Efter optøjerne i Tunesien, Egypten og senest Libyen, har medierne været fyldt med rapportager og meninger om, hvorvidt noget tilsvarende er under opsejling eller overhovedet kan ske i Kina. Ikke mindst har indkaldelsen til demonstrationer i Beijing og Shanghai vakt opsigt, men nok mest fordi det har tiltrukket flere journalister og fotografer end egentlige demonstranter, og efterfølgende tæsk til enkelte repræsentanter fra de udenlandske medier. Opfordringen til at mødes på steder som Wangfujing i Beijing var ikke nogen større succes, og de få der mødte op holdt sig klogeligt tilbage ved synet af massive politistyrker.
Den megen fokus på Kina påvirker naturligvis også den hjemlige stemning – ikke mindst samtidige rapporter om næsten konstante prisstigninger, og sidste uge udtalte en tidligere kinesisk kollega bekymring for stigende fødevarepriser uden lønningen fulgte med inflationen.
Meldingerne hjemme fra Kina tyder heller ikke på den store interesse. Mange ønsker overhovedet ikke at diskutere emnet, og nogen går endda så langt som at roser regeringen for, at Kina er et stabilt land uden samme uroligheder og kaos, som de har hørt om fra mellemøsten. De har dog uden tvil ikke hørt hele sandheden, for myndighederne har tilbageholdt oplysninger af frygt for at urolighederne i mellemøsten skal provokere lignende uroligheder i Kina, og de har bestemt ikke holdt sig tilbage med superlativerne når indsatsen for at få kinesiske statsborger ud af senest Libyen skal beskrives.
Den store gruppe af middelklasse og nyrige kan man næppe fortænke i at ønske status quo, for de har nydt godt af den økonomiske udvikling, som kommunistpartiet har været en garanti for i de seneste 20-30 år. De ved hvad de har, men ingen ved hvad de vil få, hvis styret en dag skulle falde og give plads til forandringer. Samtidig trækker begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 stadig lange skygger, og ikke mange ønsker endnu en gang at opleve ødelæggende anvendelse af magt overfor landets egen befolkning – specielt ikke hvis en af sine nærmeste skulle ende med at yde det ultimative ofre. Heri ligger nok en væsentlig årsag til at større omvæltninger næppe er lige om hjørnet – der er ganske enkelt ikke nok der tør tage den chance det er at sætte sig op mod styret, eller også er man bare ganske godt tilfreds med at have fået råd til bil, bolig og fjernsyn.
Et opgør skal starte i samfundets bund som har mindst at mindste, men de mobiliseres ikke via opfordringer på amerikanske hjemmesider. Derfor er det ikke overraskende at myndighederne netop har større og større fokus på den stadig stigende forskel mellem rig og fattig, og melder ud at man fremover vil have mindre fokus på BNP og mere fokus på at udvikle et samfund hvor flere får del i goderne.


Kommentar