Det er altid en fornøjelse at besøge Ningxia, og opleve at der er steder i Kina, hvor luften ikke nødvendigvis er tyk af forurening. Selvom det virkede mere beskidt end normalt, er der stadig enorm forskel på luftkvaliteten i Ningxia og området omkring Beijing og Tangshan. Efter fire år i Tangshan er det mere reglen end undtagelsen at luften er diset og uklar pga. forurening, så det er helt underligt når der for en gang skyld er klart vejr.
Jeg kan ikke besøge Ningxia uden lige at skulle en tur omkring den kinesiske mur derude vestpå, som adskiller sig markant fra muren her i den østlige del hvor Tangshan ligger. Således bød sidste uges besøg også på en tur til muren, eller retter to steder langs Helanshan bjergene i den vestlige del af provinsen.
Første sted var i udkanten af en lille beskidt industri by, hvor lugten i luften ikke gjorde meget for at skjule det store forbrug af kul, og dis og smog næsten mindede om Tangshan. Andet sted var noget mere afsides gemt inde i bjergene, og derfor nok også mindre kendt fordi stedet kun kan ses enten fra luften, eller hvis man bevæger sig ind gennem slugten.
Med dårlige minder om sidste septembers besøg ikke ret langt derfra, og ikke mindst de flere hundrede myggestik (ingen overdrivelse), var det med blandede følelser at begive sig mod denne del af den kinesiske mur. Med det i baghovedet var det nok ikke overdrevet vellykket at glemme både myggenet og myggespray på hotellet, men heldigvis var der ingen myg denne gang, så jeg slap med skrækken og ikke et eneste mygstik.
Jeg kommer nok til at savne Ningxia mere end Tangshan, når vi vender hjem til Danmark, og ikke mindst de gode og hjælpsomme venner – der ganske vist drikker temmelig meget baijiu, men trods alt kender en grænse.
Kommentar