Det er mildest talt en kold fornøjelse at komme fra sommervarme Kina til det kolde Norge, nærmere bestemt Trondheim. Sommeren er i gang i Tangshan med temperaturer omkring 30 grader, så det var et mindre chok at stå op til 10 grader i morges i Trondheim. I går aftes var jeg nok for træt, efter en lang flyvetur, til egentlig at tage notits af vejret.
Det vil sikkert undre mange varme hungrende danskere, men hvis der var frit valg på alle hylder, ville jeg klart fortrække det kølige skandinaviske vejr.
Monthly Archive for maj, 2010
Med den aflyste vandretur i september har jeg pludselig fået en masse feriedage, som skal bruges til noget andet. Nogle af dagene vil blive brugt på at besøge den kinesiske mur i klart vejr. Desværre er der ofte en dag i løbet af ugen, hvor det er klart vejr, men når weekenden så kommer er der igen det sædvanlige disede vejr, så det er perfekt at kunne benytte en feriedag, hvis ellers det passer med arbejdsopgaverne.
En af de dage med godt vejr var tirdag i denne uge. Efter et par dage med kraftig vind fra nord, var det mest smog og dis blæst væk fra bjergene, så der næsten var usædvanlig godt vejr. Bjergene ligger nord for Tangshan og andre store byer i områder som Beijing, Tianjin og Qinhuangdao, og mod nord er der ingen større byer de næste mange hundrede, nok nærmere tusinde, kilometer, så vind fra nord er et kærkommen indslag i vejrudsigten, for det betyder at smoggen blæses væk og der tilføres frisk og ren luft fra bjergene.
Det er i hvert fald meget sjældent jeg har oplevet så klart vejr, som også fremgår af billederne, så det var muligt at se muren mange kilometer væk i de nærliggende bjerge. Helt klart en anderledes behagelig oplevelse end de typiske vejrforhold i dette område normalt tilbyder.
En del af det besøgte området er forholdsvis fladt, med undtagelse af en stejl stigning op til 800 meters højde, der er et af områdets højeste bjerge, så oppe mod toppen var der ikke meget til at give læ for den kraftige vind. Men det var alligevel en flot dag med klar blå himmel og en smule skyer til at pynte på billederne.
Det var næsten en helt perfekt dag, bort set fra at jeg var ved at gå helt kold til sidst. Turen var kun på 6 timer, men i modsætning på den 11 timer lange tur tidligere på måneden, var der totalt udsolgt til sidst, så det endte med at blive helt pinefuldt på vejen tilbage mod bilen. Det var sikkert en kombination af den tiltagende sommerhede (omkring 30 grader) og for lidt at spise i løbet af dagen, men så har jeg lært det og det sker forhåbentlig ikke igen. Jeg burde i hvert fald vide bedre end at begå den fejl.
Klik evt. på billederne for at se dem i større format – det bliver de kun bedre af.
Springs veninde er blevet mor, hvilket jeg i princippet kunne være ligeglad med, men der er nu ret interessant at følge kulturforskellen fra den vinkel. Noget helt andet er, at de har bedt mig finde en engelsk navn til den lille pige. I Kina er det ret almindelige at mange tager en engelsk navn, også selvom de måske ikke har så meget med udlændinge og udlandet at gøre. F. eks. hedder min kone Zheng Rong, men de fleste vil nok give mig ret i at det er nemmere at sige Spring – det navn hænger i øvrigt sammen med, at hun er født den dag foråret starter ifølge den kinesiske kalender.
Tit er det helt almindelige engelske navne, men nogen gange bliver det lidt for kreativt, og ender med at virke en smule useriøst, så det skal helst undgås.F.eks. havde jeg en underviser i kinesisk der hed noget i retningen af Salliar, hvilket der ikke var nogen der kunne udtale, så det blev til sidst til Sally. Den lille piger hedder Liu Ruolin (刘若琳). Liu er efternavnet (skrives først i Kina), og betyder så vidt jeg ved ikke noget, mens Ruo betyder noget i retningen af minder om eller ligner, og Lin betyder smuk jade. Så fornavnet indikere altså at barnet ligner en smykke sten. Den slags navne er ganske normale, på samme måde som jeg kender nogen der hedder Aiguo (betyder noget i retningen af fædrelandskærlighed) og Tianzi (naturlig skønhed) bare for at nævne et par eksempler.
Foreløbig er mit bedste bud Rylee eller Rylie, som ifølge en liste over engelske/amerikanske pige navne er blandt de mest almindelige pige navne. Det minder også en smule om Ruolin.
Endnu en morgen i den kinesiske trafik, der vist ikke kræver yderligere forklaring. Gad vide hvorfor der overhovedet er striber på de kinesiske veje?
Det er næsten overflødig at skrive, at det tog lidt tid at komme forbi.
I går besluttede jeg en kort aftentur i en af Beijings hutonger. Jeg har besøgt mange hutonger i Beijing, men aldrig om natten, så med forventning om en helt særlig stemning, havde jeg af samme grund pakket trefoden med i kufferten, og det var bestemt en helt anden oplevelse.
Spring synes hutong’erne er ret ordinære, så hun blev på hotellet, men ellers var hun nok også blevet træt af at vente hele tiden. Det kræver en lidt anden teknik at tage billeder når det er mørkt, så det gav også en chance for at afpudse de færdigheder, og de fleste billeder blev mildest talt ikke ret gode, men det lykkedes dog at få nogle stykker med hjem, som jeg er nogenlunde tilfreds med.
Efter at have brugt noget tid på at rode rundt i lukketider og blændeåbning, lykkedes det af producere noget nogenlunde brugbart, men det kræver helt sikkert noget træning og øvelser af frembringe flotte aftenbilleder, så det bliver nok ikke første gang stativet kommer med i kufferten.
Jeg mødte flere ældre mænd på deres aften tur, som kiggede vældig interesseret på, men det er nok heller ikke hver dag, at de ser en laowai slæbe rundt på kamera og stativ om aftenen, eller udlændinge i det hele taget.
En enkelt af dem var vældig snaksaglig, og selvom jeg kun forstod en lille del af hvad han sagde, endte han alligevel med at invitere mig indenfor i en af hans venners hus, eller retter gårdhaven i den gamle siheyuan. Desværre var det temmelig svært at se noget, fordi det jo var mørkt, men spændende var det alligevel. Forhåbentlig lykkedes det at møde den samme mand igen en gang i dagslys, for han nævnte også en anden siheryuan, som jeg sagten kunne komme ind og se, og den er tilsyneladende meget flottere (bag døren på billede nr. 2).
Nogle af billederne kunne godt være efterbehandlet lidt bedre, men det må vente til jeg er hjemme igen hos PhotoShop.
Klik evt. på de enkelte billeder for at se dem i større format.
Ifølge vejrudsigten der bragede ud at radioen i taxaen var det en af de dage, hvor luften var en smule forurenet. Jeg kan så bare konstatere, at den kinesiske definition af en smule ikke stemmer helt overens med min, for jeg synes bestemt luften var temmelig beskidt. Det var åbenbart på grund af et lavtryk der gjorde det svært for den forurenede luft at slippe væk, men det er nok nemmere at give vejret skylden end at fokusere på en reelle grund til forureningen.
Turen gik til Marco Polo Broen i den sydvestlige del af Beijing. I vesten kendes broen efter Marco Polo’s beskrivelser fra det 13. århundrede, men for kineserne hedder den Lugouqiao. Vi har efterhånden set alle de større attraktioner, så det er nødvendig at søge ud mod de lidt mindre besøgte.
For kineserne er broen mest kendt for stedet, der var vidne til de første træfninger i krigen mod japanerne i 1937, som først sluttede i 1945. Faktisk er der i bymuren, for enden af broen, stadig spor af den japanske beskydning. Krigen mod japanerne er stadig en stor del af den kinesiske bevidsthed, og selv efter mange år er det stadig et ømtåleligt emne for mange
Inden bag burmuren er den gamle by delvist renoveret, men taxaturen viste tydeligt, at det desværre er endnu et af utallige eksempler på, hvordan der renoveres i Kina uden nogen hensyntagen til hvordan byen oprindelig så ud, men udelukkende med tanke på at tiltrække turister, så vi tog på te-marked i stedet for.
En interesse for den kinesiske mur kan medføre mange ting. Torsdag aften blev jeg inviteret til møde med gutterne fra The Greatwall Post, der i hvert fald for nogen er bedre kendt som thegreatwall.com.cn. Hos dem går jeg under navnet Lao Rui, hvilket skyldes en mindre misforståelse. Rui står for Ruidian, der betyder Sverige, så egentlig burde jeg så hedde Lao Dan (Danmai betyder Danmark), men en kineser fra Taiwan troede fejlagtig at jeg var fra Sverige, så navnet Lao Rui blev hængende. Lao betyder egentlig gammel, men anvendes også for at vise respekt for en person (som dog burde være ældre end en selv, så Xiao (lille/ung) var nok mere passende).
Taiwanenseren har viderebragt mange af mine fotos fra det engelske sprogende forum til det kinesiske, så jeg er efterhånden blevet kendt og i hvert fald anerkendt på det kinesiske internet forum. De er nok ikke så vant til at en laowai udviser en lidt overdreven interesse for landets mest kendte attraktion. Og så skyldes det vel, at jeg næsten sætte en ære i at opsøge de mest “vilde” steder langt fra turistbussernes holdeplads.
Mødet var blevet aftalt lidt sent, så der var ikke så mange fremmødte ud over den tilsyneladende sædvanlige hårde kerne, men det der var stillede mange spørgsmål og virkede yderest engagerede og havde en enorm viden om den kinesiske mur. I sidste øjeblik fik jeg at vide, at de gerne ville se mine billeder fra turen fra Laolongtou til Sandaoguan weekenden før, som heldigvis stadig var på kameraets hukommelseskort. Mødet foregik i en kombineret te-butik og boghandel i Beijing (jeg er alligevel i Beijing disse dage), så det blev til et par interessante timer i godt selskab og gennemgang af en masse billeder
Det var en lang tur, men knap så langt som hvad der havde ventet, hvis vi besluttede at gennemføre den nu aflyste tur i september. Dette ville i så fald have udgjort første etape, og dermed en god forsmag på hvad der ville være i vente.
Sammen med en englænder fra GreatWallForum, havde jeg aftalt at gå turen fra Laolongtou, hvor den kinesiske mur møder havet, til Sandaoguan, en tur på næsten 19 kilometer. Jeg hentede ham fredag på banegården i Tangshan og så begav vi os sammen til Shanhaiguan.
Vi startede klokken 6 lørdag morgen, og selvom vejret bestemt ikke var perfekt, med den sædvanlige nordkinesiske dis/smog, fulgte vi muren mod nord. De første 2 tredjedele er nærmest pandekage fladt, og byder ikke på de store udfordringer, bortset fra et par gange hvor der skal krydses jernbane og motorvej.
Muren på det falde stykke består af en indre kerne af stampet jord, som oprindelig var beklædt med sten og mursten, men i dag er der primært den indre kerne tilbage, og de tilbageværende mursten er for længst blevet dækket af sand og jord, så selvom denne form for mur faktisk er ganske almindelig, er det næppe hvad de fleste forbinder med den kinesiske mur.
Udfordringerne begyndet for alvor, da vi nåede bjerget Jiaoshan, og herfra fortsætter muren i bjerge de næste mange hundrede kilometer.
Jiaoshan var lige ved at være for meget for min engelske følgesvend, og selvom bjerget fra afstand ikke ser så slemt ud, så er der meget stejlt, og de høje trin på den korte renoverede del gør det bestemt ikke nemmere at komme til toppen. Det fra fjerde gang jeg besteg Jiaoshan, så jeg var heldigvis nogenlunde bekendt med udfordringen.
Fra toppen af Jiaoshan følger man en smal sti rundt om toppen, for at kommer undgå en meget vanskelig del af muren, men der er ikke meget plads på denne sti, og det går stejlt ned på den ene side. Måske der var derfor jeg flere gange hørte englænderne bag mig udbryde Kim, are you mad?
Heldigvis er der nogle røde markeringer på grene, der angiver en forholdsvis sikker rute, men flere steder er disse markeringer falmet og svære at få øje på, så ofte måtte vi holde pause for at lokalisere den rigtige passage omkring vanskelige steder, for som det nok fremgår af nogle af billederne, er det bestemt ikke et sted man har lyst til at træde forkert, for så kan det nemt gå galt.
Regn tidligere på ugen havde gjort nogle af stierne glatte, men så er det godt at have nogle grene indenfor rækkevidde til at holde fast i og undgå at glide på den smattede sti.
Desværre fortsatte det med at være en smule diset det meste af dagen, men udsigten var alligevel fantastisk, så jeg overvejer allerede om jeg skal tage tilbage en dag med lidt bedre vejr.
I følge internettet er der flere der arrangere denne tur, men efter at have prøvet turen selv, vil jeg mene at det bestemt ikke er et terræn for nybegyndere. Der er mange andre steder man kan besøge muren uden at udsætte sig selv for fare. Jeg forstod på englænderen, at han flere gange synes vi var lidt for tæt på grænsen til det behagelige, men på intet tidspunkt synes jeg vi var tæt på min egen grænse. Faktisk var det englændere selv der havde forslået denne tur, men uden at have prøvet ruten er det naturligvis svært at bedømme sværhedsgraden.
Lidt over klokken 5 om eftermiddagen ankom vi til Sandaoguan, efter 11 timers vandring og med 5 liter mindre væske i rygsækken. Vi kunne nok have tilbagelagt turen et par timer hurtigere, med færre pauser og mindre fotografering, men det lod til, at englænderen var mere end tilfreds med mine mange fotopauser, så han fik lejlighed til at hvile benene.
Heldigvis lykkedes det at overtale en bilist til at give os et lift tilbage til Shanhaiguan, og selvom han virkede ganske flink og spurgte om en hel masse, endte han alligevel med at forlange 50 RMB (42 DKK) for turen. Der er ikke mange gratis glæder i Kina, men alternativet var at gå hele vejen tilbage, og det havde vi bestemt ikke lyst til. Jeg erindre dog for et par uger siden, hvor jeg helt gratis gav et lift til et par trætte kinesere, men den slags høre nok til sjældenhederne i Kina.
Klik evt. på de enkelte billeder for at se dem i større format.
Det ser ud til, at de hidtidige planer om at vandre langs den kinesiske mur en måned i efteråret har lidt en stille død i dag. Jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet har lyst til at bruge 30 dage udendørs døgnet rundt, når netop luftforurening er en medvirkende årsag til, at vi snart flytter hjem til Danmark. Samtidig er min primære interesse at fotografere muren, men en 30 dages tur giver netop ikke mulighed for at bestemme over vejret, på samme måde som det er muligt at lave en en-dags udflugt i tilfælde af godt vejr. På en længere tur er der ikke andet at gøre, end at acceptere det vejr der er det pågældende sted på det pågældende tidspunkt.
Jeg tvivler egentlig også på, at det rent faktisk er fysisk muligt at gennemføre sådan en 30 dages tur. Jeg kender nok efterhånden terrænnet bedre end de fleste, og ved hvor vanskeligt det kan være, så det kræver virkelig 100 % engagement for at gennemføre. Den amerikanske deltager er tilsyneladende enig, så der bliver næppe nogen tur. Til gengæld mødes vi nok til nogle lidt kortere udflugter.
Terrænet taget i betragtning vil udflugter af en uges varighed givet vis være langt mere realistisk, så det kan være det bliver aktuelt på et tidspunkt.
Jeg er efterhånden træt af kinesiske bilister, der ikke kan/vil overholde selv de mest elementære færdselsregler, som om selvsamme regler udelukkende var til for at gøre livet surt for den pågældende bilist. Det er mere reglen end undtagelsen, at bilister der skal svinge til venstre i en lysregulering overhaler for fuld optrukken, for deres dag ville givet blive ødelagt, hvis de skulle vente et par sekunder mere ved at overholde færdselsloven. Så i går besluttede jeg at provokere føren af en stor hvid Land Rover Freelander – ikke så vigtigt at det lige var en Land Rover, men der er en klar tendens til, at jo større og dyre bil, jo mindre respekt for andre trafikanter.
Provokationen virkede helt sikkert. Jeg blev pænt holdende i min bane, mens jeg med rytmiske tryk på hornet, gav udtryk for at den anden bilist burde finde over i sin egen køre bane, så jeg kunne gøre videre. Sådan holdt vi – front mod front – i noget der ligner et halvt minut, mens jeg blev nedstirret af de ondeste kinesiske øjn – jeg har i hvert fald aldrig før set en kineser se så sur ud. Lidt efter rullede han vinduet ned, og mens han råbte noget ud at vinduet kørte han langsomt forbi – jeg hørte ikke hvad han råbte, men det egner sig sikkert heller ikke til gentagelse.
Således vandt jeg en lille kamp, men har for længst indset, at jeg umuligt kan vinde en kamp mod milioner af dårligt opdragede kinesiske bilister, men det minder mig om et citat fra en boganmeldelse i NY Times:
It’s hard to imagine another place where people take such joy in driving so badly,” Hessler writes. Beijingers drive the way they used to walk — in packs and without signaling. “They don’t mind if you tailgate, or pass on the right or drive on the sidewalk. You can back down a highway entrance ramp without anybody batting an eyelash. . . . People pass on hills; they pass on turns; they pass in tunnels
Hvorfor lige Beijing fremhæves ved jeg ikke, for efter tre år i Kina med jævnlige besøg i Beijing, er det min klare opfattelse at Beijings bilister er de rene dydsmønstre sammenlignet med deres kollegaer i f.eks. Tangshan. Den kinesiske køreudervisning er mildest talt katastrofalt ringe, og med Kina som verdens største bilmarked og hvor salgsrekorder næsten konstant overgås måned for måned er det dømt til at gå galt.
Der er ganske enkelt ingen grænser for hvad kinesiske bilister kan finde på, ofte for blot at spare et par sekunder.
Overhaler på cykelstien, og føler tydeligvis ingen skam i at dytte af de cyklister som helt efter loven befinder sig på den dertil indrettede cykelsti. Svinger til højre i en tro på at evt. bilister undviger dem, så der er ingen grund til at se sig for. Kører tilbage i nødsporet, hvis man er kørt for langt på motovejen. Køre over for rødt. Blot for at nævne nogle få.



























Kommentar