Monthly Archive for juli, 2010
Faldt over en artikel fra BBC, der fortæller om hvordan flere og flere velhavende kinesere søger udenlandsk pas bl.a. i Canada. Mest interessant var bemærkningen fra en af de kommende udvandre:
He has positive reasons to move. Some of his relatives already live in Canada. And during holidays there he has enjoyed the lower pollution levels there.
Vel egentlig en smule skræmmende og dobbeltmoralsk, at flere først grundlægger en formue i Kina, ved potentielt at bidrag til den omfattende forurening, for så efterfølgende at flytte til udlandet, for at slippe for den forurening de selv har været med til at skabe, og overlade problemerne til de mindre velstillede der end ikke har råd til et kinesisk pas.
Det ledte til en anden tankevækkende artikel fra NY Times omkring luftforureningen i Beijing, samt ovenstående billede af dages luftkvalitet i Beijing – og test af det nye kamera. Mens den officielle måling af byens luftkvalitet siger 119, hvilket betyder Unhealthy for Sensitive Groups, viser den uofficielle måling fra den amerikanske ambassade Hazardous og Very Unhealthy. Den officielle er blevet kritiseret for ikke at måle på de mest skadelige partikler, og endda undlade at måle i de mest udsatte områder af byen, mens myndighederne til gengæld har beskyldt den amerikanske måling for at være for tæt på tæt trafikerede veje, og dermed vise et for højt indhold af skadelige partikler.
Jeg vælger at tro mest på den amerikanske måling, og ser ellers frem til at flytte hjem til Danmark og frist luft i lungerne i december.
Efter flere måneders overvejelser, måske nærmere et halvt år, har jeg langt om længe valgt at opsige samarbejdet med mit Olympus E-P1. Samarbejde er måske så meget sagt, for det kom aldrig rigtig videre end den første forelskelse. Egentlig var E-P1 tænkt til at tage med i situationer, hvor det ville være for meget at slæbe rundt på et stort DSLR, men ret hurtigt endte jeg alligevel med at foretrække mit Nikon D300s, og blev træt af E-P1 langsommelige autofokus og middelmåde præstationer i alt andet end lige optimale lysforhold. Det kunne måske løses ved at købe et Panasonic objektiv i steder for kit objektivet, men så heller droppe Micro 4/3 formatet helt.
Rundt om på internettet bliver E-P1 rost til skyerne, men personligt gik der ikke ret lang tid inden købet blev fortrudt, og det bare blev en dyr dødvægt i tasken og sjældent blev brugt. Designmæssigt er det helt sikkert en perle med sit retro design, men jeg blev aldrig tilfreds med det i brug, så mens jeg overvejer om E-P1 skal sættes til salg, eller om jeg skal beholde den og håbe på at forelskelsen igen blusser op, er det i dag blevet erstattet med et Canon PowerShot S90 – et kamera som Ken Rockwell kalder World’s Best Pocket Camera.
Desværre var S90 udsolgt hos min foretrukne kamerabutik – Rayi i Beijing – og det første alternativ havde den frækhed at forlange præcis 50 % mere end andre steder, hvem der så end er dum nok til at falde for det. Så er det godt med andre alternativer, og det lykkedes efter lang tids søgen af finde den til samme pris som Rayi.
Byen er kendt for produktion af forskellige produkter i sten, lige fra kæmpe marmor skulpturer til fliser, og det er svært ikke at få øje på det i de små byer omkring Laizhou, som nærmest ligner ét stort stenhuggeri med bygninger farvet hvide af støv og store sten blokke placeret, hvor der nu lige er bedst plads.
Miljø problemerne var desværre lige så tydelige med store bunker af stenaffald og vandløb farvet hvide af støv fra stenene. Det giver minder om sager fra et par år tilbage om brugen af kinesisk granit, der var produceret under forhold der gav arbejderne stenlunger.
Jeg læste tidligere artikler om at kineserne vil sætte støre fokus på arbejdsmiljøet, men det hjælper måske ikke ret meget, hvis de ansvarlige myndigheder går mere om i at indkassere bestikkelse end at kontrollere lovens overholdelse.
Rart at slippe for Shandongs alt-godt-fra-havet (måske nærmere alt-fra-havet), og komme tilbage til Tangshan. Første dag bød dog på frokost invitation – ikke de sædvanlige fine restauranter, men en ganske almindelig en af slagsen. Denne serverede dog både stegte græshopper, cikader og nogle pupper – muligvis også fra cikader.
Om ikke andet, så gav det en slags hævn over den infernalske larm cikader i tusindvis står for i øjeblikket. Så efter devisen at alt på prøves mindst en gang, blev der fortæret både græshopper, cikader og pupper. Pupper bliver nok kun denne ene gang, men de stegte græshopper smagte egentlig ganske udmærket – faktisk smagte de ikke af ret meget, hvis det ikke havde været for krydderierne.
Det virker måske lidt ulækker for nogen, men hvis valget stod mellem muslinger og snegle, som vi fik i Shandong, og disse stegte insekter, så vandt insekterne klart.
Jeg kommer sikkert til at savne det daglige adrenalin kick, der opnås ved at køre til og fra arbejde, når vi flytter til Danmark. Heldigvis har jeg været hjemme og køre i Danmark i forbindelse med opholdet i Kina, for ellers kunne jeg godt bliver nervøs for at falde i søvn bag rattet på vej til arbejde.
Det bliver helt underligt, at der ikke længere er nogen der gør hvad de kan for at smadre min bil, eller mere eller mindre ubevidst forsøger at begå selvmord foran mig. Bortset fra det bliver det nok godt for blodtrykket med en lidt mere forudsigelig trafik. Så sent som i går (ja, faktisk også her til morgen) var den gal igen. I et t-kryds omkring en jernbaneoverskæring gik trafikken totalt i stå. Hvad gør den alt andet end logisk tænkende kinesiske billist så i den situation? Naturligvis køre man bare frem i modsatte vejbane, uanset at der er tydelige streger der klart forbyder overhaling.
Med en lidt mere logisk tankegang ville de nok have forudsagt, at hvis alle på hver sin side af jernbanen gør det, så der er absolut ingen der kan komme nogen vegne. Senere begyndte politiet at få bilisterne i den forkerte side af vejen til at bakke tilbage, for at få åbnet for trafikken, men der gik ikke ret lang tid før andre bilister igen begyndte af fylde op på den forkerte side af de gule streger. Når det hele er gået i stå alligevel, så forstår jeg ikke helt, hvorfor politiet ikke udnytter situation til at udskrive bøder til alle dem der er årsag til kaos, men det var der sikkert ingen der havde bedt dem om, og så kan det jo ikke være deres problem.
Håbet for fremtiden bliver ikke bedre af den nærmest eksplosive tilvækst af biler på vejene, og dermed også flere og flere uerfarne billister.
Der har været glimmerende vejr de fleste dage i Laizhou. Ganske vidst var der dårligt vejr under besøget ved den kinesiske mur, men det er langt væk fra Laizhou og der var faktisk fint vejr i Laizhou den dag. I mens der ventes på det sidste møde mandag, gik turen lørdag til Penglai, men det var desværre slut med det godt vejr langs Bohai kysten, hvilket nok hænger sammen med, at der søndag loves regn og torden.
Penglai er kendt i den kinesiske mytologi og ikke mindst Taoismen, som stedet de otte udødelige krydsede havet, efter sigende efter at have drukket sig godt beruset i Penglai Pavillonen der vender ud mod havet. Pavillonen er en del at et større kompleks der omfatter en gammel flådebase fra Ming dynastiet, og hele området er blevet renoveret for få år siden, men fremstår mest af alt som endnu et af desværre alt for mange eksempler på renoverede bygninger med en lidt for sløset omgang med faktiske forhold – udelukkende for at tiltrække turister.
Turister var der til gengæld også mange af. Der er rigtig mange skønne steder i Kina, men jeg er godt og grundig træt af de populær steder, der hjemsøges af hobetal af kinesiske turister, der føres an af megafon-råbende guider, alt imens sælgere i forskellige boder, ligeledes med megafoner, forsøger at overdøve guiderne i håb om at lokke kunder til. Efter guiderne følger højtråbende turister, hvilket bare betyder at guiderne skal skrue endnu mere op for megafonerne, der som godsvogne følger guiden uden at ænse andre turister, der måtte være uheldige og komme i vejen for dem. Dette sammenholdt med ulidelig hede og luftfugtighed gør det til en scene fra mit værste mareridt, og derfor var det befriende endelige at nå frem til udgangen.
Udenfor ventede en endeløs række af boder med souvenirer. Flere af sælgerne brokkede sig højlydt til Spring, og beskyldte hende for at være en dårlig oversætter fordi waiguoren’en ikke købte noget. Det var nu ikke nødvendig med nogen tolk til at forstå deres fagter og pegen. At jeg ikke købte skyldes nok også mere manglende kvalitet i udbudet end kvaliteten i oversættelsen – ofte ærgre jeg mig over, hvorfor der næsten udelukkende satses på billigt skrammel og ikke sælger bare en lille smule af god kvalitet.
Uden at vide det på forhånd viste det sig, at Penglai tidligere var hjemsted for den kinesiske general Qi Jiguang. For kineserne er Qi Jiguang mest for sin succesfulde kamp mod japanske pirater langs den kinesiske østkyst, bl.a. fra flådebasen i Penglai. For mig er han mest kendt som manden der i 1560′erne under Ming dynastiet stod for renoveringen af den kinesiske mur.
Det meste af den tidligere bolig for Qi Jiguang er tilsyneladende renoveret ved at rive det hele ned og bygge nyt i stedet for, som det desværre er ganske normalt i Kina, men det autentiske går efter min mening tabt på den måde. I et hjørne var der dog et forfædre tempel der efter sigende er originalt fra 1635. Mange steder er der templer for at minde forfædrene og dette tempel er altså bygget for at mindes Qi Jiguang og hans bedrifter.
Penglai henvender sig helt klart primært til kinesiske turister, og det er nok de færreste udlændinge der vil finde byen speciel interessant. Nok derfor vi ikke så andre udlændinge i byen. Mange kineser synes at have en forkærlighed til den slags steder, som er blevet renoveret til næsten ukendelighed men stadig hævder at være historisk. Personligt var det måske en smule interessant første gange – nu er det mest af alt sørgeligt.
Klik evt. på billederne for at se dem i større størrelse.
Jeg troede egentlig at det var slut med de helt store overraskelser i Kina, men alligevel måtte vi lige kigge en ekstra gang i Spar supermarkedet i Laizhou i Shandong provinsen. Ikke så meget fordi det er første gang jeg ser et Spar supermarked, der i øvrigt hedder 18 på kinesiske (shiba, der vel lyder lidt ligesom Spar), men pga. en noget besynderlig mælkedrik.
De er tydeligvis glade for deres haixian (seafood) i Laizhou, men ligefrem at sælge mælk tilsat søpølse, det overgår i hvert fald min fantasi for hvad man kan lokke forbrugerne til at købe. De kinesiske mejerier har ganske vidst en uvane med at tilsætte melamin for at give et kunstigt højere protein indhold, og så er det trods alt nok betydelig sundere at tilsætte søpølse.
Kommentar