Monthly Archive for november, 2010
Så er alle vores ting på vej til Danmark, eller i første omgang i hvert fald på vej mod nærmeste containerhavn. Ikke mindre en 109 kasser og pakker i forskellige størrelse blev det til, hvilket måske lyder af meget, men indpakningen af de forskellige genstande fylder trods alt en hel del.
Desværre går der nok næsten to måneder inden vi ser kasserne igen, og til den tid bliver der nok nødvendigt med en udlejningsbil for at komme af med alt affaldet. Så er der bare tilbage at finde en lejlighed i Danmark, hvor alle tingene kan være i.
For dem der ikke selv har haft fornøjelsen af at have et flyttefirma til det hårde arbejde, så er det virkelig en fornøjelse at se det tempo de pakker med, og deres håndtering af tape og hobbykniv – virkelig professionelle folk.
Det føles lidt som stilhed før stormen. Om en uge ved denne tid er vi godt på til Danmark, og i morgen kommer flyttefirmaet og pakker alt ned, for at sende det med container til Danmark. Kufferterne med tøj til Danmark er pakket, for at have styr på hvad flyttefirmaet ikke skal tage med. De sidste ting der ikke skal med til Danmark er enten smidt ud, givet væk eller venter på at blive afhentet. Køleskabet er ved at afrime, den sidste bule er lavet i bilen – forba….. kinesiske bilister, overskudslagret af pu-erh er flytte fra Laoting til Springs forældre i Tangshan – hermed udnævnt til centrallager for pu-erh i Nordøstkina, den første afskedsmiddag med kollegaerne er overstået uden tømmermænd, kontoret i Tangshan er ryddet og der er bestilt hotel til de sidste dage i Tangshan.
Flyttefirmaet har meldt deres ankomst inden klokken 9 og forventer at være færdige inden klokken 16. Jeg forstår ikke helt hvordan de med fem mand kan forvente at det tager 7 timer at pakke vores ting, for så meget har vi trods alt heller ikke, så forhåbentlig bliver de færdige før. Det har været et par stressende måneder her til sidst, så det bliver rart at kunne sætte sig ned i morgen og bare slappe af og nyde flyttefolkene knokle.
Man har vel ikke for alvor oplevet Kina, før man i politikeskorte er blevet ført til nærmeste politistation. Det har jeg så i dag.
Som min sidste hyldest til den kinesiske mur, som jeg de sidste fire år har brugts så lang tid på, tog vi på en forlænget weekend i Huailai, i den del af Hebei provinsen der ligger vest for Beijing (Hebei går næsten hele vejen rundt om Beijing, og jeg har indtil nu boet i den østlige del). I går besøgte jeg en imponerede sektion, med elementer jeg aldrig har set før. Planen var derfor i dag at besøge samme sektion, men den vestlige del i stedet for den østlige, som jeg besøgte i går. Inden ville jeg dog lige køre forbi en gammel fæstning ved Dalongmen.
Ved et politi check-point fortalte jeg politiet, at jeg ville besøge Dalongmen, men ved endnu et checkpoint beslutte jeg at vende om, og besøge Mashuiguan, som jeg besøgte i går. Det skulle jeg ikke have gjort, for det blev åbenbart bemærket, og inden jeg overhovedet var kommet ud af bilen ved Mashuiguan, blev jeg stoppet af færdselspolitiet, og inden ret længe var jeg omringet af hele tre politibiler. Det endte med at kørekort og bilens registreringsattest blev inddraget, og politiet bad mig følge den ene politibil til nærmeste politistation, samtidig med at en anden politibil fulgte efter bag mig.
Det viste sig, at området jeg besøgte i går ikke er åben for turister, og det er end ikke tilladt at fotografere. Det vidste jeg egentlig godt, for jeg tog i går billeder af nogle skilte hvorefter Spring oversatte skiltenes tekst. Det var der jo ingen grund til at indrømme, så jeg forsøgte at virke overrasket da politiet fortalte, at det ikke er tilladt at besøge det område.
På politistationen blev mine dokumenter kontrolleret, og de stillede et par uddybende spørgsmål. Heldigvis kunne en af betjente engelsk, og han forsikrede hele tiden om at der ikke var noget at være nervøs for, og undskyldte nærmest at de tilbageholdte mig, selvom det nok var betydelig mere berettiget hvis jeg undskyldte.
Inden jeg blev “løsladt” bad de om at se mit kamera, for at se om jeg havde taget nogle billeder på det forbudte område. Med en masse billeder fra i går stadig på hukommelseskorte, var der ingen grund til at benægte at jeg havde været der i går, men heldigvis havde jeg allerede kopieret billederne til computeren, så jeg havde ingen problemer med at slette billederne da de bad om det.
Alle betjentene var utrolig venlige, så det var faktisk en ganske interessant oplevelse. Til sidst viste de mig venligt i den rigtige retning mod Dalongmen, som jeg oprindelig havde fortalt dem jeg ville besøge.
Sådan sluttede således min sidste udflugt til den kinesiske mur med en smule mere dramatik en planlagt, men om ikke andet så i hvert fald en interessant oplevelse rigere.
Sikkert ikke en udsmykning der blive vække begejstring hos naboerne, hvis man er bosat i Europa, men i Kina er symbolet ganske almindeligt, ligesom det er i mange andre kulturer. Desværre er svastikaet blevet tabu, i hvert fald i den vestlige verden, efter anvendelsen i 1930′erne og 40′erne, for oprindelige var det et lykkebringende symbol, og det er det stadig mange steder. Faktisk er det nærmest umuligt at besøge et buddhistisk tempel i Kina uden at se symbolet overalt.
Jeg fortsætter med nogle billeder fra Huangshan området.
Første billede er et syn man ret ofte bliver mødt med i dette område. På kinesiske hedder det la(4)rou(4) – 腊肉 – hvilket egentlig bare betyder saltet kød, og i dette tilfælde svineskinker. I følge nogle af de lokale kan kødet holde sig i flere år, og bliver sikkert bedre med alderen – læg mærke til den grønne skimmel på skinken i midten.
Det skulle naturligvis smages på en lille restaurant, og faktisk smagte det ganske god – en smule krydret og sødligt.
Klik på billedet for at se det i stor størrelse.
Kommentar