Man kan naturligvis ikke tage en tur til Yixing (Jiangsu provinsen) uden at kigge på nogle tepotter. Tja, det kan man måske godt, men jeg kan ikke…
Var til et møde i Yixing tirsdag, og havde heldigvis valgt at booke det sene fly tilbage til Beijing, så der var tid til lidt mindre seriøst efter mødet.
Desværre blev vi kørt hen til den samme fabrik, som jeg besøgte for et par år siden, men den gang var det lige før fyraften, så der var ikke meget tid til besøget. Det var der heldigvis denne gang.
En del af fabrikken rummer en skole, hvor eleverne kan få finpudset deres evner til at lave tepotter. Det lyder måske underligt at der findes skoler kun til det, men i Kina er tepotter en stor forretning, og på same måde som malerier kan en god og kendt kunsthåndværker sælge sine tepotter til mange tusinde kroner.
De fleste udlændinge ville nok besøge Yixing uden at opdage, at byen faktisk er centrum for produktion af kinesiske tepotter, og kendt i det meste af Kina af samme grund – i hvert fald hvis man interessere sig blot en smule for den slags.
Bort set fra tepotter er byen kendt for sin beliggenhed ved Taihu søen. Det er dog ikke længere den helt store fornøjelse at besøge søen, for som så mange andre søer og floder i Kina er den stærkt præget af forurening.
Efterfølgende forsøgte vi at finde nogle tepotter, der dels var til at betale og dels var af en nogenlunde kvalitet. De første steder var temmelig dyre, og der kom sikkert også lidt ekstra laowai-tillæg oven i prisen. Til sidst endte vi dog i en butik, hvor både pris og kvalitet var acceptabel.
Det var kunstneren selv der havde sin egen lille butik, midt i et stort område med hundredvis af andre små butikker med tepotter, og mange af dem var endda håndlavede. Har man penge nok, kunne der sagtes købes meget mere kostbare eksemplarer, men det er mere interessant af have et par tepotter købt i kunsternes egen butik – og med deraf følgende kyndig vejledning.















Kommentar