- dagbog fra kina
En blog kan medføre mange ting, herunder gårsdagens besøg hos Lisbeth – bedre kendt som Fru Lang. Stadig med jet-lag efter en lang ferie i Danmark lykkedes det alligevel at lave en aftale med hende.
Det indebar bl.a. en spændende tur til en ældre del af byen, med masser af små butikker, og så lykkedes det at bidrage til Lisbeths China experience via en frokost med bl.a. vandmand, men desværre lykkedes det ikke at overtale hende til at prøve søpølsen, så den må hun have til gode.
Onsdag blev det tid til at besøge EXPO udstillingen i Shanghai. Egentlig uden de store forventninger, men når vi nu alligevel er i Shanghai, er det svært at komme udenom en tur til udstillingsområdet.
Det gik overraskende nemt at komme ind på selve området, men med billetter i lommen er der ikke andet end sikkerhedskontrollen til at sænke adgangen, og den gik uden problemer. Vi startede nogenlunde målrettet mod den danske pavillon – heldigvis havde jeg fået et fif om at benytte VIP indgangen, hvilket sparede os for lang ventetid, for uden for de fleste pavilloner var der allerede forholdsvis tidligt lang kø.
Indenfor ventede Den Lille Havfrue, der i disse omgivelser egentlig ser større ud end ved Langelinie, som et centrum for udstillingen, der kan ses fra flere forskellige niveauer i bygningen.
Sammen med Den Lille Havfrue er temaet i udstillingen tilsyneladende at fremstille Danmark som et eventyrland, hvor man i modsætning til Kina kan færdes sikkert på cykel – og et land hvor cyklisterne rent faktisk bruger de dertil indrettede cykelstier.
Indtil videre har omkring 3 mio besøgt den danske pavillon, så om ikke andet har en lille del at den kinesiske befolkning oplevet, at der er noget der hedder cykelhjelm, hvilket nok har været overraskende for mange.
Jeg har en smule svært ved at se formålet med EXPO i en tid med internet og internationale medier. Måske det kan ses som et salgsfremstød for den danske turistindustri, men eftersom visumkrav gør sit til at holde kinesiske turister væk, er det måske ikke det bedste sted at lægge sine reklamepenge, på trods af at den kinesiske middelklasse udgøre en større og større købekraftig gruppe.
Heldigvis er jeg pga. udstationering ikke længer skatteyder i Danmark, ellers ville jeg nok føle at min skat kunne have vært brugt betydeligt bedre.
Efter besøgte i den danske pavillon trak tordenbygerne sig sammen over EXPO området, hvilket vi tog som et tegn på at forlade udstillingen. Måske et lille udbytte af besøgte, men med udsigt til mere tid i kø end inde i de enkelte landes pavilloner, samt stegende hede, gjorde det ikke tiltrækkende at blive.
Så blev der købt billetter til EXPO, og så er der bare tilbage at håbe på at rygter om kø på flere timer ved nogle at pavillonerne er overdrevet, men bl.a. ved den kinesiske pavillon skulle der efter sigende være mere end en times ventetid på at komme ind. Vi har dog ingen planer om at vente så længe i 35 graders stegende hede for at komme ind, men vi skal meget gerne en tur omkring den danske pavillon for at se den lille havfrue – mest fordi Spring gerne vil se hende.
Der er svært at komme uden om Yuyuan i den gamle del af Shanghai, der oprindelig blev bygget under Ming dynastiet, og senere købt af en rig købmand. I midten af det hele er et berømt tehus – Huxingting – og udenom boder og turistfælder som det er blevet traditionen i Kina. Vi var også dårligt kommet ud at taxaen inden vi blev tilbudt billige Rolex ure og andet skrammel, men det er blot en del af stemningen.
Vi kom med vilje tidligt lige omkring åbnings tidspunktet, men det samme gjorde en del andre turister, uden der dog var proppen inde i den lille have, som egentlig ikke er ret stor, men føles enorm pga. de snoede stier og broer. Desværre var der allerede temmelig varmt, selvom det var tidligt op formiddagen, så det var svært for alvor at nye den smukke have. Mange turister sad derfor bare svedende i skyggen og samlede kræfter til den næste strækning.
Selv den lokale kat havde for længst overgivet sig til varmen, og gjorde hvad de fleste turister nok havde mest lyst til.
Efter råd fra Lisbeth tog vi en tur til Shanghai World Financial Center, der med 492 meter kun overgås af Burj Khalifa (Dubai) og Taipei 101 (Taiwan) når det glæder verdens højeste bygninger. I det mindste er der aircondition inde i bygningen, så det var muligt at søge tilflugt fra næsten 40 graders varme udenfor.
Jeg har tidligere besøgt nærliggende Pearl Tower, og ligesom der bruges det meste af tiden på at stå i kø. Specielt den øverste observations platform er overbefolket, så det kræver lidt tålmodighed for at kunne fotografere udsigten alle er kommet for.
Udsigten er god, specielt hvis der er klart vejr, men prisen for at komme helt op på 100. etage virker noget opskruet med 150 RMB (130 RMB). Det er nok en af de ting man skal opleve i Shanghai, men det havde været mere passende med en lidt lavere pris, og det ville sikkert være bedre med et besøg senere på dagen, hvor der sikkert er færre besøgende.
Fra gade niveau ser Jin Mao enorm ud, men oppe fra 100. etage ligner den blot mange andre høje bygninger i Shanghai – som der er rigtig mange af ser heroppe fra.
Det er varmt i Shanghai. Det er der også længere nord på omkring Tangshan og Beijing, men de omkring 5 graders forskel kunne mærkes ved ankomsten i går eftermiddag. The Bund, med udsigt til de højragende bygninger på Pudong siden, kan nås til fods fra hotellet, men i næsten 40 graders varme og høj luftfugtighed, var det næsten mere anstrengende end at kravle rundt på den kinesiske mur.
Det er min anden tur til Shanghai, og denne bekræfter indtil videre blot mit indtryk fra første besøge – en masse høje bygninger og en frygtelig masse mennesker. Antallet af mennesker er nok heller ikke ligefrem mindre i øjeblikket med Expo i Shanghai godt i gang.
I denne hede kunne det være skønt bare at tage t-shirt og shorts på til møder, men det går nok ikke så jeg må svede i skjorte og lange bukser. Vi skal være her nogle dage, så forhåbentlig får vi også tid til at besøge Expo – hvis bare der ikke er for mange mennesker.
Efterhånden har jeg været en del omkring i Kina, og nogle gange et godt stykke ude på landet, men der er endnu ingen steder der slår Tangshan når det gælder kvaliteten af vejene, eller retter manglen på kvalitet. Ikke i selve byen Tangshan, men det område der administrativt er underlagt Tangshan som en by på præfekturniveau. Over alle stråler Zunhua amtet i øjeblikket, men Fengrun distriktet kommer tæt på. Desværre bragte lørdagens udflugt mig gennem begge områder – sidstnævnte dog kun fordi en prop af lastbiler gjorde det umuligt at køre den korteste vej hjem.
Jeg prøvede efterfølgende at optegne vejen vha. Google Earth, for at måle hvor mange kilometer der er påvirket af vejarbejde, og det giver i meget runde tal 50 km, hvilket rent praktisk nok er nærmere 60 km, fordi jeg ikke har afmærket vejen særlig præcis. Deraf var langt størstedelen gravet fuldstændig op, så vejen ofte var ca. en meter under normalt niveau. Ovenstående billede viser hvordan vejen er blevet reduceret til en grusvej, men viser en strækning en godt stykke over gennemsnittet.
Jeg håbede meget på at nå tilbage til Tangshan inden det blev mørkt, men forhåbninger svandt da min alternative rute (for at undgå vejarbejdet) var totalt spæret af lastbiler, så var det kun en anden mulighed tilbage, som ganske vidst er en fremragende vej indtil ca. 30 km før Tangshan, hvorefter vejen gradvis bliver dårligere og dårligere og huller større og større. Det, sammen med at næsten alle synes det er nødvendigt at bruge fjernlys når det er mørkt, gør det til en risikabel affære at køre på den strækning i mørke. Specielt fordi mange lastbiler køre rundt på projektører, der ville gøre mange fodboldstadions yderst misundelige, kan det næsten være umuligt at se noget og i hvert fald ikke hullerne. Jeg synes virkelig det er komplet manglede respekt for de bilister, der er afhængig af disse veje, og ikke mindst beboerne i området der nærmest konstant må leve en i tyk støvsky fra vejen.
Så kan det undre, at der de seneste par år, og endnu ikke afsluttet, er brugt enorme summer på at forskønne indfaldsvejene til Tangshan, og grave nye kanaler for at gøre Tangshan til “det østlige Kinas vandby” – Tangshan burde efterhånden få en medalje for uovertruffen overdreven falsk markedsføring. Det skyldes givetvis, at embedsmændende fra Beijing og provinshovedstaden sjældent begiver sig ud i landområderne men blot besøget Tangshan by. Det er nok en medvirkende årsag til, at der er så mange store Audi’er i Tangshan – at mange af de penge der skulle have været brugt til vedligeholdelse af vejnettet ende i lommerne på embedsmændene i stedet for, hvilket bestemt ikke ville være usandsynligt, så kvaliteten af de anlagte veje slet ikke står mål med det der egentlig var planlagt.
Nå ja, egentlig var formålet med turen at besøge det par steder langs den kinesiske mur. Desværre en lidt mere diset dag end det så ud til da jeg forlod Laoting, men det lykkedes da at komme frem og få taget nogle billeder, selvom det i den slags vejr er nødvendigt med den del efterbehandling af billederne for at få et nogenlunde tålelig resultat.
Topmålet af arrogance var en bilist der stoppede midt i vejarbejdet ved siden af en stor gravemaskine, og af en eller anden grund skulle til at tegne og fortælle i støvet på bilruden. Selv gentagende brug af hornet blevet totalt ignoreret, så eneste udvej var en tur gennem store sten, der lavede en alt andet end behagelige lyd, da de skrabte mod undervognen. En undervogn der efterhånden har været udsat for lidt af hvert, men utrolig nok stadig er intakt – omend med buler og skrammer.
Kommentar