Vi var igen en tur i te butikken i går. Hvilket faktisk var første gang i august, så det var også ved at være på tide med lidt te kultur. Egentlig var det mest for officielt at indbyde bestyrerinden til vores bryllupsfest om et par uger, men som altid skulle der så også smages på lidt te, og jeg fristes til at sige at som altid blev der også købt lidt te med hjem.
En lidt pudsig oplevelse var det, da der midt i det hele kom en ældre snavset dame ind i butikken for at tigge om penge. Tilsyneladende kommer hun der hver dag i et spinkelt håb om at tigge sig til lidt penge, men det var nu ikke meget hun fik med sig ud. Hvor trist det end er, så må det også være en smule forstyrrende for butikkerne i området, hvis hun ligefrem besøger hele striben hver dag. Hun spottede naturligvis laowai’en der sad og sippede te, men inden jeg kunne bestemme mig til hvor stor en seddel jeg skulle give hende, havde bestyrerinden snuppet en 1 yuan seddel (ca. 70 øre) og var i gang med at genne damen ud af butikken.
Historien illustrerer ganske godt den gabende hul mellem rig og fattig i dagens Kina. Der sidder jeg fredeligt og drikker min te til 3600 RMB per halv kg. (2600 DKK pr. halv kg.), og ind træder en møgbeskidt ældre dame, som givetvis ikke har været i bad siden nytår, og sikkert ikke har fået et godt måltid i endnu længere tid. Jeg bliver tit konfronteret med tigger, men er efterhånden kommet frem til, at hvor trist det end, er så kan det ikke være min opgave at redde dem alle sammen. Det høre også med til historien, at tiggeri faktisk kan være en gnaske indbringende forretning, så nogle faktisk har flere penge at gøre med end arbejderen der knokler dag efter dag og slider sin krop op i en ung alder.
Kommentar