Det er ikke første gang jeg er kommet hjem fra den kinesiske mur med blå mærker og skrammer, og det bliver højst sandsynligt heller ikke den sidste.
Sidste dag i Liaoning blev brugt til at besøge et par steder, hvor der mildest talt ikke var meget tilbage af den kinesiske mur. Det var dog helt som forventet, så der var ikke nogen skuffelse i det.
Det første sted var der stort set ikke andet end nogle sten på jorden, der indikerede hvor muren engang havde været. Godt skjult mellem tæt buskads var muren dog lidt mere tydelig, men det er nok de færreste der ville gå forbi her, og genkende at den kinesiske mur går forbi netop her.
De fleste tænker nok på den kinesiske mur som et storslået bygningsværk, der stadig i dag knejser majestætisk på bjergryggen i den nordlige del af Kina. Det er dog langt fra altid tilfældet, og flere steder er der som her ikke meget tilbage at se i dag.
Det sidste sted i går var ikke ligefrem velegnet til familieudflugt. På ukendte steder kan der være svært på forhånd at vælge den bedste vej op af bjerget, og den vej jeg valgte var i hvert fald ikke den bedste. Et idyllisk skovområde blev ret hurtigt omdannet til tæt buskads, samtidig med at stigningen blev mere og mere stejl. Min kone mener jeg er lidt skør, når det gælder den kinesiske mur, og der er nok ikke helt forkert. Der skal i hvert fald mere end tæt buskads og stejle stigninger til, før jeg vender om.
Jeg kom da også op på toppen, men det var ikke uden skrammer. Heldigvis fandt jeg en betydelig mere behagelig vej nedad, så der kom ikke flere skrammer til samlingen.
Kommentar