Tag Archive for 'laoting'

Friske forsyninger

Laoting Fiskehandler

Dårligt var larmen fra den lille lastbils hakkende motor forsvundet, før der var fyldt godt op foran den lille lokale fiskehandler. Den larmende motor havde tydeligvis annonceret friske forsyninger til den lille butik.

Tåge kørsel

Jeg har snart set et lukket betalingsanlæg for mange gange i denne uge. Af samme grund tager vi allerede til Beijing i morgen, for ikke at komme for sent til flyet søndag.

Lukket betalingsanlæg

Igen i dag var betalingsanlægget ved Laoting igen lukket, og dermed ingen adgang til motorvejen. Godt vist sneede det i går, men vejen var forholdsvis tør, så det kunne ikke være derfor. Der var heller ikke særlig tåget i Laoting området, men tågen tiltog frem mod Tangshan – sigtbarheden var dog mindst 500 meter, så jeg begriber ikke, at det var nødvendigt at lukke motorvejen helt.

Der var dog kundebesøg i dag, så der var ikke anden udvej end at følge landevejen mod Tangshan. Der er det så jeg for alvor ikke forstår, hvorfor man vælger at lukke motorvejen, og tvinge bilister ud på mildest talt elendige veje med modkørende trafik og cykelister med dødsforagt – okay, det kan man faktisk også møde på en kinesisk motorvej, men trods alt i betydeligt mindre omfang. En endnu større gåde er det, hvorfor man lige har istandsat 75 km motorvej, som der egentlig ikke var de helt store problemer med, udover hvad der kunne repareres  lokalt i stedet for at rulle 75 km ny asfalt ud i seks spor. På lande vejen vil det uden problemer være muligt at smadre sin bil totalt, hvis man ikke er fuldt ud opmærksom på vejens beskaffenhed, der nogen steder minder mere om et bæltespor i et militært øvelsesterræn end en landevej, og i hvert fald mere velegnet til bæltekøretøjer end personbiler.

Selvom det tog 2½ time mod normalt kun en enkelt, ankom jeg lige i samme øjeblik som kunderne stod ud af bilen, så hvad det angår voldte det heldigvis ingen problemer.

Den første sne

Den første sne

Weekend i Laoting

For en sjælden gang var vi hele weekenden i Laoting, men med den kommende ferie i Yunnan er der måske heller ikke så stort et behov for at lege turist inden turen.

laoting_marts0922

Det gav til gengæld mulighed for en søndags tur rundt i Laoting, for at nyde det gode vejr. I Tangshan betød både trafikken og luftkvaliteten, at det ikke ligefrem var tiltalende med sådan en spadseretur, men trafikken i Laoting er væsentlig mindre og luften betydelig renere.

laoting_marts0911

Det gav også mulighed for at prøve en af de lokale frisører, som ganskevist er betydeligt mindre luksuriøse end deres kollegaer i Tangshan, men til gengæld var prisen kun 7 RMB (6 DKK), så det i den overkommelige ende af skalaen.

laoting_marts0909

Klik på et af billederne for at se flere billeder fra Laoting.

Frisk luft

Selvom luften i Laoting er betydelig renere end i Tangshan, så har vi alligevel valgt at købe en luftrenser, og nytårsudsalget var en kærkommen lejlighed til at skaffe den.

01010903.jpg

Vi valgte luksusmodellen fra Midea, som udover at fjerne støv fra luften også kan fjerne dårlig lugt og andre skadelige stoffer. Hvorvidt den så kan det er et godt spørgsmål, men den kan i hvert fald filtrere luften, så de fleste partikler fjernes. Den dækker kun 40 kvadratmeter, så den er blevet placeret i soveværelset. På et tidspunkt skal vi også have sat en op i stuen, men de er ikke helt billige (1570 DKK), og der er mange andre ting vi også gerne vil have til den nye lejlighed, så vi kan jo ikke få det hele på en gang. Det er dog småpenge i forhold til at det er en investering i et godt helbred, så pengene er bestemt givet godt ud. Til stuen ender det dog nok med at blive en lidt mindre avanceret model – det vigtigeste er at få fjernet støv og partikler.

Fugekvidder

Der var helt underligt at vågne her til morgen og åbne vinduet i soveværelset. Udenfor var der fugekvidder – det kan jeg ikke mindes er sket i Tangshan.

Highway to Hell

Det er lidt sjovt, hvor besværligt nogle af mine kinesiske kollegaer synes det er at bo helt nede i Laoting. Fra lejligheden er der ca. 10 min kørsel til motorvejen, herefter ca. en halv time på motorvej til Tangshan. Hvor motorvejen ender i Tangshan, starter den nye ringvej, som går direkte forbi mit kontor, hvor jeg ankommer en timer senere plus minus et par minutter, så meget nemmere synes jeg ikke det kan være. Oven i købet er der stort set ingen trafik, hvilket ikke ligefrem kan siges om det indre Tangshan, så hvis man skal med bussen på arbejde, kan det sagtens tage en time eller mere.

Turen på ringvejen går gennem den østlige del af Tangshan, hvor det meste industri er placeret, så hver dag bliver jeg mindet om, hvorfor jeg ikke har lyst til at bo i Tangshan. Det er også lidt trist at se, hvordan man som nabo til nogle af byens største og mest beskidte fabrikker har opført, eller er ved at opføre, store boligkvarterer. Jeg tror generelt ikke det er sundt at bo i Tangshan, eller andre kinesiske storbyer (med danske øjne tillader jeg mig at kalde Tangshan for en storby) for den sags skyld, men at bo så tæt på industrikvarteret er absolut ikke sundt.

Jeg vil efter jul forsøge at tage nogle billeder på min vej til arbejde.

Frisk luft

Efter kun to dage i Laoting kan jeg allerede mærke en væsentlig effekt. I Tangshan starter dagen ofte med et kraftig hosteanfald, så snart jeg står ud af sengen, men allerede efter første nat i Laoting var hosten væsentligt reduceret, og i dag hostede jeg slet ikke.

Ganske vist er det en smule besværligt at skulle køre en time hver vej, set i forhold til et kvarter, men de ulemper opvejes helt klart af de heldbredsmæssige fordel ved at bo i en lille by som Laoting uden ret meget forurening. Efter at have boet to år (på nær en måned) i Tangshan, er det ubeskriveligt skønt, at kunne lufte ud om morgen, uden at lejligheden straks fyldes med en stank af bilos. Det meste af søndagen stod vinduet i soveværelset åbent, uden der som voldsomt meget støv ind. Hvis vi gjorde noget tilsvarende i Tangshan, ville der være tydelige tegn på sort støv i vindueskarmen og på gulvet – det samme ville iøvrigt ske hvis vinduet var lukket.

Der er flere der, bag min ryg, har sagt, at jeg nok vender tilbage til Tangshan efter 3 måneder, men hvorfor skulle jeg dog vende tilbage til en by, som har en negativ indvirkning på helbredet. Oven i købet har vi nu en lejlighed, der er betydeligt bedre end den gamle. Eneste problem er, at luften er meget tør, dels fordi det er vinter og dels fordi vi har gulvarme, så efter jul skal vi have købt nogle luftfugtere.

Vellykket flytning

Hermed første blog indlæg direkte fra Laoting. Flyttemændene ankom i går klokken 7, og efter lidt over en time var alt båret ned i flyttebilen. Efter at have underskrevet nogle papir, for at flyttebilen kunne få lov til at forlade boligområdet, gik turen mod Laoting. Det var endnu hurtigere at få tingene op i lejligheden i Laoting, så omkring halv elleve var flyttefolkene på vej tilbage til Tangshan.


Vis stort kort

Vi har nået ganske meget her det første døgn i Laoting. De fleste flyttekasser er blevet tømt, og klar til at blive afleveret tilbage i morgen. En ny vandhane er installeret på badeværelse, så vaskemaskinen kunne tilsluttes. Vandvarmeren på badeværelset er blevet flyttet, så vi slipper for at støde hovedet ind i den, når vi går i bad. Fjernesynet er blevet sat op, men vi har endnu ikke noget signal, så når vi kommer tilbage fra Danmark, skal vi have installeret en parabol. Vi har også besøgt Springs onkel på hans arbejde (leder på det lokal hospital), for at hente en kvittering, og så skulle vi lige se deres nyeste investering på operationsstuen, som var en eller anden scanner fra Philips. Til min store tilfredshed kunne vi konstatere, at hospitalter var betydelig renere end hvad der ses i Tangshan. Hvis man ikke er syg i forvejen, behøves man normalt bare at tage en tur på et hospital i Kina, og så er det nærmest et held, hvis man ikke smittes af et eller andet. Rengøring og hygiejne er bestem ikke noget de går specielt meget op i.

Tidligere sagde Springs familie, at de normalt ikke ser nogle udlændinge i Laoting, men i dag så vi hele fire, hvilket selv i Tangshan ville være meget unormalt, så måske bor der rent faktisk flere udlændinge i Laoting, men det må tiden vise.

Som det fremgår at dette indlæg har vi også fået installeret internet i lejligheden. Det trak dog lidt ud, fordi telefonselskabet havde lidt problemer med forbindelsen, men efter en del ture frem og tilbage, og endnu flere opringninger, lykkedes det at få hul igennem til nettet. Tilmed fik vi foræret 2,5 liter madolie som velkomstgave fra telefonselskabet. For de flere dansker lyder det nok temmelig underligt, men i Kina er det faktisk ganske normalt, at nye kunder nogle gange bydes velkommen med en gave, og tit er det madolie. 2,5 liter olie er ikke helt billig, så det er ganske eftertragtet, men det ender nok med at vi giver det til Springs forældre.

Laoting

Jeg er ikke helt klar over hvorfor Laoting hedder Laoting, for faktisk hedder byen Leting (lè tíng).

25110801.gif

I daglig tale bliver Laoting dog primært brugt, så det holder jeg også fast i. Det oprindelige (traditionelle) tegn for 乐 (lè) viser et træstativ (木) med et musikinstrument på toppen, inkl. en tromme og nogle klokker:

25110802.gif

Hvilket passer ganske godt med den i Kina kendte Laoting tromme.

25110803.jpg

Lè (乐) betyder fornøjelse og tíng (亭) betyder pavillon, så vi kommer altså i fremtiden til at bo i en fornøjelsepavillon -  det lyder da ikke så dårligt.