Tag Archive for 'laoting'

Page 2 of 2

Skoleret

I dag måtte jeg stå skoleret for byens politichefer, og forklare min kætterske beslutning om at forlade den osende storby. Helt så slemt var det ikke, og det virkede mest som om de ville sikre sig, at jeg nu også havde gennemtænkt beslutningen med de ulemper det måtte medføre. De understregede dog, at det normalt ikke er tilladt, i hvert fald ikke for udlændinge, at bo og arbejde i to forskellige byer, også selvom Laoting administrativt høre under Tangshan.

Enden blev at de ville forhøre sig hos politiet i Laoting, for at sikre sig at området er sikkert for udlændinge, og ikke mindst at politiet dernede kan acceptere at få en udlænding under deres beskyttende vinger.

Egentlig havde jeg forventer, at der ville gå ydereligere et par dage inden en afklaring var på plads, men et par timere senere ringede de og fortalte at politiet i både Tangshan og Laoting acceptere vores flytteplaner. Derfor tager vi allerede i morgen til Laoting, for at underskrive lejekontrakten. Udlejeren har nemlig længe trippet for at få lukket sagen, så alle er nok bedst tjent med at vi får skrevet kontrakten under hurtigst muligt.

Tilbage er kun to spørgsmål. Hvad hedder flyttekasse på kinesisk, og hvor kan man købe dem?

Hvor skal vi hen du?

Det ser ud til, at der er ved at gå bureaukrati i vores flytteplaner. Det er endelig lykkedes at få en tilbagemelding fra Exit & Entry Administration Service Center, Public Security Bureau of Tangshan City, og i følge dem kan man ikke bare flytte som man har lyst. Jeg har fået tilladelse til at bo i Tangshan, fordi jeg arbejder i Tangshan, og det vil ikke være noget problem at flytte til Laoting, hvis det ikke lige er fordi jeg stadig skal arbejde i Tangshan. At jeg så skal køre en længere tur hver dag for at komme på arbejde burde være mit problem og ikke myndighedernes.

Under alle omstændigheder skal jeg møde op sammen med nogle andre, i et forsøg på at overbevise chefen om at jeg skal have lov til at flytte.  Hvad der så skal til at overbevise dem må tiden vise. Det vil være en gevaldig streg i regningen, hvis myndighederne beslutter at vi ikke kan få lov til at flytte til Laoting. Hvad der skal ske, hvis det bliver udfaldet, kan jeg ikke lige overskue, for jeg har bestemt ikke lyst til at blive boende i Tangshan ret meget længere.

Flytteplaner

I dag har vi været på Exit & Entry Administration Service Center, Public Security Bureau of Tangshan City (de kan altså noget med navne kineserne), for at søge om lov til at flytte til Laoting. Om 5 arbejdsdage ved vi forhåbentligt mere om hvorvidt det kan lade sig gøre eller ej. Hvis flytningen godkendes, får vi et dokument som så skal overdrages til politiet i Laoting, men de har allerede meddelt, at det ikke er noget problem, at vi bosætter os der, så nu er der forhåbentlig en afklaring på vej.

Laoting

Efterhånden er vi blevet enige med ejerne af lejligheden i Laoting om en kontrakt. Tilbage står kun myndighedernes accept af at en laowai bosætter sig i Laoting. Jeg tvivler dog på at det skulle blive et problem, selvom nogen mener der modsatte. Myndighederne vil givetvis bare vide hvor i Kina jeg befinder mig, og så længe de ved det tror jeg de er tilfredse.

Det er helt sikkert ikke alle der forstår vores valg. At flytte til en lille by langt væk fra storbyen – 75 km er langt, selv i et enormt land som Kina. Jeg fastholder dog, at de ulemper der måtte være ved at flytte fra en stor til en lille by, langt opvejes af den rene luft og de roligere omgivelser. Jeg har trods alt boet 6 år i Glyngøre, så det med små byer afskrækker mig bestemt ikke. Jeg har prøvet at forklare, at det er ganske normalt i Danmark at have langt til arbejde, og det undre mig egentligt lidt, at i et land af Kinas størrelse, bliver en forholdsvis kort tur betragte som nærmest uoverkommelig. Måske det hænger sammen med, at selvom der er mange biler i Kina, så er det fortsat et fåtal der har egen bil.

Det irriterer mig dog lidt, når nogen forsøger at overbevise mig om, at det er en meget dårlig ide at flytte til Laoting. Bevares, der kan være et par gange om vinteren, hvor motorvejen er lukket pga. sne, men med den kinesiske snerydningspraksis, eller mangel på samme, er det heller ikke ligefrem uden risiko at køre rundt på spejlglatte veje i selve Tangshan når der kommer sne.

Værre er det, når der bruges ulogiske argumenter, så som gentagne strøm afbrydelser og manglende opvarmning. Det er muligt at der langt ude på landet, og for mange år siden, var problemer med det, men i dag høre det vist til undtagelserne, og der er næppe flere strømafbrydelser i Laoting end i Tangshan.

Jeg har også hørt at det skulle være mere farligt at bo i Laoting, fordi det kun er fattige ”farmere” der bor der. Jeg har efterhånden været i Laoting flere gang, og der var ikke ligefrem fordi bander af hårdkogte utilpassede landmænd drog hærgende gennem byen. Rent logisk vil der være mere kriminalitet i en stor by, set i forhold til en lille by, så jeg tvivler på at det skulle være mere farligt i en lille by som Laoting. Dertil hører, at vi har gitter for vinduerne, og selvom der i Tangshan går vagter rundt hele dagen, bliver der alligevel advaret om, at flere lejligheder har haft indbrud.

Så mangler vi kun kontrakten

I dag var vi igen i Laoting, og det lykkedes tilsyneladende at blive enige med ejeren af lejligheden, om de punkter vi på forhånd havde noteret os, omend de skulle bruge noget betænkningstid omkring installation af en vandvarmer. Lige nu er lejligheden kun udstyret med et solvarme anlæg, men om vinteren er det begrænset hvor meget varmt vand det giver, så jeg mener en almindelig vandvarmer må høre til et minimum af, hvad der kan forventes af inventar. I forvejen skal vi selv sørger for aircondition og køleskab, så det burde ikke være for meget at forlange, at lejligheden udstyres med en elektrisk vandvarmer inden vi flytter ind.

lejlighed01

Det gik de heldigvis med til, så ejeren har lovet at lave et udkast til en lejekontrakt, og forhåbentlig kan vi blive enig om den også, så de sidste hindringer er ryddet af vejen, og vi kan berede os på at flytte til Laoting. Desværre blev jeg lidt skuffet over noget af inventaret i køkkenet. Under gaskomfuret er der en sort tingest med to skuffer, som jeg ved første besøg havde troet var en ovn, så jeg så frem til at få adgang til en ovn, men det viste sig at være en desinfektions anordning, så man kan opvarme tallerkner og andre ting, for at slå evt. bakterier ihjel. Der er sikkert nogen der har lavet et eller andet smart reklamestunt med den slags udstyr, for jeg tvivler stærkt på nødvendigheden af at varmedesinficere sit køkkengrej, hvis man ellers sørger for en ordentlig hygiejne i køkkenet. Bort set fra det er det et stort og godt køkken, som giver mig lyst til at lave mad igen.
Se flere billeder fra vores forhåbentlig kommende lejlighed, ved at klikke på ovenstående billede.

Et mekka for møbler

Den første ferie dag blev benyttet til at tage en tur til Xianghe, mellem Beijing og Tangshan, for at kigge på møbler til vores kommende lejlighed i Laoting. Efter sigende skulle Xianghe være det største område for møbler i det nordlige Kina, og der er i hvert fald mange og meget store butikker med møbler og forskellige andre ting til hjemmet. Egentlig virker det som et underligt sted at placere så mange møbel butikker, men det ligger næsten midt mellem Beijing, Tianjin og Tangshan, så oplandet byder på temmelig mange potentielle kunder – på trods af det var der ikke ligefrem trængsel, på trods af Kina holder ferie i denne uge.

30090802.jpg

Jeg synes ikke det er specielt billigt at købe møbler i Kina, hvis man ellers skal have en rimelig kvalitet, og størrelsen af møbelcenteret i Xianghe gør, at der er mere end rigeligt at vælge i mellem, og noget for enhver smag. Meget af det var virkelig gammeldags, og et af stederne har ligefrem en hel afdeling inspireret af gamle franske møbler, så der må jo være et marked for den slags i Kina.

30090801.jpg

Jeg har en plan om at få indrettet et lille kinesisk hjørne i vores nye lejlighed, med en klassisk kinesisk reol samt et lille bord med to kinesiske stole. Problemet er bare, at de reoler jeg hidtil har set koster min. 6000 RMB (ca. 4600 DKK), og bord med to stole koster nogenlunde det samme, så indtil videre leder jeg videre i håb om at finde et sted, hvor det er billigere med en knap så eksotisk træsort.
De sidste brikker er ved at falde på plads omkring vores nye lejlighed i Laoting. Da vi så lejligheden var gulvet temmelig beskidt, efter at lejligheden har stået tom i et års tid med åbne vinduer, så vi vil bede ejeren om at gøre lejligheden ren, og så tager derned igen senere på ugen, muligvis fredag, for forhåbentligt at få de sidste detaljer på plads.

Boligjagt

Vi var i går en tur i Laoting, for at kigge på lejligheder. Springs kusine havde fundet frem til fire forskellige lejligheder, som vi skulle kigge på, men da hun skulle undervise i løbet af weekenden blev vi nød til at tage derned fredag. Den ene lejlighed var ved at blive sat i stand, mens en anden slet ikke var gjort færdig. Jeg forstår ikke helt, hvorfor man ikke sørger for at lejligheden fremstår så godt som muligt, når man forsøger at leje den ud, men det har jeg efterhånden set flere eksempler på. Jeg skal i hvert fald ikke leje noget, hvor det er umuligt at se om det bliver godt eller skidt.


Vis stort kort

En af lejlighederne var rigtig god, og fuldt ud på højde med hvad vi ellers har set i Tangshan, og faktisk bedre. Lejligheden har et stort køkken, som er helt på niveau med et dansk køkken, og fire værelser inkl. soveværelse og børneværelse og med to etager. Huslejen er kun på 19.000 RMB om året (ca. 14.150 DKK), så det er lidt af et fund for de penge, og så kan huslejen muligvis forhandles længere ned. Ejeren har selv sat lejligheden i stand for et år siden, men aldrig brugt den, så alt ser ud til at være i perfekt stand.

Hvis ellers vi kan få de sidste detaljer på plads, håber jeg meget at det bliver vores fremtidige hjem – i hvert fald for nogle år.

Landsbyen

Jeg har oprettet et galleri med fotos fra weekendens besøg i landsbyen uden for Laoting.

Liaoning02


Klik på billedet for at komme til galleriet.

Samtidig er indlægget også en test af et plugin til at integrere mit zenphoto galleri med bloggen.

Flytte planer

Turen til Laoting blev også benyttet til at kigge på lejligheder. Jeg er efterhånden kommet til den beslutning, at jeg ikke længere ønsker at bo i Tangshan. Byen er ganske enkelt for beskidt og forurenet. Ganske vist var borgmesteren ude i sidst uge og meddele, at byen skal være grønnere og han har tilsyneladende en plan om, at Tangshan på længere sigt skal blive en ren by. I første omgang skal der plantes flere træer, men byen bliver jo ikke ren af den grund, og i forvejen er der en hel del træer.

Umiddelbart vil jeg synes, at det var bedre at invester i den offentlige transport, og få fjernet nogle af de mange gamle og voldsomt forurenende busser, som ofte er omgivet af tyk sort røg. Ifølge rygterne er borgmesteren planer primært et middel til at tiltrække udenlandske investorer til byen udvidelsesplaner, men de har tilsyneladende hidtil sagt nej til at invester i en beskidt by som Tangshan.

Laoting er beliggende 75 km sydøst for Tangshan, og er forbundet med Tangshan via en tre sporet motorvej, så det er ikke det store problem at køre mellem Tangshan og Laoting hver dag. Laoting er blevet lanceret som en lille turist by tæt på havet (ca. 20 km mod syd), og bliver derfor gradvist grønnere og grønnere. Der er så godt som ingen fabrikker i byen, og forholdsvis få biler, så luften er mærkbart bedre end i Tangshan.

Den første lejlighed vi kiggede på var slet ikke færdig, og gulv og vægge var bart beton, så det havde bestemt ingen interesse, selvom lejligheden sikkert kunne blive ganske tiltrækkende, hvis ejeren bare var interesseret i at gøre den færdig. De sidst to lejligheder lå lige ved siden af hinanden med en lille have bagtil og i to etager. Begge lejligheder var fuldt på højde med hvad vi kan få i Tangshan, og vi var egentlig klart til at flytte ind, hvis det ikke lige var for en ringvej og jernbane lige ved siden af.

Selvom vi ikke fandt den perfekte lejlighed i denne omgang viste besøget i Laoting trods alt, at det ikke burde være et problem at finde en passende lejlighed dernede. Jeg tror der er mange kineser der ikke helt forstår, hvorfor jeg vil bruge omkring to timer hver dag i bilen, men jeg kender flere der har gjort det i mange år, så det burde ikke blive noget problem. Spring er mest bekymret for hvad vi skal gøre, hvis motorvejen lukker i løbet af vinteren pga. sne, men det sker trods alt kun et par gange hver vinter, så det finder vi nok en løsning på.

Dyneløft

I går var vi en tur i Laoting sydøst for Tangshan. Turens primære formål var at hente svigermor, som dagen i forvejen var taget til en lille landsby udenfor Laoting, for i selskab med nogle lokale kvinder at færdiggøre vores bryllupsdyner. Det er åbenbart en kinesisk tradition, at brudeparret får foræret nye dyner med tilhørende sengetøj – og ikke noget med at køre i Kinas svar på Jysk, de skal naturligvis være hjemmelavede. I alt blev det til tre dyner, den ene en dobbelt, og et underlag (en slags tynd madras). Vi ankom ved frokost tid, og blev budt på en stor og yderst velsmagende frokost. Jeg skulle køre tilbage, og skulle derfor ikke nyde noget af den stærke báijiǔ, men de fleste af de øvrige mænd i selskabet lod sig friste – i alt nående de vist op på to glas (sennepsglas størrelse) hver, men så måtte de også have en middagslur bagefter.

dyne1.jpg

I stedet for en middagslur blev vi inviteret på en tur rundt i landsbyen, som ganske vist ved første øjekast så temmelig fattig ud, men formodentlig har flere af familierne flere penge end det lige ser ud til.

dyne.jpg

Da dynerne endelig var færdig skulle de pakkes sammen og ud i bilen, men det blev modtaget med en smule undren, da jeg for at beskytte dem mod snavs proppede dem godt den i posen. For mig at se er det bare nogle dyner, men de skal åbenbart behandles med stor respekt, og der må helst ikke komme folder i dem. Det vakte heller ikke udpræget begejstring, da jeg forslog, at min familie kan låne dem, når de kommer på besøg senere på uge. Det ville åbenbart nærmest være at vanære dem at lade andre sove i dem, i hvert fald ind til vi en gang selv har fået børn. Børn kan evt. få lov til at bruge dem, men det vil kræve nøjere overvejelser.