bord placeret udendørs. Som med så mange andre aktiviteter er det vel delvist et spørgsmål om, at der ganske enkelt ikke er plads indenfor.
Det er tydeligt at se, hvornår høstsæsonen er ved at være over, for så begynder de små landsbyer igen at bugne med store lagre af årets høst af frugt og grønt.
Et kig gennem porten.
Noget af det ser ganske vist lidt faldefærdigt ud, men det kan man jo komme ud for så mange steder, og idyllisk er det i hvert fald (efter min mening).
I egnen omkring Tangshan er det meget normalt at se store lagre af majskolber på tagene, men i denne del af Liaoning så majskolberne ud til at være erstattet af jordnødder i bunkevis. Kineserne er gode til at bruge jordnødder i madlavningen (i hvert fald i den del af Kina jeg befinder mig), og det smager ganske enkelt fremragede.
Det krævede ikke mere end en email til en bekendt i Beijing, så var problemet med den kinesiske firewall og censur løst. Løsningen hedder Hot@$spot Sh¤iel£d – det hedder den naturligvis ikke, men fjern selv diverse underlige tegn, så fremstår meningen vidst – der er trods alt ingen grund til at få blokkeret denne blog.
Adgang til nævnte program er naturligvis censureret i Kina, så det er ikke muligt at downloade fra deres hjemmeside. Skulle nogle bosiddende i Kina have lyst til at bruge programmet sender jeg det gerne.
Nu virker det hele igen, og selv YouTube er der hul igennem til, det ser endda du til at være væsentlig hurtigere med denne løsning … så længe det vare.
Knap nok hjemvendt fra Liaoning gik turen lørdag igen til den kinesiske mur, denne gang Mutianyu i den nordøstlige del af Beijing. For os var det tredje gang vi besøgte Mutianyu, og hvor mange gange det efterhånden er vi/jeg har besøgt muren, har jeg efterhånden ikke længere tal på. For Springs forældre var det dog første gang – både ved Mutianyu og muren i det hele taget.
I foråret havde vi planlagt en tur til Mutianyu med Springs forældre, men den blev aflyst pga. dårligt vejr, og i løbet af sommeren er det næsten for varmt til den slags aktiviteter. Nu er temperaturen efterhånden nede på behagelige 20 grader, og derfor blev turen vellykket gennemført i går.
Kineserne har et ordsprog der lyder bù dào Chángchéng fēi hǎohàn (不到长城非好汉), som kan oversættes til noget lignende, at man ikke er en rigtig helt før man har besteget den kinesiske mur, eller den lange mur som er en mere korrekt oversættelse. Det er et udtryk der stammer fra Formand Mao og sikkert brugt som motivation og opmuntring under den kinesiske borgerkrig. Ordsprog eller ej er det naturligvis noget helt særligt som kineser at besøge det store bygningsværk.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg foretrækker de steder af muren, som ikke er renoveret, men når det skal være er Mutianyu faktisk et ganske godt sted at besøge. Ganske vidst renoveret, men modsat turist helvedet ved Badaling (også i Beijing) er der normalt ganske få turister ved Mutianyu, og en overraskende stor del af dem er faktisk udlændinge - i går ganske mange danskere. Det skyldes nok at mange kinesere nærmest per refleks nævner Badaling, hvis man nævner den kinesiske mur.
Mutianyu er også forholdsvis flad, dog med stejle stigninger i begge ender af den renoverede del, så det er et fremragende sted som først gangs besøgende, og så er der oven i købet to svævebaner at vælge i mellem, hvis man ikke skulle have lyst til at gå hele vejen op til muren. Dog skal man være opmærksom på, at det er to forskellige firmaer der driver de to svævebaner, så en billet kan kun bruges til den svævebane den er købt til. Det fandt vi først ud af da vi skulle ned igen, og jeg synes egentlig det er ganske mærkværdigt, at billetten kun kan bruges til én bestemt svævebane, når stedet fremstår som en samlet seværdighed . Heldigvis kunne den ubrugte billet refunderes, men der burde trods alt være gjort tydeligt opmærksom på dette ved købet af billetterne.
Springs forældre nød tydeligvis turen, og det er helt sikkert ikke sidste gang vi har inviteret dem med på sightseeing. Vi har allerede aftalt, at Springs far skal med en tur til den kinesiske mur ved Baiyangyu, som er min personlige favorit. Her er muren ikke renoveret, så det bliver nok en ren mandetur. Vi har også planer om at invitere dem med til Beijing. Springs mor har aldrig besøgt hovedstaden, og Springs far gjorde det for 30 år siden, længe inden det økonomiske opsving, så han kan helt sikkert ikke genkende meget fra dengang.
Jeg har ikke meget held med de sædvanlige omveje gennem den kinesiske internetcensur . Det virker som om der er blevet strammet op i forbindelse med det netop overståede 60 års jubilæum for “Det nye Kina”, og de proxy programmer der virkede fint tidligere virker stort set aldrig i øjeblikket. Nogle af dem virker i få sekunder ad gangen, hvilket ikke er specielt brugbart.
Sider som Blogspot er derfor uden for rækkevidde, og en af mine personlige favoritter Kinablog er tilsyneladende også blevet ramt af den kinesiske censur.
Hvis nogen skulle have erfaring med velfungerende (i Kina) proxy programmer, vil jeg meget gerne vide det. Det næste bliver nok at betale for en brugbar løsning, men spørgsmålet er så bare hvor længe den forbliver brugbar.
Jeg er begyndt at eksperimentere lidt med HDR (high dynamic range imaging). Al begyndelse er svær og det første resultat er bestemt ikke imponerende, men det er da en start og resultatet bliver forhåbentlig bedre med tiden.
Teknikken kræver at flere billeder med forskellig eksponering overlapper hinanden, og selvom jeg slæbte et stativ med op til muren lykkedes det ikke at få et helt perfekt overlap, så billedet er også blevet en smule uskarpt. Farverne er heller ikke blevet alt for gode, men det viser trods alt muligheden for at kompensere for at områder bliver bliver over- eller undereksponeret.
Jeg brugte i øvrigt Photomatix Pro hvis nogen skulle være interesseret.
Klik på billedet for at se det i et større format.
Kommentar