Monthly Archive for februar, 2010

Det kinesiske nytår er ikke kun højsæson for dumplings, men også for middage. Det er således normalt at invitere ansatte, kunder, familie og venner på middag, og til en rigtig kinesisk middag høre baijiu (brændevin). Det kan godt være der bliver drukket meget snaps til en dansk julefrokost, men det er intet at regne for de enorme mængder baijiu kineserne kan skylle ned til sådan en middag.

Lørdag var vi en tur på temarkedet i Tangshan, som mens vi har været i Danmark har fået en masse nyt pu-erh, så det skulle naturligvis smages. Det vi bemærkede mest var dog en synligt beruset kunde, der kom direkte fra frokosten med vennerne, hvor de hver havde nedsvælget én flaske baijiu. I sig selv ikke noget at skrive om, hvis det ikke var fordi de allesammen selv havde sat sig bag rattet og kørt derfra.

Egentlig var det ret imponerende at overhovedet kunne gå, omend med besvær, men specielt elegant så det ikke ud, da han forsøgte at ringe og tabte mobiltelefonen, så at han overhovedet kunne køre bil må nærmest betegnes som et mindre mirakel, eller også bare et tegn på erfaring. Det kan være svært at forstå, at man i en sådan situation, velvidende at der skal drikkes, ikke vælger at tage en taxa til restauranten, men det giver ganske enkelt ikke “ansigt”, hvis alle andre køre selv, og i sidste ende er det vel et spørgsmål om værdighed. Man kan så spørge sig selv, hvad der bliver af værdigheden den dag man i en brandert pløjer gennem et fyldt fodgængerfelt, for det høre bestemt ikke til sjældenhederne at læse om voldsomme trafikulykker i Kina.

Vel ikke så underligt beklagede den berusede kunde sig over smerter fra leveren, som uden tvivl gennem årerne har filtreret en del baijiu, for at kunne holde til så store mængder på én gang. Efter eget udsagn brød han sig slet ikke om at drikke så meget, men sådan har traditionen udviklet sig. Senere samme dag ventede endnu en middag og endnu mere baijiu.

Heldigvis fornemmer jeg en øget forståelse for, at baijiu og bilkørsel ikke høre sammen, men spirituskørsel er nok længe endnu mere reglen end undtagelsen. Selv da der var kampagne med nul-tolerance, så jeg ikke en eneste patruljebil, men hvor svært kan det være at lave stikprøve kontrol rundt om ved byens restauranter som en præventiv foranstaltning?

Så er infernoet så småt i gang. I dag er det Xiao Nian, og dermed er der kun en uge tilbage af Oksens År. Forude venter Tigerens År, men først skal den sidste uge overstås. Det betyder også tre uger med jævnlig bulder og brag, for kineserne har et ganske afslappet forhold til fyrværkeri. Her bliver fyrværkeri lystigt antændt mellem tætte boligblokke, hvilket ikke ligefrem begrænser larmen.

Det kinesiske nytår er kinesernes største højtid, og minder på mange måde om den vestlige jul. Gaverne er allerede købt – tøj til børnene og baijiu (brændevin) til onklerne, for kineserne er mere praktisk anlagt end danskerne, når det gælder indkøb af gaver. Overalt ses boder med frugt og forskellige former for juice og andre drikke, der kan gives som gave, og det er ganske almindelige at bruge sine modtagne gaver som gave til andre. Således modtager Springs forældre i dag en stor dunk madolie, jeg selv modtog for et par uger siden. Så er der bare tilbage at håbe, at jeg ikke bliver inviteret til at smage på den indkøbte baijiu, for hvis der er noget jeg aldrig kommer til at holde af i Kina, så er det baijiu, men kineserne elsker det, og der findes vel næppe nogen varegruppe i supermarkedet der optager flere hyldemeter end netop baijiu.

Læs evt. mere om traditionerne omkring Xiao Nian i sidste års post.