Archive for the 'Kommentar' Category

Efter optøjerne i Tunesien, Egypten og senest Libyen, har medierne været fyldt med rapportager og meninger om, hvorvidt noget tilsvarende er under opsejling eller overhovedet kan ske i Kina. Ikke mindst har indkaldelsen til demonstrationer i Beijing og Shanghai vakt opsigt, men nok mest fordi det har tiltrukket flere journalister og fotografer end egentlige demonstranter, og efterfølgende tæsk til enkelte repræsentanter fra de udenlandske medier. Opfordringen til at mødes på steder som Wangfujing i Beijing var ikke nogen større succes, og de få der mødte op holdt sig klogeligt tilbage ved synet af massive politistyrker.

Den megen fokus på Kina påvirker naturligvis også den hjemlige stemning – ikke mindst samtidige rapporter om næsten konstante prisstigninger, og sidste uge udtalte en tidligere kinesisk kollega bekymring for stigende fødevarepriser uden lønningen fulgte med inflationen.

Meldingerne hjemme fra Kina tyder heller ikke på den store interesse. Mange ønsker overhovedet ikke at diskutere emnet, og nogen går endda så langt som at roser regeringen for, at Kina er et stabilt land uden samme uroligheder og kaos, som de har hørt om fra mellemøsten. De har dog uden tvil ikke hørt hele sandheden, for myndighederne har tilbageholdt oplysninger af frygt for at urolighederne i mellemøsten skal provokere lignende uroligheder i Kina, og de har bestemt ikke holdt sig tilbage med superlativerne når indsatsen for at få kinesiske statsborger ud af senest Libyen skal beskrives.

Den store gruppe af middelklasse og nyrige kan man næppe fortænke i at ønske status quo, for de har nydt godt af den økonomiske udvikling, som kommunistpartiet har været en garanti for i de seneste 20-30 år. De ved hvad de har, men ingen ved hvad de vil få, hvis styret en dag skulle falde og give plads til forandringer. Samtidig trækker begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 stadig lange skygger, og ikke mange ønsker endnu en gang at opleve ødelæggende anvendelse af magt overfor landets egen befolkning – specielt ikke hvis en af sine nærmeste skulle ende med at yde det ultimative ofre. Heri ligger nok en væsentlig årsag til at større omvæltninger næppe er lige om hjørnet – der er ganske enkelt ikke nok der tør tage den chance det er at sætte sig op mod styret, eller også er man bare ganske godt tilfreds med at have fået råd til bil, bolig og fjernsyn.

Et opgør skal starte i samfundets bund som har mindst at mindste, men de mobiliseres ikke via opfordringer på amerikanske hjemmesider. Derfor er det ikke overraskende at myndighederne netop har større og større fokus på den stadig stigende forskel mellem rig og fattig, og melder ud at man fremover vil have mindre fokus på BNP og mere fokus på at udvikle et samfund hvor flere får del i goderne.

Jeg forstår ikke helt den meget opmærksomhed der er på Liu Xiaobo’s manglende deltagelse i uddelingen af Nobels fredspris. Var der virkelig nogen der helt alvorligt havde forventet, at de kinesiske myndigheder ville løslade ham fra fængslet og køre ham til lufthavnen i Beijing? Naturligvis ikke, ellers var man i hvert fald mere naiv end gennemsnittet, på samme måde som et hvilket som helst andet land ikke ville løslade fanger pga. en prisoverrækkelse.

Vejen frem må være dialog, men at forvente at Kina fra den ene dag til den anden indføre ytringsfrihed på linie med vestlige idealer er tåbelig. Det er trods alt et land der har en tusindårig tradition for en yderest hierarkisk opdeling af samfundet med en meget lille elite siddende på magten. Det er derfor heller ikke helt forkert, når nogen spøger med, at den eneste forskel på situationen nu og de gamle kejserdømmer er at kejseren ikke længere er bosat i Den Forbudte By. Men at forsøge sig med ultimatummer overfor den kinesiske regering, får blot styret til at lukke yderligere i, og det bliver brugt til at understrege overfor landets befolkning at vesten ikke ønsker et stærkt Kina. Det bidrager dermed blot til at styrke nationalismen, hvilket på langt sigt næppe er gavnlig for hverken vesten eller Kina.

Det ændre dog ikke på, at den kinesiske regering opføre sig som et lille forkælet enebarn – et resultat af deres egen et-barns politik – så snart nogen tillader sig at modsige dem, eller påpege ting der burde ændres. Omvendt er det efterhånden trættende, at den vestlige verden igen og igen skal forsøge at presse sine værdier ned over hovedet på andre lande i stedet for at acceptere, at der kan være andre løsningsmodeller. Ikke dermed sagt at den kinesiske model er fejlfri, for det er den bestemt ikke, men man får nemt det indtryk, at Kina er blevet omdannet til én stor arbejdslejer, hvor de kommunistiske fangevogter slår hårdt og brutalt ned på dem der ikke opfylder dagens kvote. Egentlig er der en stor grad af ytringsfrihed, så længe man afholder sig fra at kritisere statsmagten og partiet.

Der bliver nok flere og flere der ligesom Liu Xiaobo kæmper for vestlige værdier, men for den almindelige kineser betyder det uden tvivl mere, at de havde i de seneste år har fået råd til bil, lejlighed og rejser, og at millioner af mennesker har sagt farvel til fattigdom