Monthly Archive for september, 2010

Kål fra Kina

Det er svært at opholde sig i Kina ret længe, uden at opdage hvor mange ting der er forbundet med en eller anden symbolsk betydning. Mange gange skyldes det ord med samme, eller næsten samme, udtale. Tegnene er ganske vidst forskellige men udtalen er den samme.

Et ganske godt eksempel er kinakål, der naturligvis ikke hedder kinakål i Kina. Her hedder de blot bai2 cai4 (tallene viser den tone stavelsen skal udtales med) – 白菜 – hvilket bare betyder hvid grøntsag.

30091001

Et populært kinesisk symbol er et kinakål udført i jade, og det ses både som smykker men ofte som udsmykning i forretninger og restauranter. bai2 cai4 (kinakål) udtales næsten på samme måde som bai3 cai2 – 百财 – blot med andre toner. Bai3 betyder hundrede eller mange, mens cai2 betyder rigdom. Derfor lyder kinakål – udtalt på kinesisk – som meget rigdom.

Jade hedder på kinesisk yu4 – 玉 – og udtales på helt samme måde som yu4 – 遇 – der betyder at møde. Så et kinakål udført i jade betyder derfor at møde meget rigdom.

Se her vedr. visning af de kinesiske tegn i denne post.

Billede via PacHD.com.

Tangshan China Ceramic Fair

September er tid til den årligt tilbagevendende Tangshan China Ceramic Fair, der i år var kommet til den 13. i rækken.

Tangshan China Ceramic Fair #1

Her kan købes alt fra billige tepotter til få kroner til dyre krukker og vaser til op mod 100.000 kroner. Jeg fik at vide, at vi godt kunne forhandle om prisen for en stor krukke, men med en startpris på 98.000 RMB (80.000 DKK) så var der nok ikke de store chancer, for at nå en pris jeg kunne acceptere. Det eneste jeg umiddelbart kunne forstille mig at bruge den til var som badekar, så det var kun af ren nysgerrighed.

Tangshan China Ceramic Fair #2

Den gamle Mao er stadig populær i Kina, i hvert fald at dømme efter alle de statuer der kan købes, men der findes også mange andre mere kreative former for keramik og porcelæn – bl.a. vaser hvor udsmykningen træder frem når der er lys nede i vasen, hvilket laves ved at variere tykkelsen.

Tangshan China Ceramic Fair #3

For enhver gadget elsker, må et toilet som dette være et stort ønske. Personligt synes jeg nu bidet strålen så temmelig kraftig ud, så det kunne godt ende med en smertefuld oplevelse. Det havde nok pyntet, hvis de havde skiftet vandet, så det ikke så ud som om nogen lige havde brugt toilettet som en nødløsning efter en stressende dag på udstillingen.

Tangshan China Ceramic Fair #4

Bryllupservice med den svenske kronprinsesse havde også fundet vej til udstillingen. Nok mest for at vise hvad de kan producere, for det tiltrække næppe mange kinesiske kunder. I forbindelse med vores eget bryllup truede en kinesisk kollega med at bestille service med vores billede på, men det blev gudskelov ikke til noget.

Tangshan China Ceramic Fair #5

Målet med besøget var egentlig at finde en pæn gaiwan, men det lykkedes ikke, så vi gik derfra med lige så  mange penge som da vi kom.

Tangshan China Ceramic Fair #6

To enkeltbilletter

Nu er der bestilt enkeltbilletter til Danmark, så søndag den 5. december er eventyret i Kina slut. Det bliver lidt vemodigt, men forhåbentlig bliver det samtidig starten til et nyt eventyr i Danmark.

Det betyder også dagene er ved at være talte for denne blog, idet jeg ikke umiddelbart har nogen planer om at fortsætte i Danmark.

Det måtte jo ske

Efter tre et halvt år som bilist i Kina, er der måske mere et spørgsmål end held end forstand, at jeg endnu ikke har været impliceret i en færdselsulykke. Da det så endelig skete var det heldigvis en af de mindre dramatiske af slagsen. På vej hjem efter at have afleveret en kollega i lufthavnen, var vejene ramt af det sædvanlige kaos, der bestemt ikke er unormalt i Kina.

Vejen hjem #1

Som sædvanligt når der opstår kø, bliver der set stort på færdselsregler og ikke mindst betydningen af fuldt optrukne linier, så ret hurtigt er der nærmest ensrettet kørsel i hele vejens bredde. Jeg befinder mig på den rigtige side af de to gule linier på midten af vejen, men af en eller anden grund begynder en lastbil bagved at trække til højre og trækker kofangeren hen langs min bil. Det går mest ud over lakken men giver også nogle små buler.

Vejen hjem #2

Som det er traditionen i Kina, bliver man så holdende midt i det hele, mens man afventer politiets ankomst. Alt i mens køre nysgerrige kinesere forbi og kigger med nedrullede vinduer undrende på den uheldige laowai der står midt på vejen – for flere sikkert første gang de ser en laowai, for ikke at sige en laowai impliceret i et færdselsuheld. Heldigvis var politiet ikke ret langt væk, men betjenten mente at det var bedst at klare det indbyrdes, så efter et par telefonopringninger blev skaden anslået til 500 RMB (415 kr). Lastbilchauføren stak os 500 RMB og så kørte vi begge videre.  Det beløb rækker vel dårligt nok til at overhovedet at få en dansk mekaniker i tale, men om det er nok i Kina må tiden vise.

En tur forbi Rayi…igen

20091002Skal hente en kollega i lufthavnen i Beijing, så jeg benyttede muligheden for lige at besøge Rayi for at købe et nyt UV filter, som erstatning for det der blev ridset i Ningxia.

Der har længe stået en SB600 flash på min ønskeseddel, så den måtte jeg også lige kigge på. Egentlig kunne jeg jo vente til den nye SB700 kommer ud i butikkerne inden længe, men SB600 opfylder mere end rigeligt mit behov for flash, så den røg i indkøbskurven, og nu skal jeg hjem og eksperimentere med brugen af flash.

I forhold til prisen hos KameraKompagniet spares der ca. 700 kroner eller 1/3 af den danske pris, så det kan helt klart betale sig at købe den slags i Kina. Eneste problem er at garantien ikke dækker i Danmark, hvilet naturligvis kan blive et problem, specielt hvis man vælger at købe nogle af de dyre objektiver eller kamerahuse. F.eks. koster et Nikon 14-24 f/2.8 ca. 13.500 kr i Danmark, men hos Rayi i Beijing er prisen kun 10.700 kr – det kræver naturligvis at man rent faktisk befinder sig i Beijing. Jeg købte også et SC-29 TTL kabel til mindre en halv pris af hvad det koster i Danmark – en skam det skal være så dyrt at købe noget i Danmark.

En sjælden gang

De fleste danskere betragter nok klart vejr som en selvfølge – ikke klart vejr som solskin og blå himmel, men klart vejr med god sigtbarhed. En gang i mellem sker det, men der kan være ret længe imellem, så jeg har svært ved at huske, hvornår der sidst har været så klart vejr i denne del at Kina. Et par dage med både regnvejr og vind fra nord havde gjort sin virkning, så søndag bød på usædvanligt godt og klart vejr. Jeg havde forudsagt det, så tasken var pakket og klar, så jeg kunne tage tidligt af sted. Ganske vidst var der en smule diset, men nærmere bestemmelsesstedet i Liaoning provinsen var vejret så tæt på perfekt, som man overhovedet kan komme i dette område. Det var også tydeligt at mærke en forskel på de 35 grader, der har været normalt de sidste næsten 5 måneder, og så de lidt mere kølige 25 grader i går – det gør en tur i bjergene klart mindre anstrengende.

Zhuizishan #1

I sommerperioden møder jeg næsten hver gang knælere – et imponerende insekt som næsten ikke kan andet end indgyde respekt. Denne gang forsøgte jeg at gøre mig umage og få et godt billede, og det lykkedes nogenlunde, selvom det nok var blevet bedre med et rigtig makro-objektiv, men man må jo brude de midler man har. Heldigvis plejer de at sidde helt stille, så det er forholdsvis nemt at fotografere dem, selvom jeg nærmest var helt nede og ligge på jorden.

Zhuizishan #2

Det var muligt at genkende en sektion af den kinesiske mur 15 km borte, og hvis bjergene ikke havde været i vejen, var det sikkert muligt at følge muren endnu længere væk, og selv skibe på havet mere end 25 km borte var synlige. Det var helt klart en af de 1 ud af 100 dage, der gør at jeg ofte bruge en del tid på at gennemgå forskellige vejrudsigter – for andre bosat i Kina han jeg anbefale weather.com.cn, der ganske vidst er på kinesisk men nem at bruge.

Zhuizishan #3

Som en note til mig selv, så er det en god ide at huske solcreme på dage som denne. Jeg har nok desværre vænnet mig til, at smoggen fjerne de værste skadelige ståler, men uden smog så kan solen uden problemer brænde ubeskyttet hud – og det kan både mærkes og ses.

Tangshan #22

Tangshan #22

Håber på bedre vejr

Med et utal af ubrugte feriedage og mindre end tre måneder tilbage i Kina,har jeg nok aldrig brugt så meget tid på vejrudsigter som nu. Alt andet end vind fra nord giver stort set diset vejr – specielt i sommerperioden. Nord for Tangshan og Beijing er der bjerge, og desuden mere eller mindre øde hele vejen til Nordpolen, så der er ikke rigtig nogen forurening, hvis vinden kommer der fra. Desværre er det ikke så tit det sker, så de fleste dage er præget af dis og smog, men de fleste kinesere har nok vænnet sig til det og anser det for helt normalt.

16091001

I disse dage melder vejrudsigten ovenikøbet regn, og som radarbilledet viser netop i det område jeg gerne vil besøge. Et lille lyspunkt er det dog, at selv om det regner burde vinden komme fra nord, og der meldes ophold i regnen på søndag, så der er et lille håb om en søndagstur – men det hjælper ikke rigtig til at reducere antallet af feriedage.

Man har vel lov at drømme…

Sad lige for sjov og levede en lotto liste, altså en ønskeseddel hvis jeg skulle være så heldig at vinde i lotto. Det er der nok ikke den store sandsynlighed for, så det er kun den hårde vej med opsparing tilbage, hvis ønskerne skal gå i opfyldelse.

Egentlig er jeg godt tilfreds med mit Nikon D300s, men som DX format har det en crop faktor på 1.5, så objektivets brændvidde reelt bliver halvanden gang større. Perfekt ved brug af zoom, men mindre godt hvis man ønsker så meget vidvinkel som muligt til f.eks. langskabsbilleder.  Det undgås med et kamera i FX format (fuld format i Nikon sprog). Problemet er bare, at man ikke kan udnytte hele FX formatet med objektiver designet til DX, så det kræver også specielle FX objektiver – og så bliver det nemt dyrt.

Her er listen så:

Nikon D700 (link)

Nikon 14-24mm f/2.8G (link)

Nikon 17-55mm f/2.8G (link)

Nikon 24-70mm f/2.8G (link)

Nikon 24-120mm f/4G (link)

Nikon 70-200mm f/2.8G (link)

Nikon 85mm f/1.4G (link)

Nikon 105mm f/2.8G (link)

Nikon Speedlight SB-900 (link)

17-55 er egentlig et DX objektiv, så den passer ikke rigtig på listen, men nå nu ønskesedlen skal skrives kommer den med.

Det værste er så at beregne prisen på sådan en ønskeseddel – 98.000 kroner! Så er det jeg skal overveje, om det virkelig er nødvendig at købe en bil, når vi inden længe flytter til Danmark…

Indtil videre tror jeg bare jeg leger videre med mit glimmerende D300s, og Nikon kommer nok alligevel snart med en afløser for D700.

Ningxia

Ningxia